Angst for fyrværkeri
Hvert år i december bruger vi på Aalborg Dyrehospital meget tid på at snakke med nervøse hunde/katteejere om den angst deres dyr har i forbindelse med nytårsfyrværkeri.
I Danmark er det lovligt at købe og affyre fyrværkeri fra 1. december til 5. januar. Lige nu er der et nyt lovforslag i høring, og regeringen ligger op til stramninger på området allerede fra næste år. Dette kan forhåbentlig være med til at gøre december lidt hyggeligere for vores firbenede venner.
Der er mange grunde til at vores kæledyr bliver ængstelige. Manglende indlæring fra hvalp/killingestadie, dårlige oplevelser fra lignende situationer, de høje lyde og lysglimt eller måske den anderledes hverdag hvor vi ejere stresser rundt for at nå det hele til gæsterne kommer.
De voldsomme lyde og lysglimt gør, at nogle hunde og katte bliver meget bange, nogle nærmest skrækslagne når der affyres fyrværkeri.
Der er 2 former for nytårsrelateret angst; Angst ved voldsom fyrværkeri, som typisk ses selve nytårsaften. Og udbredt angst for nytårsskyts, altså angst ved enkelte skud, således at hele december er et problem.
Angst kan overføres mellem dyr, fra menneske til dyr og fra situationer hvor de kan koble dem til steder, lyde eller festligheder. En bange hund kan altså ”smitte” en hund der normalt er ligeglad med skyts og hvad dertil hører. Symptomerne på angst hos hund og kat kan være mange. Gøen, hylen eller mijaven, manglende appetit, urolig adfærd, urenlighed, hurtig vejrtrækning, meget kontaktsøgende eller det at gemme sig er blot nogle af dem.
For at hjælpe vores kæledyr bedst muligt, er der flere ting vi kan gøre. Rul gardiner for, brug baggrundsmusik, tænd lyset, sørg for gode gemmesteder, hyggelige huler og velkendte dufte. Så selvom der kommer gæster er det en god idé ikke at vaske dyrenes tæpper, bamser m.m. Det skal nemlig gerne dufte velkendt og der kan evt. suppleres med en t-shirt som man selv har sovet i et par nætter.
For de dyr hvor hele december er et problem, er det en god idé at forebygge så godt man kan. Dette kan gøres på flere måder og hjælper med at der er et minimalt genopretningsarbejde efter nytår.
En lille huskeregel: Hjernen husker primært de omstændigheder der fører op til en farlig situation. Derfor er forebyggelse så vigtig.
Kom bedst igennem december
Fra starten af december kan man med fordel bruge forskellige ufarlige kosttilskud til både hund og kat.
Feromoner:
- Adaptil til hunde. Findes som spray, diffuser (til at sætte i stikkontakten), og halsbånd.
- Feliway til katte. Findes som spray og diffuser.
Hunde og katte udskiller selv naturlige feromoner, - signalstoffer som får dem til at føle sig trygge. Kopier af disse feromoner bliver kunstigt fremstillet, og kan købes som diffuser, spray og halsbånd.
De kan med fordel anvendes i perioden frem til nytårsaften. Diffuseren til stikkontakten installeres ca. 2-3 uger før fyrværkeriets start, og sprayen kan anvendes i de omgivelser, hvor dyret normalt føler sig tryg, f.eks. i deres kurv. Halsbåndet virker i 4 uger og det er en god idé at sætte det på således det også holder i dagene efter nytår.
Zylkene:
Zylkene er et fodertilskud indeholdende spaltede mælkeproteiner, der hæver tærsklen for hvornår man bliver bange. Det kan anvendes til alle katte og hunde gennem kortere eller længere tid. Zylkene findes som kapsler, og gives som normal dosis 1 gang dagligt. I pressede situationer,- som fx nytårsnat kan de gives hver 4-6 time. Det anbefales at starte behandlingen ca. 14 dage før nytårsaften
AnxiCalm:
AnxiCalm er et fodertilskud til både hunde og katte. Det findes både i flydende suspension med karamelsmag samt i tabletter med bøfsmag.
Det hjælper med at hæve tærsklen for hvornår dyrene opfatter angst og har indflydelse på lykkefølelsen. Vi anbefaler at man starter det op ca. 14 dage før nytårsaften hvor der også kan gives en supplerende dosis i løbet af selve aftenen.
Lyd træning:
Lydtræning/lydtilvænning anvendes fortrinsvis til hunde.
Ved hjælp af en cd, kan man langsomt lære hunde at acceptere lyde de ellers er bange for - i dette tilfælde fyrværkeri. Det er vigtigt at der trænes gennem længere tid, og at træningen foregår i perioder, hvor den ellers ikke vil kunne blive udsat for brag og fyrværkeri.
Vi anbefaler, at denne træning med lyd-cd startes i foråret eller sommeren.
ThunderShirt:
ThunderShirt er et dækken der kan anvendes til hunde der bl.a. er bange. Den påfører et konstant blidt tryk på hundens krop og dette tryk har en beroligende effekt på de fleste hunde. Lignende teknikker bruges f.eks. til spædbørn som svøbes. T-shirten skal, som med lydtræning, introduceres i gode periode hvor hunden ikke er utryg og bange. Den findes til de helt små hunde under 4 kg. Og op til de tunge drenge over 50 kg. Thundershirt kan med fordel startes op allerede i starten af december.
Calm hunde/kattefoder:
Calm er et foder til mindre hunde og katte. Foderet hjælper med at hæve tærsklen for hvornår man bliver bange vha spaltede mælkeproteiner, og det indeholder samtidig L-tryptophan som påvirker seretoninudskillelsen i hjernen. Serotonin er, ligesom i AnxiCalm, det stof som har indflydelse på lykkefølelsen.
Medicinsk behandling:
Her giver man en kombination af beroligende og angstdæmpende medicin. Dette er en engangsbehandling som kun gives til hunde og desuden kræver at man har et sundt og raskt dyr. Race, alder og anden medicinsk behandling kan spille ind.
Udover de forskellige kosttilskud er det en god ide, at sørge for at hundene er luftet ekstra godt inden om eftermiddagen og at både hund og kat er blevet mentalt stimuleret. Der findes utallige aktivitetsspil, bolde og plader som kan bruges af hund og kat i alle størrelser. Den populære DogMaze er et godt bud. Det er en plade med en labyrint, hvor dyrene skal bruge enten poter eller tunge på at få mad/godbidder ud af den. Andre former for kontaktøvelser med f.eks. en target-stick, er også en god idé. Gå i gang allerede nu med den ekstra aktivering så dit kæledyr kender til det og der ikke sker for meget nyt selve nytårsaften.
Planlæg dagen, undgå stress og informer dine gæster om dit dyrs behov. Opmærksomhed gives på vanlig rolig vis, dyrene skal have ro og ingen ynk. Se i stedet om de kan afledes med jeres i forvejen godt trænede øvelser. Lav ”goodiebags” til dyrene så dine gæster kan hjælpe til.
Vi anbefaler generelt at bordbomber og truthorn ikke bruges omkring de utrygge hunde og katte, og at alle bange dyr er under opsyn nytårsaften, og gerne hjemme i vante omgivelser. For katte gælder, at kattelemmen holdes lukket.
Godt nytår!
Line Thomsen
Veterinærsygeplejerske