Analsæksbetændelse

Når enden er god......

Der er til brevkassen kommet flere spørgsmål vedrørende problemer med analsækkene hos hund. Jeg vil derfor i det følgende prøve at fortælle, dels hvad analsækkene er for nogle størrelser og derefter hvilke lidelser, der kan ramme dem.

Hunden har to analsække. De findes symmetrisk placeret på hver sin side af endetarmsåbningen og munder ud via en udførselsgang til overgangen mellem huden og endetarmens slimhinde. Hver analsæk udgør et hulrum – en sæk, hvortil kirtler i analsækkens væg danner deres sekret. Sekretet, der har en karakteristisk stærk lugt, ophobes i analsækken og tømmes ud, når hunden kvitterer sin afføring. Således påføres hundens afføring analsekret. Da hver hund har sin egen unikke analsekretslugt benyttes afføringen, sammen med afsætning af urin, til at markere hundens territorie. Analsækkene kan også tømmes,  hvis hunden bliver bange eller anstrenges.

Problemer i analsækkene

Det hyppigste problem med analsækkene er overfyldning. Dette sker oftest hvis hunden har haft tynd mave eller decideret diarre i et stykke tid. I disse situationer vil afføringens konsistens være utilstrækkelig til at klemme og dermed tømme analsækkende for sekret. En anden årsag til fyldte analsække kan være tilstopning af udførselsgangene, f.eks. i form af tør afføring eller et bændelormssegment. Hunden vil vise symptomer i form af ubehag og øget slikken i området. Nogle hunden vil køre på enden hen ad gulvet, andre vil med mellemrum pludseligt fare sammen og vende sig mod halen. I enkelte tilfælde kan hunden være så påvirket at den kun nødigt vil gå.

Fyldte analsække behandles ved tømning, f.eks. ved at lægge et stykke vat hen over hundens anus, for derefter udvendigt fra at klemme analsækkene mod hinanden med pege- og tommelfinger. 

Hvis ikke de fyldte analsække tømmes, kan der opstå komplikation, i form af infektion. Her vil symptombilledet typisk forværres, og hunden kan blive alment dårlig, få feber, uvillighed til af kvittere afføring etc. Ubehandlet vil infektionen udvikle sig til en byld, der slutteligt vil åbne sig ud til huden. Infektion i analsækkene behandles med antibiotika og smertestillende medicin. Enkelte bylder kan kræve kirurgisk spaltning. 

Ved tilbagevende problemer med fyldte eller inficerede analkirtlerne kan en løsning være, at fjerne analsækkene ved en operation. 

Før man overvejer en kirurgisk fjernelse af analsækkene, er det vigtigt, at man udelukker andre lidelser med et lignende symptombillede. Her tænker jeg primært på allergisk betinget hudbetændelse, der ofte involverer området omkring anus. Så hvis hunden har problemer med huden andre steder end omkring anus – typisk i poter, ører, lyske, armhule og ansigt, vil en fjernelse af analsækkene ikke være løsningen. I disse tilfælde bør allergien adresseres.

Hos langpelsede racer kan afføring sætte sig fast i pelsen og være årsag til kløe i endetarmsområdet. Her vil fjernelse af analsækkene heller ikke have effekt. Et lille brok i mellemkødet kan, i visse tilfælde, ligne den hævelse en irriteret analsæk udgør.

Slutteligt skal det nævnes, at analsækkene og vævet omkring dem kan udvikle cancer. Som ved alle andre former for cancer, er tidlig indgriben her af afgørende betydning. 

Jeg håber, at jeg med ovenstående fik kastet lidt lys over analsækkene og de problemer de kan give samt nævnt et par lidelser, der kan forveksles hermed. Et godt forebyggende råd er: Hold øje med hele hunden i alle ender og kanter og hvis du er i tvivl så kontakt din dyrlæge.

Med venlig hilsen 

Dyrlæge Michael A. Butler