Feber

Feber og den godt skjulte årsag

Spørgsmål
Tilegnet en af dyrlægerne på Aalborg Dyrehospital
Jeg håber, I vil kunne hjælpe mig med et stort problem, som jeg har med min hund. Egentlig bor jeg i den anden ende af landet, men har en god ven i Nordjylland, som klipper jeres brevkasse ud af avisen og sender den til mig.
Sagen er den, at min Breton tæve i nu næsten 3 måneder har haft svingende feber. Nogle dage er temperaturen normal, men mange dage føles hun varm og når jeg tager hendes temperatur, ligger den lige under 40 grader. Hendes humør er også meget svingende. Vi kan ikke rigtig finde ude af, hvad der er galt med hende. Nogle gange ser det ud som om, hun har lidt ondt i ryggen, men vores dyrlæge har ikke kunnet finde årsagen til hendes feber. Dyrlægen har taget blodprøve og urinprøve uden at finde noget unormalt. Jeg har også forsøgt at give hende penicillin. Det hjalp heller ikke. 
Udover det beskrevne har hun ikke andre symptomer. Hun spiser og drikker normalt. Afføringen er normal og hun hoster ikke. Alle de ting har vores egen dyrlæge spurgt om. Men et eller andet må der jo være galt, for jeg kan mærke, at hun slet ikke er på toppen.


Venlig hilsen O. Mortensen



Kære hr. Mortensen. 
Jeg ved, at vores hjemmeside er godt besøgt og at mange efterhånden er med på vores facebook side. Sådan er verden jo i dag. Hurtig information kan gives på den måde. Jeg kan dog ikke lade være med at ”smile lidt i skægget” over, at vores brevkasse kommer så langt omkring med gammeldags post.


Jeg håber, at mit svar til dig i dag kan bruges, for dit spørgsmål er meget interessant og alligevel meget kompliceret. 
I læge- og dyrlægeverden taler vi om tilstanden ”feber af ukendt oprindelse”, som oftest er en diagnostisk udfordring. Heldigvis findes den udløsende årsag som regel. Uheldigvis kræver det ofte mange, tidskrævende og kostbare undersøgelser, hvilket man som hunde- og katteejer skal gøre op med sig selv, om man har tålmodighed og økonomisk mulighed for.

Nu beskriver du ikke præcist, hvilke undersøgelser, din Breton har gennemgået, så derfor kan nogle af de undersøgelser, jeg foreslår, allerede være udført af din egen dyrlæge.
 

Hvad er feber?

Vores kropstemperatur styres af et område i hjernen, som kaldes hypothalamus. Dette område i hjernen fungerer nærmest som et termostat. Hypothalamus styrer gennem komplicerede mekanismer varmeproduktion og varmetab, og bidrager herved til den normale kropstemperatur.
Feber forekommer, når hypothalamus bliver ”reset” på et højere niveau, således temperaturen stiger. Dette sker f.eks. ved infektioner.

Hunde og katte med feber har en kropstemperatur, som ligger i området 39,5 grader C til 41 grader C.

Definitionen på ”feber af ukendt oprindelse” er feber, som ikke spontant forsvinder af sig selv i den periode, som forventes ved selvbegrænsende infektioner, og når årsagen ikke kan findes trods omfattende diagnostisk indsats. 
 

Hvad forårsager feber?

Årsagerne kan være mange, men skyldes oftest en infektion. Undersøgelser viser, at dette er tilfældet i 30-40% af tilfældene. Næst hyppigste årsag er kræftlidelser. Det ses i 20-30 % af tilfældene. Specielt vil kræft i lymfeknuder og knoglemarv/blod kunne give feber. Derudover kan feber skyldes lidelser i dyrets immunforsvar. Nogle gange finder man aldrig den præcise årsag.

Derfor vil jeg foreslå, at din dyrlæge først ”går på jagt efter” en skjult infektion. Specielt bør han grundigt undersøge din hunds tænder, da der kan være skjulte tandbylder, som hunden ikke altid giver udtryk for.

Ligeledes ser vi på Aalborg Dyrehospital ofte, at ledbetændelse i et- eller flere led kan være årsag til feber. Ledbetændelse giver forbavsende nok ikke altid synlige symptomer i form af halthed, så her kan man som dyrlæge godt blive snydt. 

Du nævner, at din hund nogle gange ser ud som om, den har ondt i ryggen. Bed din dyrlæge om at nærkikke røntgenbilleder af ryggen, idet en infektion i hvirvellegemernes knogledel eller i disken mellem dem (diskospondylitis) nogle gange er en overset lidelse og kan være årsag til vedvarende feber. 
Smerter i maven kan dog ligne rygsmerter, så en bugspytkirtelbetændelse kan se ud som rygsmerter.


Overordnet kan en skjult infektion dog sidde alle vegne, så jeg synes en fornuftig tilgang er, at undersøge alle organer og kropsdele systematisk med udgangspunkt i de organer, hvor vi oftest ser infektioner og betændelsesreaktioner. Specielle infektioner, så som Borrelia bør udelukkes ved blodundersøgelse, og hvis hunden har været udenlands bør overvejes, om der kan være specielle infektionssygdomme, som findes under fremmede himmelstrøg.

Er årsagen til feberen stadig ukendt, da vil jeg typisk lede efter en eventuel kræftlidelse. Her har vi på Aalborg Dyrehospital meget glæde af røntgenundersøgelse og ultralydsscanning, da vi på den måde kan ”se ind i dyret”. I visse tilfælde vil CT/MRI scanning være fornuftigt.

 

I dit tilfælde vil jeg således anbefale følgende undersøgelser udført på din hund:

• Komplet blodundersøgelse med mikroskopi af blodet

• Dyrkning af urinen for bakterier
• Undersøgelse og dyrkning af ledvæske fra minimum 2 led
• Røntgen af både brystkasse og bughule
• Evt. ultralydsscanning af hjerte og bughule, bedst af en uddannet og erfaren ultralydsscanner
• Evt. undersøgelse af din hunds knoglemarv
 

Der er således nok at gå i gang med. Jeg håber din hund er sygeforsikret, idet ovenstående undersøgelser er bekostelige, men oftest nødvendige for at finde frem til en præcis diagnose, og dermed en mulighed for at tilrette behandlingen optimalt med bedst chance for, at din hund bliver helbredt.


Det er ikke rimeligt at din hund til stadighed går rundt og har det dårligt. Så noget må gøres. Tag en god snak med din dyrlæge og få lagt en god undersøgelsesplan.

Held og lykke med ”jagten på synderen” – og da jeg nu er blevet nysgerrig, så send gerne besked, når I finder løsningen. Gerne med gammeldags post eller vha. computeren.


Dyrlæge
Berit Aakjær Sørensen