Del på Facebook    
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 

Nytårsangst

Mange hunde og katte glæder sig ikke til nytårsaften da de lider af nytårsangst.

 

Vi mennesker forbinder normalt fyrværkeri med fest og glæde. Men helt anderledes kan det være for vores firbenede venner. De voldsomme lyde og lysglimt gør, at nogle hunde og katte bliver meget bange, eller ligefrem skrækslagne når der affyres fyrværkeri. 
 

De fleste dyr bliver generelt påvirket af nytårsfyrværkeri i mere eller mindre grad. En del hunde og katte har det slemt ved bare et enkelt skud, hvilket kan give problemer i alle de dage omkring nytår, hvor der primært skydes fyrværkeri af. Andre bliver først påvirkede af det megen og voldsomme fyrværkeri selve nytårsnat.

Vi anbefaler generelt at alle bange dyr er under opsyn nytårsaften.
Det bedste vil være at være hjemme i vante omgivelser, eller holde nytår på landet hvor der ofte er mere roligt.

 


Typiske tegn på angst for fyrværkeri:

- Mjave, hyle eller gø

- Blive urolig, ængstelig eller rastløs

- Blive urenlig

- Gemme sig

- Hunde fører halen mellem benene, ørerne tilbage og kryber afsted

- Katte ryster og sniger sig omkring

- Savle, ryste eller halse
- Miste appetitten
 

Hvad kan vi gøre for at hjælpe hunde og katte

Heldigvis findes der midler og metoder vi kan anvende for at hjælpe vores kæledyr.
Hvis dyret er angst, er det meget vigtigt at hjælpe det bedst muligt, ellers kan angsten blive værre med tiden. Og der er risiko for, at den med tiden også bliver angst overfor andre indtryk.

Hunde:

Generelt anbefaler vi, at gå en lang tur med hunden i line om formiddagen og først på eftermiddagen i områder uden fyrværkeri. Lad den evt. søge efter spredte godbidder eller lav anden træning, så den bliver træt i både krop og sind. Hold kun hunden i snor i dagene før og efter nytår!

Lad hunden være i rolige, vante omgivelser fra sidst på eftermiddagen. Sørg for at trække gardinerne for og tænd for lyset og noget musik der kan sløre bragene fra fyrværkeri.

Det er vigtigt, at man selv ignorerer fyrværkeriet, og at man ikke trøster eller ynker hunden, ellers vil det blot forværre angsten! Hvis hunden søger opmærksomhed, gives denne på vanlig rolig vis.
 


Katte:

Alle katte bør holdes inden døre fra middag nytårsaftensdag. Sørg for at de har et roligt, trygt og vant sted at være, med mulighed for at gemme sig. Rul gardiner/persienner ned for at skærme af for lysglimt, og tænd for musik der kan sløre lydene fra raketterne. Husk at sætte en kattebakke frem, også selvom den normalt kun besørger ude.

Lad for så vidt muligt dyrene være indendøre!

Luft kun i snor og under kontrollerede forhold!


Præperater som virker angstdæmpende:

 

Zylkene

Zylkene er et fodertilskud indeholdende spaltede mælkeproteiner, der har en påvist beroligende effekt.
Zylkene har ingen bivirkninger, og kan anvendes til alle katte og hunde gennem kortere eller længere tid. Så hvis man har en hund eller kat, som er bange i mange dage før og efter nytår vil Zylkene være en mulighed for at afhjælpe angsten.
Zylkene findes som kapsler, og gives som normal dosis 1 gang dagligt. I pressede situationer,- som fx nytårsnat kan de gives hver 4-6 time. Det anbefales at starte behandlingen 14 dage før nytårsaften.
 

Feromoner (signalstoffer)

- Adaptil til hunde. Findes som spray, diffuser og halsbånd.

- Feliway til katte. Findes som spray og diffuser

Hunde og katte udskiller selv naturlige feromoner, - signalstoffer som får dem til at føle sig trygge. Kopier af disse feromoner bliver kunstigt fremstillet, og kan købes som diffuser (til at sætte i stikkontakten), spray og halsbånd.
De kan med fordel anvendes i perioden frem til nytårsaften. Diffuseren til stikkontakten installeres ca. 14 dage før fyrværkeriets start, og sprayen kan anvendes i de omgivelser, hvor dyret normalt føler sig tryg.
 

AnxiCalm

AnxiCalm er et fodertilskud til både hunde og katte. Det findes både i flydende samt i kapsler.

Det hjælper med at hæve tærsklen for hvornår dyrene opfatter angst. 

 

ThunderShirt

ThunderShirt er et dækken der kan anvendes til hunde der er bange. Ved hjælp af et konstant jævnt pres, giver den tryghed til hunden. Lignende teknikker bruges fx til spædbørn som svøbes.


Lyd træning

Lydtræning/lydtilvænning anvendes fortrinsvis til hunde.

Ved hjælp af en cd, kan man langsomt lære hunde at acceptere lyde de ellers er bange for - i dette tilfælde fyrværkeri. Det er vigtigt at der trænes gennem længere tid, og at træningen foregår i perioder, hvor den ellers ikke vil kunne blive udsat for brag og fyrværkeri.

Vi anbefaler, at denne træning med lyd-cd startes i foråret eller sommeren.
 

Beroligende og angstdæmpende medicin

Ganske få hunde har brug kraftigt beroligende og angstdæmpende medicin.

Hvis dette er tilfældet, må du kontakte os, og vi vil lave en individuel plan for netop din hund.

Den beroligende og angstdæmpende medicin har ikke god effekt på katte. Her anbefaler vi kun Zylkene og Feliway.


Ring 98181911 for yderligere information om nytårsangst hos hunde og katte.

 
       
 DYRLÆGEVAGTEN 9818 1911   Mindeperlen   |   Nyhedsmail   |   Her er vi   |   Henvisningspraksis