Bedøvelse af kæledyr

På Aalborg Dyrehospital har vi hver dag hunde og katte bedøvet til operation, behandling eller undersøgelser, der kræver, at dyret er afslappet og uden bevidsthed.

Det at skulle have sit kæledyr bedøvet kan være årsag til bekymring hos kæledyrsejere. 
De fleste mennesker ved, at bedøvelse, teoretisk set, kan være forbundet med en vis risiko samtidig med at princippet i, at dyret er uden bevidsthed i sig selv kan virke skræmmende. 

I dag er sikkerheden ved bedøvelse imidlertid så stor, at bedøvelse af den sunde og raske patient, stort set, er uden risiko. 

For at vores patienter kan bedøves på forsvarlig vis, er det vigtigt, at vi sikrer os, at de ikke har lidelser, der øger risikoen. Dette gælder især lidelser i hjertet, lunger, lever eller nyrer. Disse organers funktion er helt afgørende for, at kroppen kan håndtere bedøvelsen. 

Det er derfor vigtigt, at man som kæledyrs-ejer fortæller os, hvis der har været tegn på sygdom inden bedøvelsen. Det er især vigtigt, at fortælle os, hvis der har været nedsat konditon, hvis dyret generelt puster mere end tidligere, hvis appetitten er blevet dårligere, hvis tørsten er øget, hvis der har været diarré eller opkast, hvis afføring eller urin har ændret sig eller, hvis dyret har tabt sig uforklarligt. 

Undersøgelser forud for bedøvelsen

Dyrlægen vil undersøge hjerte og lunger ved at lytte med sit stetoskop for at sikre sig, at der er normale forhold. Hvis der er mistanke om sygdom anbefales dyret undersøgt ved røntgen af lunger eller ultralydsskanning af hjertet inden bedøvelsen. 

Ejere af bestemte hunderacer kan have grund til ekstra bekymring, da deres hunde er særligt følsomme i kraft af deres snævre luftveje (f.eks. Mops og bulldogs). Ved bedøvelse og især opvågning hos disse racer har vi faste rutiner, der tager særligt hensyn til deres behov. 
Andre racer skal have generelt lavere dosis af lægemidlerne, som vi bruger til bedøvelsen. 
 

Vi anbefaler, at der udtages blodprøve før bedøvelse.
I blodprøven kan vi undersøge, om der er normal funktion af lever og nyrer, samt om der er tegn på f.eks. blodmangel eller infektioner. 

Hvis prøverne viser tegn på sygdom udsættes bedøvelsen, hvis muligt, til efter videre undersøgelse og eventuel behandling.

Selve bedøvelsen


Hvis alt er fundet normalt, indledes bedøvelsen oftest med, at kæledyret får noget beroligende, smertestillende og angstdæmpende ved en injektion i nakken under huden.

Kæledyret har i forbindelse med udtagningen af blodprøven fået lagt en venflon i blodåren på forbenet, hvilket giver os mulighed for at give den nødvendige væske og medicin under bedøvelsen. Herigennem gives nu den indledende bedøvelse. Når dyret er tilstrækkeligt bedøvet lægges en slange (tubus) i luftrøret. Herigennem tilføres dyret nu ilt og bedøvelses-gas, som kan holde dyret bedøvet så længe, som det er nødvendigt.
Alle dyr som er bedøvet, lægges på en varmepude samt et blødt tæppe.
 

Overvågning under bedøvelsen


Under bedøvelsen overvåges patienten ved hjælp at forskellige instrumenter og apparater. De måler og viser fx patientens temperatur, pulsfrekvens, iltmætningsprocent, EKG samt blodtryk. 
Disse parametre sætter os i stand til at holde patienten tilstrækkeligt bedøvet og overvåge, at patienten ikke får det dårligt.
Inden patienten får lov at vågne vurderes det, om der er behov for yderligere smertestillende medicin. 

Patienten overvåges under opvågningen, hvor det er særligt vigtigt, at patienten ikke bliver kold og fortsat holdes smertefri. 



Efter opvågningen kan de fleste dyr komme hjem i vante og trykke omgivelser.


Før i tiden havde vi langt flere overnattende patienter, end vi har i dag. Dette skyldes, at de fleste kæledyr trives meget bedre hjemme, og derfor kommer sig hurtigere efter bedøvelse og evt. operation. Derfor hjemsendes langt de fleste samme dag, som de har været bedøvet. 
Ejer får instruktion om efterbehandling med medicin hjemme, pleje og evt. behov for op følgende kontrol. Efter operation kan der være sting, der skal fjernes ligesom de patienter, der har fået fortaget operationer på skelettet skal genoptrænes og kan have behov for fysioterapi. 

Når man får sit kæledyr hjem efter bedøvelse og evt. operation, kan der gå alt fra få timer til flere dage, før det igen er helt som før. Dette skyldes, at bedøvelsen skal ”ud af kroppen” altså omsættes og nedbrydes helt i kroppen. Dette sker hurtigt for de unge og slanke dyr, men langsommere for de ældre og overvægtige dyr. Ligeledes tager det længere tid, hvis dyret har været i en langvarig bedøvelse. 
Efter store indgreb kan der være behov for stærk smertestillende medicin, der i sig selv kan virke sløvende. 



De helt almindelige og ufarlige symptomer hos kæledyret efter bedøvelse er:



1) Træthed (de virker relativt friske ved afhentning, men lægger sig og sover tungt efter hjemkomsten). 
2) Groggy og ikke sig selv (kan endda være lidt aggressive, så pas på andre husdyr og børn). 
3) Svimmel (skal evt. have støtte op og ned af trapper og katte skal beskyttes mod at falde ned fra høje møbler). 
4) Kvalme (giv evt. lille måltid og vand). 
5) Utryghed (vi anbefaler generelt at man har dyret under opsyn den første nat efter bedøvelse). 
 

De symptomer som man skal reagere på og som kan være tegn på komplikationer eller behov for yderligere dyrlægehjælp er:

1) blødning fra operationssår (der kan sive en smule, men det må ikke tiltage). 
2) Længerevarende depression (de fleste dyr er som før efter det første døgn). 
3) Opkast eller diarré (kan være bivirkning af smertestilende medicin). 
4) Hyperventilering (puster mere end ellers). 
5) Blege slimhinder (tandkød og det lyserøde på indersiden af øjenlåg). 
6) Operationssår, der bliver rødt, hævet og det flyder med betændelse. 

I disse sidste tilfælde skal man kontakte dyrlægen. 

Det er meget vigtigt, at kæledyret hurtigt er i gang med at spise igen. Hvis dette ikke sker efter det første døgn kontaktes dyrlægen ligeledes igen. Der kan være brug for yderligere smertebehandling eller ekstra kvalmestillende medicin. 

Motionsmængden afpasses efter den enkelte patients tilstand. Generelt skal opererede patienter holdes i ro i de første 14 dg. 

På Aalborg Dyrehospital bruger vi helst ikke kraver til dyrene efter operation. Vi mener ikke, at det er nødvendigt at påføre både patient og ejer det ubehag, der er forbundet med kraven. 

Gudskelov er langt de fleste kæledyr meget hurtigt ovre deres bedøvelse og evt. operation. Det største problem efter hjemkomsten er ofte at holde sig i ro. Der er det os mennesker, der skal være de kloge. 

Mette Rønn-Landbo (dyrlæge).