Falsk Drægtighed hos hunde

At passe hvalpe, der ikke findes – Hundens indbildte drægtighed

Der lå Tessie så. Vores lille Cairn Terrier tæve på 6 år. Bag min svigermors hjørnesofa. Ovenpå en masse skumgummi som hun havde plukket ud af bagsiden af sofaen. Midt i alt skumgummiet lå også en lille gummikrokodille og en tøjmus. De to små var Tessies hvalpe og blev behandlet behørigt som sådanne.

Det var første gang, at Tessies regelmæssige anfald af falsk drægtighed var så omfattende. De tidligere gange havde hun ca. to måneder efter løbetid haft en periode med lidt nedtrykthed, manglende ædelyst og lidt underlige adfærd, hvor hun gik pibende rundt med sine legedyr i munden. Denne gang, hvor svigermors sofa således blev inddraget i redebygningen, havde hun deslige mælk i sine mælkekirtler.

Tessie led af det vi kalder pseudodrægtighed eller falsk drægtighed. Pseudodrægtighed er egentlig ikke en sygdom, men mere en hormonel tilstand, som ca. 40 procent af intakte hunhunde kommer i ca. 1-2 måneder efter endt løbetid. Hvis hunden èn gang har været falsk drægtig, da vil det ofte gentage sig efter hver løbetid.

Symptomer:

Alle tæver undergår de samme hormonelle forandringer efter løbetid. Dette uanset om bliver drægtige eller ej. Falsk drægtighed skyldes et højt indhold af hormonet prolaktin, som gør, at tæven tror, den har hvalpe og opfører sig derefter. Den vil typisk have redeadfærd, hvor den laver huler og slæber tæpper sammen. Ofte er det hundens legetøj, der agerer hvalpe og tæven kan få beskytteradfærd over for disse ”hvalpe”. Ofte bliver hunden lidt nedtrykt, rastløs og pibende. Ædelysten bliver mindre og drikkelysten øges. Nogle gange ses hævede mælkekirtler og mælkesekretion. Dette kan ses ved at trykke ganske let på hundens dievorte. Øget bugomfang kan vildlede hunhundens ejer til at tro, at hunden virkelig er drægtig. Symptomerne kan være mindre tydelige og ligne en livmoderbetændelse. Typisk bliver vi på Aalborg Dyrehospital opsøgt, fordi ejeren er bange for, at hunden er syg. Heldigvis er tilstanden så almindelig, at vi som regel hurtigt kan berolige ejeren med, at falsk drægtighed er ufarlig og går over af sig selv i løbet af 1-3 uger. Nogle gange må vi dog sikre os, at hunhunden ikke er blevet parret og faktisk er drægtig. Andre gange er symptomerne mere diffuse og minder så meget om andre sygdomme, at vi anbefaler videre undersøgelse.
 

Behandling af pseudodrægtighed:

Behandlingsmæssigt har vi flere muligheder. Er symptomerne milde og kun påvirker tævet let, da kan vi mindske symptomerne og dermed hundens ubehag ved at øge hundens motion og mental aktivitet samtidig med, at fodringsmængden nedsættes. Det er vigtigt, at de pivedyr, hunden adopterer som sine hvalpe, gemmes væk, mens hunden er falsk drægtig, da de trigger hendes yngelplejeinstinkt. Hvis hunde påvirkes meget af den falske drægtighed, da er eneste effektive behandling at sterilisere tæven. Herved forhindrer vi, at hunden bliver pseudodrægtig igen. Alternativ kan vi medicinere hunden med hormonet Garbagolin, som findes i midlet Galastop. Dette er en kortvarig kur, som gives i maden i 5 dage i træk og bevirker hæmning af mælkedannelsen og de symptomer, der hænger sammen med mælkedannelsen. Behandling er oftest effektiv, men forhindrer ikke, at tæven bliver pseudodrægtig igen efter næste løbetid.

I øvrigt ved vi, at hunhunde, der bliver pseudodrægtige har større risiko for livmoderbetændelse, betændelse i mælkekirtlerne og svulster i samme.

Men hvorfor har naturen dog lavet det sådan, at hundens hormonsystem snyder hunhunden til at gøre sin krop klar til at tage sig af hvalpe, selv når den ikke er drægtig? Teorien er, at hos vilde hunde og ulve er det kun den stærkeste hanhund (alfahannen) og førerhunnen (alfa hunnen), der parrer sig og får hvalpe. Dette formentlig fordi flokken bliver stærkere genetisk, hvis det kun er de stærkeste og mest sunde hunde, der formerer sig. Skulle der ske førerhunden noget, da kan de andre hunhunde i flokken træde til og die og passe hvalpene, således de stærke gener overlever og kan føres videre i flokken.

Da Tessie lå der i sin skumgummirede med sin gummikrokodille og sin ynglings tøjmus, da var hun ikke klar over, hvor tæt hun i sin adfærd var på den vilde natur. At hun var en vigtig brik i artens overlevelse. 

Først et par år efter steriliserede jeg vores lille Tessie. Det skulle vi have gjort år forinden. Efter sterilisationen blomstrede hun op – også mellem løbetiderne, hvilket gav mig den tanke, at hendes hormoner havde præget hendes livskvalitet i negativ retning i hele hendes cyklus.

Dyrlæge, Cert Onko
Berit Aa. Sørensen
Aalborg Dyrehospital
Mail: berit@aalborgdyrehospital.dk