Det er naturlig adfærd at skjule smerte

Det kan være svært at erkende, at et kæledyr ikke har det godt. Som dyrlæge møder jeg hver dag dyr, der har brug for min hjælp og behandling. Hos nogle er det tydeligt for enhver, at dyret er plaget af smerter eller anden form for ubehag. Men hos mange af de firebenede er det imidlertid svært at erkende for os mennesker, hvor skidt det står til.

Ved det årlige sundhedseftersyn undersøger vi dyret fra snude til hale, og finder der reelle fysiske tegn på eventuelle sygdomme, som vi skal være opmærksomme på. Det kan fx. være hævede led, knuder, mislyde ved hjerte og lunger, unormal nuance af slimhinder eller vægttab. 
En vigtig del af sundhedseftersynet er kommunikationen med ejer, der oftest er den første til at erkende, at der er noget anderledes end tidligere. 
Det kan være, at dyrets appetit har forandret sig, og at det kun er godbidderne, der glider ned. Det kan være, at katten er holdt op med at springe uhindret op i vindueskarmen, men nu skal ”mellemlande” på en stol, inden den når sit mål. Ofte fortæller ejer, at hunden er blevet lidt doven og ikke vil gå de ture, som den plejer at elske. 
Både for hund og kat kan det, at de sover mere være et symptom på, at der er noget galt. Det er ofte forandringer, der er kommet gradvist over længere tid og kan derfor være svære at registrere i hverdagen. Ofte når ejer først til en erkendelse af, at noget er forandret, når vi dyrlæger eller veterinærsygeplejersker spørger ind til det.

Nogle symptomer er typiske for det enkelte kæledyrs race og alder, og vi kan uden videre undersøgelser starte en behandling for evt. på et senere tidspunkt at bekræfte mistanken med yderligere undersøgelser. Fx er det oplagt, at den ældre labrador kan have udviklet gigt i hofter, når ejer fortæller, at den har svært ved at rejse sig efter hvile, men at symptomerne mindskes efter nogle minutters bevægelse. Vi kan derfor, hvis intet taler imod det, starte behandling med gigtmedicin på mistanken. 
I andre tilfælde er yderligere undersøgelser nødvendige, inden behandlingen starter. F.eks. kræver det blod- og urinprøver at diagnosticere og behandle medicinske lidelser som sukkersyge, stofskiftesygdomme, nyre- eller leverlidelser. Sygdomme i hjerte og luftveje kræver røntgen eller skanning for at målrette den optimale behandling. 

Heldigvis udvikler mange sygdomme sig over lang tid (år) og vi kan nå at gribe ind i tide. Dette gælder f.eks. flere hjertesygdomme, hvor vi kan høre en mislyd i stetoskopet flere år før, at patienten får symptomer og har behov for behandling. Ligeledes er det muligt at behandle de fleste tumorer og kræftsygdomme, blot de opdages i tide. 

Tandpine er udbredt
Tandsygdomme er de mest udbredte diagnoser hos vore kæledyr. Mange hunderacer er meget disponerede for at udvikle parodontose. Som hos mennesker starter sygdommen med de bløde plaque, der efterhånden udvikler sig til de fastsiddende tandsten. Tandkødet bliver tiltagende betændt og der udvikles tandlommer langs tændernes rødder, der efterhånden vil miste deres fæste i kæbeknoglen. 
De bakterier, der er på spil er risikable at have i den betændte mund, idet, de kan overgå til blodbanen og føres til særligt følsomme organer som nyrer og hjerte. Bakterierne kan hos, især hunde udvikle sig til reelle tandbylder, der vokser inde i kæbeknoglen i lang tid, inden de evt. bryder ud til overfladen. Denne proces, ved vi, er ligeså smertevoldende , som hvis det skete for et menneske.

