En bold på tværs

Fremmedlegemer af forskellig karakter kan sætte sig fast i mavetarmkanalen. Det kan være farligt, hvis ikke det opdages i tide.

Hunde og katte elsker deres legetøj og det skal også undersøges med munden. Det kan også være at det er sokker, trusser, handsker, bolde, tyggeben, sten og så videre, der skal undersøges.
Nogle gange sker det, at hunden kommer til at sluge det. Især unge hunde har tendens til at spise genstande fremfor at undersøge dem.
På Aalborg Dyrehospital ser vi ofte hunde, der har spist noget de ikke skal.

I simple tilfælde kan de være kommet til at spise en lille blød bamse. Her kan man i størstedelen af tilfældene klare problemet med at give hunden en indsprøjtning, der gør hunden meget kvalm og kvitterer med en gang opkast, hvor bamsedyret forhåbentlig er med. Dog skal det ske inden for 2-4 timer, da det ellers vil fortsætte ned i tyndtarmen.

Når genstandene de spiser bliver større eller skarpe, skal man være mere forsigtig. Ved en opkastning kommer maveindholdet ofte op med en stor hastighed, og hvis maveindholdet er skrapt kan det ridse eller helt gennembryde spiserøret. Det kan blive livstruende for hunden.

Hvis dyrlægen ikke vurderer, at det er forsvarligt, at den kaster op, så har man tre muligheder.
Enten skal man ved hjælp af en kikkertundersøgelse vurdere om det kan lade sig gøre at få emnet op igen og evt. gøre det ved hjælp af kikkerten.
Man kan give hvide asparges, disse har en masse bløde tråde i sig, der kan omslutte det skarpe og håbe det ikke skaber problemer igennem tarmen.
Sidste mulighed er operation, hvor man åbner ind til mavesækken.

Desværre er det ikke altid, at man har set at hunden har spist sin yndlingsbold. Det er ofte her, at det bliver lidt svære at finde ud af, hvad der er galt med hunden. Sådan et fremmedlegme kan give forskellige tegn på hunden. Hvis der er en total blokade, vil hunden komme til at stoppe med at spise og kaste op hele tiden. Andre med en delvis blokade kan have opkast af og til og være utilpas. Andre kan have tynd afføring over en længere periode og ofte også nedstemte og have dårlig appetit.

For at kunne afgøre, om det er et fremmedlegme, der skaber problemet bliver vi nød til at undersøge dyret. I nogle tilfælde kan en trænet hånd mærke, at der er en blokade i tarmen. Det er sjældent grundlag nok for at foretage en operation. Derfor tages der et røntgenbillede.
Hvis genstanden der forårsager problemet er lavet af et materiale, der kan ses på røntgen, vil det ofte kunne ses tydeligt på billedet. Desværre er sådan noget som ferskensten, træ, glas og ting med samme densitet som kroppen ikke røntgentæt. Det vil sige at røntgenstrålerne ikke kan fange dette.
I disse tilfælde vil vi på Aalborg Dyrehospital lave en kontrastundersøgelse, hvor dyret får et kontraststof. Her tager man billeder over en hel formiddag, for at se hvordan det bevæger sig i tarmene. Man kan simpelthen se, hvor langt det når før det kommer en ”prop”.
Andre gange kommer det fint gennem, men der forbliver en rest i mavesækken, det kan være sådan noget som en majskolbe.

Alternativt kan man kikkertundersøge spiserør, mavesæk og tyndtarmen, men her kan man ikke se længere ned i tarmsystemet, da man maksimalt kan komme 1,4 meter ned fra munden afhængigt af dyrets størrelse. Ultralydsundersøgelse kan også være aldeles relevant når man har det rette udstyr og træning.

Bolden er nu lokaliseret! Den har sat sig fast i tarmen og skal selvfølgelig fjernes. Hvis ikke man fjerner den, vil tarmen gå til grunde, og der vil komme betændelse i bughulen som kan ende fatalt.

Det er meget forskelligt, hvordan hundene har det ved en blokering af tarmen. Nogle er ret friske, hvor andre har det rigtig dårligt. Inden bedøvelsen vil hunden ofte blive væskebehandlet og få taget blodprøver for at se, om der er påvirkning af organer og tegn på infektion.

Ved operationen åbner man ind til bugen og starter undersøgelsen ved at mærke hele tarmsystemet igennem. Ofte er det meget tydeligt hvor problemet er, men hvis der er flere fremmedlegmer skal disse selvfølgelig også behandles. Man kigger på hvordan tarmen ser ud ved fremmedlegmet. Er tarmen upåvirket, vil man skære et hul i tarmen stort nok til at fjernet problemet og derefter sy det sammen.
I nogle tilfælde har fremmedlegmet sat sig så fast, at det også har blokeret for blodforsyningen, hvilket gør at noget af tarmen skal fjernes. Det forværrer prognosen da operationen og heling er mere kompleks. I sjældne tilfælde kan fremmedlegmet have lavet hul ud til bughulen. Det vil ofte give en svær betændelse i bugen og derfor er prognosen reserveret i disse tilfælde.

For simple fremmedlegmeoperationer er prognosen generelt god.

Dagene efter er det vigtigt med blød kost og ro. De kommer sig ofte ret hurtigt, specielt de unge hunde.

Generelt er det vigtigt at søge dyrlæge hvis man er i tvivl. Jo længere hunden går med et fremmedlegme, jo større er risikoen for problemer. Ofte kan det klares med, at de kaster op, hvis man opdager det tidligt.

Så hvis din hund eller kat kaster op, bliver dårlig eller du har set, at de har spist noget de ikke skal, så søg altid dyrlæge. Har man tegnet sygeforsikring på sin hund eller kat vil de typisk dække for udredning og eventuel operation.

Johannes Fogh
Dyrlæge