Hedeslag

Nogle kæledyr er særligt udsatte for at få hedeslag.

Så er det tid til at være påpasselig med temperaturen omkring vores hunde og katte. Hede slag kan være en livstruende tilstand.

Mange af os mennesker er lidt skuffede over den danske sommer i år, men for dyrene er en kølig sommer at foretrække frem for hedebølge. Dyrene har, ligesom mennesker, forskellige mekanismer, der har til formål at regulere kropstemperaturen. Omvendt, har de ikke altid mulighed for at regulere den, som vi mennesker har, da de ikke altid har magt over deres liv, men må tilpasse sig de vilkår, vi mennesker byder dem.

Hund og kat har en normal kropstemperatur på 38-39 °C. Hvis temperaturen kommer over 40 °C begynder kroppen at være belastet og over 41 °C tager kroppen skade. De fleste af vore kæledyr har pels, der isolerer kroppen og virker beskyttende imod kulde om vinteren, men som også har en vis effekt imod varmen om sommeren. Kæledyrene har svedkirtler, men kun på poternes trædepuder. De er derfor afhængige dels af at kunne afgive varme fra mund og luftveje ved at hyperventilere og gerne med åbenstående mund. De savler og samtidig stiger hjertefrekvensen og blodkarrene åbner sig for derved at levere varme til kroppens overflade. Samtidig vil det sunde dyr drikke ekstra og søge køligere omgivelser. Altså bevæge sig ind i skygge og evt. finde en kølig overflade at ligge på og i øvrigt holde sig helt i ro til temperaturen er reguleret ned til normalt niveau igen.

Vi mennesker kan desværre komme til at forhindre dyrene i at regulere kropstemperaturen. Det værste eksempel er, hvis et kæledyr efterlades i en lukket bil i solen uden adgang til skygge eller vand. Der går desværre ikke mange minutter, før dyret er i fare for at få hedeslag i den situation. Det samme kan ske, hvis brugshunden bliver sat til at arbejde i varmen i for lang tid. Man har mange erfaringer med redningshunde, der ofte arbejder i høje temperature i lang tid ad gangen. Generelt bør de have skygge, vand og pause i 40 minutter efter ca. 15 minutters arbejde under sådanne forhold. Det er ivrige hunde, som ville fortsætte arbejdet, selvom det ville betyde, at de udviklede livstruende hedeslag. De kan ikke selv mærke det, når adrenalinen pumper og der er arbejde at gøre. Da er det menneskene omkring dem, der skal være de kloge for dem.

En anden vigtig problematik omkring kæledyrenes evne til at regulere kropstemperatur er de fysiske udfordringer, som mange hunde og katte har i form af medfødte og fremavlede ”bygningsfejl”. Her tænker jeg på alle de kortnæsede racer som Mops, Bulldogs, Boxer, nogle Cavalier King Charles Spaniels og hos kattene Perser og relaterede racer. Deres korte næser og komprimerede svælg og øvre luftveje gør, at de ikke kan afgive varme i tilstrækkelig grad og derfor er meget udsatte for at få hedeslag.

Desuden er dyr med kroniske sygdomme i luftveje og kredsløb, altså dyr med astma og hjertepatienter, også særligt sårbare i disse varme dage. Da jeg ser mange hjertepatienter på Aalborg Dyrehospital ved jeg, at ejere af disse dyr har vanskeligt ved at tælle vejrtrækningsfrekvensen (antal vejrtrækninger i dyb søvn pr. minut), der er en vigtig del af overvågningen af disse patienter.

En anden gruppe af særligt udsatte er de gangbesværede dyr, der ikke magter at få flyttet sig ind i skyggen, når de først har fået sig lagt. Det samme gælder alle de overvægtige kæledyr, der i kraft af den øgede mængde fedt i bughulen har kompromitteret vejrtrækning og derfor er i risiko for hedeslag.

Desuden er de helt unge dyr og de helt gamle særligt sårbare for overophedning og skal derfor observeres ekstra.

