Allergisk reaktion på hvepsestik

Sensommeren er over os. Hortensia og sommerfuglebusken blomstrer flot i vores have. Luften svirrer af forskellige insekter og min nu 1 år terrier blanding er på jagt. En meget yndet, men ikke ufarlig jagt åbenbart. Stankelben, fluer, møl, edderkopper vækker hans jagt instinkt og glad hopper han rundt og fanger disse små dyr. I går gik stiftede han så bekendtskab med et lille insekt som ikke frivilligt lod sig fange uden modstand.

Jeg så godt, at han pludselig rystede på hovedet og løb væk. Lidt efter kom han tilbage og begyndte at klø voldsomt på sin snude. Ved eftersyn af drabsscenen fandt jeg bagkroppen af en hveps. Nå, tænkte jeg, så måtte han lære at udvælge sine ofre med omhu i fremtiden.

Der gik dog ikke mere en 5 minutter før Jacksons læbe var hævet op. I løbet af blot endnu 5 minutter bredte hævelsen sig op over hans øjne. Huden oven på hovedet blev bulet og pelsen på issen og ned af forbenene strittede i små hvide totter. Da var jeg ikke i tvivl om, at han var ramt af en akut allergisk reaktion på hvepsestikket. 
 

Denne form for allergi ser vi meget hyppigt på Aalborg Dyrehospital. Det er en form for nældefeber, hvor hundes immunsystem reagerer overdrevet på et udefrakommende allergifremkaldende stof. Typisk er det insektstik eller hvis hunden har været ude at gå i krat, hvor der er pollen specielt fra bjørneklo, tidsel og brændenælder. Reaktionen kan bla. også forekomme ved vaccinationer og efter medicinering med antibiotika.

Symptomerne er som hos Jackson. Huden hæver op specielt på hovedet. Læber og ører kan hæve op til dobbelt størrelse og tilstanden er forbundet med stærk kløe og ubehag. Pelsen kan stritte i totter oven på de små hudfortykkelser. 
 

Diagnosen er let at stille på udseende alene, men er man i tvivl kan dyrlæge udtage en blodprøve. Her vil man ofte finde et forhøjet antal af en specielt slags hvide blodlegemer, som kaldes eosinofile granulocytter og et øget indhold af nogle specielle proteiner kaldet immunoglobuliner.
Uden behandling vil symptomerne forsvinde af sig selv i løbet af få timer til flere dage. Da det er en yderst ubehagelig situation for hunden, vil ejerne ofte kontakte deres dyrlæge, som typisk vil behandle hunden med binyrebarkhormon og i grelle tilfælde deslige med adrenalin. 
Mennesker der døjer med nældefeber vil ofte have antihistaminer liggende. Disse har desværre ikke den store effekt på hunde med nældefeber.
 

Med et hoved, der lignede et flodhestehoved, måtte Jackson for en gang skyld sidde på gulvet ved min store datter, mens vi kørte ham ind på Aalborg Dyrehospital. Normalt, når vi kører bil, er han fastspændt i en sele eller ligger i et transportbur.  I går ville jeg dog gerne have, at min datter hele tiden kunne holde øje med ham. At han kunne trække vejret frit og at hans farver på slimhinderne var normale. Selv om det er meget sjældent, da kan slimhinden i svælget også hæve op med fare for tillukkede luftveje. 
 

Sådan ankom vi til Aalborg Dyrehospital. Jackson med et trist udtryk i øjnene, som vi aldrig har set hos ham før. En datter som var lige så trykket over situationen og undertegnede, som i den situation var noget mindre dyrlæge end normalt og mere hundeejer med uro i maven. Det er så ubehageligt, når ens egen guldklump lider og er trist.

Jeg gav hurtigt vores lille hund en injektion med binyrebarkhormon, hvorefter Jackson i løbet af bare 10 min fik det meget bedre. Kløen forsvandt og ligeledes hævelsen over øjne og ører.

Lettet kørte vi hjem med en hund, der nu havde fået det gamle blink i øjet tilbage og gladelig tyggede i det pivedyr, han havde fået som trøstegave hos vagtdyrlægen.

Med hovedrysten må jeg erkende at min normalt kloge hund intet har lært. I dag over søndagsaviskanten, kan jeg se, at Jackson har sit gamle frække, slanke udseende – også selvom han er i et langt spring i luften efter en irriterende flue.
 

Dyrlæge
Berit Aakjær Sørensen