Betændelse i bugspytkirtlen

Jul og nytår er fyldt med gaver, kager, hygge og mad - masser af mad. Og alle skal have del i glæden og derved mange gange også maden, også vores elskede hunde. Men vores andesteg ikke helt så god for hunde. Betændelse i bugspytkirtlen kan forekomme på grund af fodring med mad med højt fedt indhold. Og omkring jul ser vi netop flere tilfælde af akutte betændelse i bugspytkirtlen.

Bugspytkirtlen er en aflang kirtel, der sidder mellem maven og tolvfingertarmen og har to meget vigtige funktioner:

• Den danner insulin som regulerer blodsukker 
• Den danner fordøjelsesenzymer som udskilles til tarmen.


Der kan være tale om akut eller kronisk betændelse og ved begge tilstande er årsagen sjælden virus eller bakterier.

Ved akutte tilfælde bliver fordøjelsesenzymerne aktiveret i bugspytkirtlen, og begynder at fordøje selve kirtlen. Dette resulterer i en betændelsesreaktion i bugspytkirtlen og i slemme tilfælde, kan hunden gå i chok og dø hvis den ikke får korrekt behandling i tide.
I nogle tilfælde kan en akut tilstand udvikle sig til en kronisk betændelse hvor, bugspytkirtlen ikke danner nok fordøjelsesenzymer.


Symptomer på akut betændelse i bugspytkirtlen:

De typiske symptomer er manglende appetit, opkast, sløvhed, diarre, feber og smerter i maven. Nogle hunde går i ”bedestilling” for at strække maven ud og derved afhjælpe nogle af mavesmerterne.

 

Hvorfor får hunden betændelse i bugspytkirtlen:
Man kender ikke altid årsagen til betændelse i bugspytkirtlen. Men ofte er det et fedtrigt måltid, der er skyld i akut betændelse i bugspytkirtlen. Hvis hunden også er overvægtig så stiger risikoen markant. Andre faktorer kan også spille ind, som medicin, bakterier, virus og trauma.

Diagnosticering:

Hundens symptomer sammenhold med historik om hvad den har fået at spise og hvordan den har opført sig, kan i mange tilfælde give mistanke om betændelse i bugspytkirtlen. 
Hunden vil vise smerter ved undersøgelse af maven og højst sandsynlig have feber. I mange tilfælde vil dyrlægen tage en blodprøve, der indenfor kort tid kan udelukke eller bekræfte mistanken om bugspytkirtelbetændelse

Behandling
Behandling af akut betændelse i bugspytkirtlen skal starte så snart som muligt. I de fleste tilfælde skal hunden indlægges og behandles intensivt med væske og smertestillende. I nogen tilfælde gives der også antibiotika.
Et fedtfattigt, let optageligt foder er den vigtigste del af langtidsbehandlingen. Desuden er vægttab af overvægtige dyr essentielt.

I jul og ved andre højtider, er det bedre at forkæle hunden med en ekstra gåtur og lidt leg end lækkerier fra bordet!