De tegn på begyndende hedeslag man skal holde øje med som ejer af kæledyr er:

  • Øget vejrtrækningsfrekvens (ofte med åben mund).
  • Mundslimhinden og tungen bliver tør og mere rød end normalt.
  • Kæledyret savler meget eller skummer fra munden.
  • Sløvhed, forvirring og usikker på benene.
  • Opkast og diarré eventuelt med blod.
  • Kramper og bevidstløshed

Det er altid en god idé at kontakte sin dyrlæge, hvis man har mistanke om hedeslag. Inden opkaldet er det værdifuldt at have taget dyrets temperatur om muligt.

De fleste har et almindeligt digitalt termometer, som man bruger til mennesker. Det bruges ved at påføre lidt vaseline/ creme og føre det mindst 2 cm. Ind i endetarmen på kæledyret og holde det til det giver signal om, at målingen er gennemført.

Hedeslag hos kæledyr kan forebygges ved at sørge for, at det er muligt for dyret at søge ind i kølige omgivelser enten indendørs eller i skyggen ude. Desuden skal der være adgang til ekstra vand, der skiftes hyppigt, så det er afkølet. Der findes diverse køledækkener eller kølemåtter til dyrene i butikker med tilbehør til dyr. Man kan også lægge et vådt håndklæde omkring dyret, hvis de kan affinde sig med det. Nogle familier har investeret i soppebassin til hunden, så de kan tage sig en svalende soppe- eller svømmetur. Blot skal dyrene altid være under opsyn med bassin i haven. Diverse blæsere eller mobile airconditionanlæg er også en god idé især, hvis man har nogle af de særligt sårbare kæledyr, ligesom de fleste biler har aircondition, der kan give kæledyret en kølig stund.

Aktivitetsniveaet må indrettes efter kæledyret. Det vil sige, at især de kortnæsede racer, fortrinsvist luftes kortvarigt tidlig morgen og sen aften på de hede dage. Brugshundene skal ligeledes heller ikke udfordres med arbejde i de varme timer.

Når man ikke er hjemme hos sit kæledyr skal man være særlig opmærksom på, om temperaturen indendørs kan holdes nede. Det er en god idé at trække gardiner for og sikre en vis udluftning. Dog skal man passe på, at, især kattene, ikke kan bryde ud igennem vinduer og døre sat på klem. Vi har, på Aalborg Dyrehospital, den sidste tid oplevet en del katte, der er kommet til skade derved.

Hvis et kæledyr udvikler hedeslag er det ganske alvorligt og kræver intensiv behandling på dyrehospital. Behandlingen vil være rettet imod at nedbringe dyrets kropstemperatur til mere normalt niveau samt at begrænse organskaderne, der ofte følger med hedeslag. På Aalborg Dyrehospital har vi aircondition i alle rum og i de helt lette tilfælde kan anbringelse i køligt og roligt rum være nok til at bedre tilstanden.

Alvorlige tilfælde kræver hurtig anlæggelse af drop, tilførsel af ilt og kølende bad. Ofte er dyrene bevidstløse og holdes i narkose under den indledende behandling. De organer, der tager skade under hedeslaget er lunger, hjerte, nyrer, hjerne og mave- tarmkanal. For at erkende og overvåge skaderne på organerne udtages ved indledningen af behandlingen forskellige blodprøver. En kendt komplikation er, at blodets evne til at størkne ødelægges i første omgang og derfor forårsager blødninger. Senere kan der opstå ødelæggende blodpropper i organerne. I alvorlige tilfælde af hedeslag står mere end 50% ikke til at redde.

På Aalborg Dyrehospital har vi desværre oplevet en del døde eller døende hunde, der bringes ind efter ophold i overophedede biler. Det er en frygtelig oplevelse for alle. Nogle moderne bilmærker har i dag en ”Dog Mode”, hvor bilens kabine holdes på 21 °C, selvom motoren er ”slukket” og ejeren forlader bilen. Dette vises desuden på bilens skærm, så forbipasserende ikke bekymrer sig unødigt. Jeg håber, at det er 100% driftssikkert og lige så genialt som det lyder. Ellers er det altid en god gerning at reagere, hvis man kommer forbi en bil med indespærrede, alt for varme kæledyr i.

Nyd de varme dage, men pas på dem, der ikke selv kan.

Dyrlæge Mette Rønn-Landbo

(DVM, GPCert(FelP)).