Aggresion mellem hunde
Det kan være svært at håndtere, når der opstår aggressiv adfærd mellem hunde der bor sammen.
Dagligdagen på et dyrehospital er varierende og uforudsigelig. Mellem planlagte forebyggende sundhedsundersøgelser og vaccinationer og mindre farlige sygdomme kommer den påkørte hund med voldsomme traumer og hunden i fødsel, som skal have foretaget kejsersnit. Vi er uddannet og klar til at ændre vores planer og reagere på disse akutte tilfælde.
I blandt disse modtager vi rimeligt tit hunde, der er blevet bidt af andre hunde og har pådraget sig alvorlige og nogle gange livstruende skader. Det er altid ekstra ubehageligt, når der ligger en konflikt skjult mellem hundeejere og Politiet er indblandet.
I min tid som dyrlæge er det værste dog, når 2 hunde, som bor under samme tag, kommer op at slås. Her ser vi de meget alvorlige flåede sår og knusningsskader. Og her er der næsten altid en meget chokeret ejer, som slet ikke har kunnet genkende sine ellers søde hunde og ej heller forstå, hvad der dog har udløst dette fjendskab hundene imellem.
Desværre er det meget tit sådan, at en sådan aggression mellem ”søskende-hunde” vil gentage sig og kræve hjælp fra fagfolk specialiserede i hundeadfærd.
Aggression mellem hunde kan have mange adfærdsbaggrunde som: territorial-, statusrelateret-, frygt-, ophidselse-, beskyttende-. I disse tilfælde er intakte hanhunde generelt aggressive mod andre hanhunde. De udviser ofte mere aggression end kastrerede hanhunde.
Tævernes aggression er generelt rettet mod andre hunhunde.
Aggression mellem hunde, der bor i samme hus, er ofte en manifestation af hierarkiske konflikter og/eller underliggende angst. En usikkerhed på den anden hunds signaler. Denne type aggression er tit begrænset til et specielt par af hunde- også selvom, der er andre hunde i huset. Det er typisk mere almindeligt mellem hunde af samme køn. Og kampene mellem tæver er ofte de mest alvorlige.
De situationer, der trigger konflikter, er tidspunkterne, hvor hundene er ophidsede. Det kan for eksempel være fodringstid, gåture og ejers hjemkomst. Andre situationer kan være kontrol over legetøj, gnaveben og andre ressourcer. Det kan også være nærhed, når hundene skal passere hinanden i døråbninger. Nogle gange er det bare ejers tilstedeværelse, hvor der er konkurrence om ejers opmærksomhed.
Når aggression mellem hundene opstå
r og evt. kamp er resultat, da har vi som ejere en tendens til at støtte ofret og straffe den aggressive og ofte i situationen dominante hund. At gøre dette kan øge konflikten og aggressionen, da ofret fornemmer, at der er en koalition med hundeejer. Dette medfører mere selvsikkerhed hos den underlegne hund og kan yderligere øge instabiliteten mellem de 2 hunde.
Et sundt forhold mellem hunde.
Et sundt forhold mellem 2 hunde består af et gensidigt accepteret forhold, hvor en hund er dominant og en hund frivilligt underkaster sig uden at føle sig truet. Herved undgås konflikter i flokken. For at et sådan sundt forhold kan bibeholdes er det vigtigt at hundene får lov at kommunikeret ved hjælp af deres rituelle kropssignaler. Her bruger de deres øjne, ører, hoved, krop og hale. For den dominerende hund er det stirren, oprette ører, høj haleføring, optrukne læber, så hjørnetænderne kan ses.
Desuden kan det være forsøg på ”bedækning”.
For den underlegne hund kan det være at kikke væk, ørerne tilbage, lav haleføring og ”det underlegne smil”, hvor alle tænderne kan ses. At slikke den anden hunds mundvige er også et beroligende og dæmpende signal.
Hvis ejer bryder ind og måske endda straffer den dominante hud, da bliver begge hunde usikre, hvilket kan give grobund for aggression.
Tidspunktet, hvor det kan gå galt mellem 2 hunde under samme tag, er typisk, når den yngste hund når en alder på 18-24 mdr. Det kan være tidligere hos tæverne. Det er her den sociale modning nås. Måske er hierarkiet ikke helt etableret eller hundene er for lige.
Det kan også være, når den dominante hund ældes eller bliver syg. Dette kan medføre nedsat tolerance hos den gamle eller syge hund. Hos den aldrende hund kan der pga. nedsat hørelse og syn blive et svigt i kommunikationen. Dette kan medføre usikkerhed og angst hos den yngre hund, hvilket igen kan udløse aggression rettet mod den gamle hund.
Er aggressionen blevet alvorlig og har der måske allerede været slåskampe med fysiske skader, da vil jeg altid anbefale at søge rådgivning hos en fagperson uddannet i hundeadfærd.
Ofte kræver det tæt overvågning af hundene og adskillelse, når ejer ikke er til stede. Dette primært for, at ejer kan styre situationen, når ejer kommer hjem. Det er vigtigt at ejer forsøger at stabilisere hierarkiet.
Den hund, der agerer passende til situationen, er den hund der skal belønnes. Hvis der er en tydelig dominant/underlegenheds forhold, som hundene er enige om, da skal det understøttes. Igen er det vigtigt at støtte og belønne, når hundene bruger ritualiserede kropssignaler. Her dur det ikke at ville indføre ”demokrati”.
Agerer begge hunde upassende i deres signalisering, skal man være klar til at gribe ind. Dette kan fint til start være ved at kalde på den hund, hvor der er størst chance for, at den kommer. Dette giver mulighed for at lette den spændte situation mellem hundene.
Nogle gange er det i starten nødvendig at behandle med medicin. Her er der bedst resultater med antidepressiv medicin, som regulerer nervecellernes evne til at ”tale med hinanden” i hjernen og virker angstdæmpende uden at sløve. Dette giver mulighed for nemmere at få kontakt til hunden på en stressfri måde og lette adfærdsbehandlingen. Når stabilitet genopstår, da kan medicinen udfases igen. I nogle situationer kan det være fornuftigt at kastrere eller sterilisere en eller begge hunde.
Tit er der stor hjælp at hente hos dygtige adfærdsbehandlere. Nogle gange er der dog ingen anden udvej end at finde et andet hjem til en af hundene.
Dyrlæge, CertOnc
Berit Aakjær Sørensen