Igen er det ofte noget, der foregår skjult for ejer. Det er meget sjældent, at hunden giver tydeligt tegn til, at der er smerter omkring en tand. Med det blotte øje kan vi ofte se, at hunden ikke har brugt tanden længe, idet der er særligt meget tandsten på den syge tand, da hundens normale tygning af foder ellers ville begrænser udviklingen af tandsten på den raske tand. 
Vi kan først diagnosticere dette sikkert, når vi tager røntgenbilleder af tanden. 
Behandlingen vil oftest være fjernelse af den syge tand. 
Jeg hører tit ejer af sådanne patienter efterfølgende fortælle, at hunden er livet op, blevet mere aktiv og glad igen. Ejer havde simpelthen ikke kunne fornemme, at der var noget galt inden. 

Brugshunde får hyppigt traumatiske skader på deres tænder i forbindelse med deres arbejde, der kan forårsage voldsomt slid eller brud på tænder. Disse skader er ligeledes smertevoldende og hyppig årsag til, at tænder er umulige at redde, hvis det ikke opdages og behandles i tide. Disse hunde arbejder oftest uhindret videre, da de er så ”tændte” på deres arbejde, at de ikke lader sig mærke med, at det gør ondt, når de bider. 

Kattenes tandlidelser er nogle lidt andre end hundenes, men ikke mindre ubehagelige. Kattene får resorptioner, der er langsomt udviklede huller igennem emaljen til tandbenet. Disse tænder står ikke til at redde. Kattene er næsten de værste til at skjule deres ubehag fra de syge tænder. De bliver evt. stille eller pirrelige, men spiser oftest videre, som om intet var galt. Igen er det undersøgelse i narkose og tandrøntgen, der er nødvendig for at stille diagnosen og foretage en optimal behandling. 

Lider dyrene så når de ikke viser smerten?
Mange ejere spørger mig, om dyret lider, når jeg opdager tegn på sygdom. Det kan være en svær samtale, der følger. De fleste mennesker forbinder lidelse med smerter. Det kan imidlertid være mindst ligeså plagsomt at have kvalme eller vejrtrækningsproblemer. 
Ingen kæledyrsejere ønsker, at deres dyr har smerter eller andet ubehageligt, men det kan være svært at erkende. Dyr filosoferer gudskelov ikke. De handler instinktivt, og vil gøre alt for at opretholde deres vanlige og naturlige adfærd. En labrador vil næsten altid spise sit foder trods kvalme og logre glad, når ejer tager snoren frem for at gå tur på trods af ledsmerter. 
En kat vil ofte spinde trods smerter og ubehag. Man skal betragte kæledyret, når det er overladt til sig selv uden udefra kommende stimuli. Er det blevet mere passivt? Ligger det mere? Puster det mere? Drikker det mere? 

Vi danskere er generelt ret pragmatiske i forhold til resten af verden, når det gælder vore kæledyr og gudskelov for det. Det er ikke altid let at forstå, men jeg har respekt for de dyreejere, der vælger at lade deres kæledyr aflive i stedet for at gennemgå udredning og evt. ubehagelig og dyr behandling, blot det sker i omsorg for dyret. 
På Aalborg Dyrehospital er en stadig større del af vore patienter sygeforsikrede, hvilket gør det muligt at hjælpe flere end tidligere, hvor ejere oftere var nød til at vælge behandling fra af økonomiske grunde. 
Der skal være udsigt til et godt dyreliv efter behandling, ellers bør kæledyret få lov at slippe og det gør ikke ondt at blive aflivet. Det er os mennesker, der står tilbage med savnet. 

Vi dyrlæger kan med vores undersøgelser og erfaring ofte fornemme dyrenes lidelse og ubehag, men det kan være svært at formidle til ejer uden en del frustration til følge. Måske er man taget til dyrlæge med sit kæledyr i den tro, at alt var i den skønneste orden og må forlade klinikken med en kedelig besked om, at der er noget galt. På Aalborg Dyrehospital er vi helt beviste om dette og gør os umage med at være så empatiske og omsorgsfulde som muligt, men vi er her først og fremmest for dyrenes skyld!

Mette Rønn-Landbo
Dyrlæge.