Estelle har en knude

Ikke alle knuder er kræft - Det der ser allermest alvorligt ud, behøver ikke at være det

Estelle er en meget heldig gravhund på 9 år. Og hun er igen en glad og livlig lille hund, som er højt elsket af sin familie. Hun fik konstateret en stor knude inde i maven. Alt så rigtig sort ud. Kun fordi Estelles ejere insisterede på, at hun blev grundigt undersøgt, viste det sig at, det slet ikke var så farligt, som ejer var stillet i udsigt hos sin dyrlæge.

At stille en diagnose på et dyr, hvor vi i sagens natur kun har ejers beskrivelse af symptomer – det er ikke altid nemt. En diagnose stilles, når vi har samlet historien, symptomer og facts fra diagnostiske undersøgelser. Men i diagnosticeringer ligger der også rigtig meget en mønstergenkendelse, som vi fagpersoner opnår med specialiseret uddannelse og erfaring gennem vores arbejdsliv. Resultater af vores undersøgelse af dyret passer ikke altid perfekt sammen, som beskrevet i faglitteraturen.

Indenfor mit speciale, onkologi – læren om kræft – oplever jeg ofte, at jeg bliver meget bekymret og må stille en dårlig prognose. Når denne dårlige prognose ikke viser sig at være korrekt, ja så bliver jeg glad. Glad for, at jeg tog fejl.

Estelles kliniske undersøgelse

Estelles mor og far ville være helt sikre på, at de tog den rigtige beslutning. I erkendelse af, at de rakte lidt ud efter et halmstrå, ville de gerne, at jeg undersøgte Estelle og gav min second opinion. Estelle havde nemlig meget stor betydning for familien og kunne nærmest betegnes som terapihund.

Estelles ejer fortalte mig, at en anden hund 2 måneder før var løbet ind i Estelle. Hun fik da en blodansamling i højre lår. I en periode derefter havde hun problemer med at defækere. En aften fik Estelle det dårligt, hvor ejer måtte opsøge dyrlægevagten. Her blev der taget røntgen og Estelle blev ultralydsscannet. Ved disse undersøgelser fandt dyrlægen en stor knude bagerst i bughulen op mod højre lyske. Formodningen var, at det var kræft, og der blev talt om at lade Estelle få fred.

Ejer havde en stærk fornemmelse, at det var noget andet og ønskede, at jeg undersøgte Estelle helt forfra.

Ved min kliniske undersøgelse af Estelle kunne jeg ligesom vagtdyrlægen mærke en hård knude ca. 6x6 cm i bughulen op mod lysken. Jeg havde svært ved at bedømme, om den sad i muskulaturen eller inde i bughulen. Området var ømt.

Min kollega, som er specielt uddannet i ultralydscanning, fandt ved hendes scanning ligeledes en svært afgrænselig tumor. Den indeholdt flere hulrum med væske.

Næste skridt ville være at lave en scanningsguidet celleprøve fra knuden. Dog er der en type svulst, hvor en sådan procedure kan forårsage, at kræftceller spredes i stikkanalen. Efter samtale med ejer var vi dog enige om, at vi var nødt til at få mere viden at tage en beslutning ud fra.

Således lavede jeg celleprøven. Overraskende fandt jeg ingen kræftceller, men tydeligt tegn på en betændelsesreaktion og formodet arvæv. En blodprøve viste også tegn på infektion.

Situationen var nu en helt anden. Pludselig var der grundlag for håb. At det ikke var en svulst, men derimod en indkapslet byld.

Estelle blev sat på antibiotika og fik det alment en del bedre. Knuden var der dog stadig og der var den risiko, at en lille gemt kræftknude havde undviget min celleprøve.

Eneste vej var derfor at udføre en undersøgende åbning af bughulen for at få et ordentligt overblik. Ejer var enig. De ville give Estelle alle de chancer, de kunne give hende.

Estelles operation

Operation blev planlagt og udført. Her fandt jeg en knudedannelse i bagerste bughule ved lyskekanalen. Den var vokset fast på lændemuskulatur og desværre også til den ene side af blæren og til en del af Estelles livmoder. Desuden fandt jeg store cyster på hendes æggestokke. Efter aftale med ejer fortsatte jeg min plan. At fjerne så meget som muligt af de syge væv. Det var en lang og besværlig operation, hvor det lykkedes at adskille knuden fra Estelles organer og fjerne hende livmoder og æggestokke.

Estelle lå fint og stabil under hele kirurgien. Hun var hele tiden overvåget af vores fagveterinærsygeplejerske i anæstesi. Alt det syge væv blev sendt til et laboratorium i England.

Det var en lang ventetid indtil vi fik svar fra laboratoriet. Estelle havde et par hårde dage efter operationen, hvor vi var nødt til at smertedække hende med kraftig medicin. Lige så stille fik hun det dog bedre. Da vi endelig fik resultatet fra patologerne, var hun helt ovenpå igen og sit gamle jeg.

Jeg var virkelig bekymret. Jeg syntes det fjernede væv så ubehageligt ud. Det, at det var vokset ind i omkringliggende sundt væv, var mistænkeligt. Så da svaret kom var det med kæmpe glæde, at jeg kunne videregive det til Estelles mor og far. Kæmpe glæde over, at vi havde taget fejl i vores bekymring med hensyn til kræft. Der var tale om en aktiv kronisk betændelsestilstand i fedtvævet med blødning og arvævsdannelse. Årsagen kunne være et tidligere traume, hvilket Estelle jo faktisk havde været udsat for. Der var ingen tegn overhovedet på ondartede celler.

Jeg er så glad for, at Estelles ejere lyttede til deres mavefornemmelse og pressede på. Jeg har siden haft løbende kontakt til familien. Estelle har det i dag så fint. Eneste senfølge er en urininkontinens, som vi tit ser efter sterilisation. Heldigvis responderer Estelle fint på den medicin, der forhindrer hende i at lække urin.

Onkologi er et følelsesmæssigt hårdt speciale. Jeg må til overgive sørgelige beskeder. Og jeg kan ikke lade være med at have medfølelse for dyreejerne. Vores dyr er en del af vores familie. Med en kræftdiagnose følger sorg og angst. Også når det gælder vores dyr.

Heldigvis ender mange af mine patienter med at få et godt liv efter behandling. Og med kirurgi er der mulighed for helbredelse.

- Og lige meget, hvor lille det er, så har vi altid lov at have et håb

 

Dyrlæge CertOnc Berit Aakjær Sørensen