Fistler omkring endetarmsåbningen
Vi skriver til Jer, fordi vores hund har et problem med åbne og dybe sår omkring endetarmsåbningen. Det har stået på en månedstid evt. lidt mere og det hele startede med at han fik dårlig mave og havde hyppig afføring og derefter slikkede sig meget intenst bagi. På det tidspunkt så vi ingen sår, men da Jost er en langhåret schæfer, kan det være lidt svært at få et overblik over situationen bagtil, især når man dertil lægger, at han blev sur, når vi ville se og vaske ham bagi. Vi bor på en gård og vores dyrlæge kommer med jævne mellemrum forbi og ser på hestene. Sidste gang han var forbi udskrev han antibiotika mod den dårlige mave og anbefalede os at give Jost skånekost. Det hjalp en lille smule til at begynde med, men Jost holdt ikke op med at slikke sig bagi og efter en uges tid tog det til og han begyndte at få smerter, når han skulle lave og afføringen blev hård. Som skrevet ovenfor kan vi nu se, at Jost har dybe let blødende sår omkring endetarmsåbningen. Vi er meget bekymrede og håber I kan hjælpe os. Med venlig hilsen Familien Pedersen
Kære Familien Pedersen
Ud fra sygdomsforløbet og Jeres beskrivelse af de sår Jost har omkring endetarmsåbningen tror jeg, at Jost lider af Perianal Fistler (en dybtgående betændelse i vævet rundt om endetarmsåbningen), der er en lidelse, som typisk ses hos schæferhunde. Lidelsen er kronisk og meget generende for hunden, men nyere behandlingsmetoder har bedret prognosen betydeligt.
Forekomst
Perianale fistler kan i princippet ses hos alle racer, men der en markant dominans af schæferhunde – i nogle undersøgelser er op til 80% af de undersøgte hunde schæfere. Der er ingen forskel i forekomsten mellem tæver og hanhunde, men der synes at være en højere forekomst af ikke-neutraliserede hunde – altså ikke-kastrerede og ikke-steriliserede hunde. Gennemsnits alderen er 7 år.
Hvorfor får hunde perianale fistler?
Det korte svar er, at det ved man ikke helt.
Tidligere mente man, at tilstoppede analkirtler samt infektion i andre kirtler omkring anus var årsagen. Dårlig luftcirkulation pga. lange hængende haler mentes at kunne bidrage til udviklingen af fistlerne. Nyere undersøgelse har vist at årsagen har autoimmune aspekter – herunder allergi- det vil sige, at det er kroppens eget immunforsvar, som er ansvarlig for sygdommen. Den store forekomst af schæfere tyder desuden på lidelsen har en vis arvelighed.
Symptomer
Hunde, der lider at perianale fistler, vil ofte slikke i sig området omkring endetarmsåbningen. De første læsioner vil fremstå som små væskende huller i huden. I takt med at sårene udvikles vil irritationen tage til. På grund af placeringen omkring endetarmen, vil sårene ofte blive inficerede med bakterier, hvilket yderligere forværrer symptomerne. Det er ikke ualmindeligt at der ses diarré i starten – diarréen kan dog senere kan gå over i meget fast afføring eller direkte forstoppelse, da hundene, pga smerter, ofte vil holde på afføringen.
Fuldt udviklet ses dybe, åbne og ildelugtende sår. Det er smertefuldt for hunden at afsætte afføringen, der kan indeholde slim og blod. Fistlerne kan blive flere centimeter dybe og nogle gange kommunikere med analkirtlerne, endetarmen samt med talgkirtlerne under halen.
Hvordan stilles diagnosen?
Da hunden ofte er smertepåvirket, kræver en regelret undersøgelse typisk en form for bedøvelse eller beroligelse. Når hunden er beroliget barberes området for at danne sig et overblik over af forandringerne. Dernæst undersøges analkirtlerne for at udelukke en forstoppelse af disse, da dette kan give symptomer, der minder om perianal fistler. Dernæst undersøgelse fistlernes dybde og eventuelle kommunikation med endetarme eller analkirtler. Slutteligt udtages prøver til bakteriologisk undersøgelse samt celleundersøgelse.
Behandling
Behandlingen af perianale fistler har gennem tiderne været en udfordring for både dyreejere og dyrlægen. Kirurgisk fjernelse af fistlerne kombineret med lange antibiotika-kure har været hovedelementerne i behandlingen og resultaterne har været skuffende med hyppige tilbagefald samt komplikationer som fækal inkontinens (hunden kan ikke holde på deres afføring) og forsnævring af endetarmsåbningen til følge. For 15-20 år siden endte således langt størstedelen – op til 85-90% - af hunde med perianale fistler med at blive aflivet pga. sygdommen.
I dag behandles perianal fistler stadig med antibiotika og helst efter resultaterne af bakteriologisk dyrkning, da behandlingen er langvarig og man gerne vil bruge det rigtige antibiotikum fra starten af.
Den nye viden om lidelsens autoimmune karakter har medført brugen af immundæmpende medicin, først binyrebarkhormon og senest cyclosporin. Desuden indgår allergidiæter nu også i behandlingen.
Kirurgisk behandling kan stadig komme på tale, hvis der er involvering af analkirtlerne eller udtalte arvævsdannelse i området.
På grund af de arvelige aspekter frarådes det at bruge hunden med perianal fistler i avlen.
Hvad er prognosen?
Medicineringen forsøges først trappet ned, når fistlerne har været lukkede i nogle uger og da dette kan tage måneder, er der tale om en langvarig behandling. Mange hunde kan ikke trappes helt ud af medicinen og 15-20% svarer desværre ikke tilstrækkeligt på behandlingen og må aflives. Da behandlingen med antibiotika og immundæmpende stoffer er dyr, vælger nogle hundeejere at lade hunden få fred når diagnosen stilles.
Så selvom vi er blevet meget bedre til at behandle perianal fistler, er det stadig en alvorlig lidelse.
Jeg synes I skal tage Jost til en dyrlæge, der har mulighed for berolige eller bedøve ham og derefter undersøge ham samt udtage de nødvendige prøver. Hvis det viser sig, at der er tale om perianale fistler, så ved I nu lidt mere om hvilken behandling man kan give og hvad prognosen er.
God bedring med Jost
Med venlig hilsen
Michael A. Butler
Aalborg Dyrehospital