Halthed i forben hos ung labrador

Ved en kikkertundersøgelse af albueleddet, viste det sig at der var et lille brud på underarmknoglen (FCP)

For nyligt kom en sød, ung labrador til undersøgelse hos os på Aalborg Dyrehospital, da den havde haltet i lang tid på sit ene forben. Hunden havde fået taget røntgenbilleder andetsteds, men der var ikke nævneværdige forandringer.

Derfor besluttede vi at kigge ind i leddet med en lille kikkert på 2mm i diameter, der kun efterlader et meget lille hul. Kameraet, der er koblet på kikkerten, viser billedet meget forstørret på en skærm vi arbejder ud fra. Vi kan altså kun se, hvad der sker inde i leddet, ved at kigge på skærmen. Her får vi det hele forstørret rigtig mange gange og det gør at vi kan arbejde meget præcist og kun fjerne det, der er behov for.
Man kan se defekter i leddet meget tydeligere end hvis man åbnede leddet og kiggede med det blottede øje.

Ved undersøgelsen kunne vi se, at hunden havde et lille brud på sin ene underarmsknogle. Dette hedder en fragmenteret processus coronoideus (FCP). Bruddet opstår da leddet er inkongruent, hvilket betyder at de to underarmsknogler og overarmsknoglen inde i leddet, ikke passer godt sammen. Dette sætter overdreven belastning på det lille knoglefremspring og gør at dette kan brække af eller blive løs.

Hunden havde været længe halt og det er typisk hos store hunde og hunde, der vokser hurtigt, hvor man ser disse problemer. Symptomerne er ofte halthed efter hvile, som ofte bliver bedre, efter de har bevæget sig lidt. Nogle har en tydelig halthed, uanset om der har været hvile forinden, og dette var labradorens tilfælde.

Diagnosen kan ofte stilles ved, at man tager røntgenbilleder, men som det er tilfældet med labradoren, kan man ikke altid se forandringen på røntgen. Derfor kan man lave en CT-scanning eller lave en kikkertundersøgelse i leddet.
Fordelen ved kikkertundersøgelsen er, at når leddet undersøges, kan man i samme procedure behandle lidelsen. Dette var tilfældet hos labradoren, så da vi fandt fragmentet/bruddet, kunne vi indføre en lille arbejdsport på 2,2 mm hvorigennem vi kunne føre instrumenter, der kunne behandle og fjerne fragmentet. Dette foregår selvfølgelig i fuld narkose og med en sygeplejerske, der holder øje med hans narkose under hele forløbet. 

Bruddet som labradoren fik, er en del af at have albueledsdysplasi eller AD i daglig tale. Ofte kan disse forandringer komme samtidigt med ledmus eller bruskskader osteochondrose (OCD). Hvis man har begge dele, er prognosen dårligere end FCP alene. Jo før man opdager disse forandringer, jo færre gigtforandringer vil der komme i leddet.  Det er ofte arveligt, men faktorer som miljø og fodring er medvirkende faktorer. Det er ikke usædvanligt at hunde kan have forandringer i begge albuer samtidigt.

Når man skal give en prognose for fremtiden, skal man huske på, at leddet fra fødslen er inkongruent. Derfor vil der ofte komme gigtforandringer senere i livet, men denne proces vil begrænses markant af at fjerne en OCD eller FCP. I nogle tilfælde er behandlingen så godt som helbredende og der kommer ikke tilstødende sygdom i leddet. Generelt vil det være sådan at 65% af hunde, der har FCP, bliver 100% haltfrie, 30% bliver bedre og 5% er uforandrede.  De gigtforandringer, der opstår senere i livet, kan ofte behandles med gigtmedicin og hunden får en rigtig god livskvalitet.

Efter behandlingen i leddet skal der en langsom genoptræning til, typisk over ca. 6 uger, for at leddet igen kan fungere optimalt. Typisk går der op til 3 måneder inden der er komplet opheling af problemet i leddet, men mange er haltfrie efter 14 dage.

Labradoren er glad for at være kommet af med fragmentet og trives hjemme ved sin ejer.