Husk at samle din hunds lort op!

8 gode grunde og en enkelt dårlig grund til at samle lort op efter din hund på gåturen.

Dem der siger, at det er let at samle hundelort op på gåtur med hunden, har tydeligvis ikke forsøgt at undervise en teenager i det!

En handling som i sig selv er uhyre let. Et greb i lommen efter hundeposen, et lille bøj forover eller squat, mens den lille lune klump med et snuptag samles op og knude på posen laves. 15 sekunders mindre ubehag, hvor eneste risiko er at få hundelort på fingrene.

Og alligevel må alle vi hundeejere nok indrømme, at det ikke altid er så let.

Ej heller selvom, der er rigtig mange gode grunde til at vise respekt for det offentlige rum og fællesskabet. Pludselig finder vi os selv stående og kigge os omkring, for at se, om vi bliver observeret. For at se om, der er en grund til at samle op. For den rigtige handling har størst betydning, når den bliver set af andre. Og er man teenager, da er det lige omvendt. Da vil det at blive observeret af kammerater være signalet til at lade den lille varme klump blive liggende. For hvor sejt er det lige at blive set som 14 år gående svingende med 2 fyldte høm-hømposer?

Men det er sejt!  Og der er rigtig mange gode grunde til bare at få samlet den lort op tage den med hjem til affaldsposen.

Den sidste tid har vi på Aalborg Dyrehospital besvaret et utal af henvendelse med spørgsmål angående hjerte-lungeorm. Der har været information i medierne om, at der var fundet lungeorm hos hunde nord for Limfjorden. Det afstedkom en storm på de sociale medier.  Og vi kunne mærke det i form hundeejere, som var rigtig bange for smitte og havde spørgsmål til diagnosticering og forebyggelse.

I den forbindelse springer det jo i øjnene!

Smitte kan minimeres, hvis vi alle samler vores hundes efterladenskaber op. Smitte ikke kun med hensyn til denne hjerteorm, men blandt andet også mht. andre infektiøse lidelser som Parvo virus, Giardia, Crytposporidier, spolorm og bændelorm. Det i sig selv burde for os hundeejere være grund nok til at samle op. For næste smitte kunne jo være til vores egen hund!

Udover smittespredning er der andre vægtige grunde til at være en god hundeborger. Grunde, som vi kan grine af bagefter, men i nuet faktisk altid kommer på et dårligt tidspunkt. Ting som vi undgår ved, at alle viser social adfærd og samler hundelorten op.

Vi vil undgå:

  • Et stort hundekys lige efter, at vores hund har spist en efterladt hundelort
  • En stinkende hund, som virkelig er glad og vildt logrende lige efter at have trillet sig i en frisk hundelort
  • Lugtende hundelort i de dybe fuger i børnenes vinterstøvler, som først opdages på vej hjem i bilen, når bilens varmeblæser cirkulerer luften og hundelorten nu også sidder på bilens måtter
  • En snebold kastet i sjov, hvor man efterfølgende opdager, at man nok skulle have inspiceret sneen lidt bedre inden snebolden blev lavet
  • Pulveriseret hundelort spredt fint ud under græsslåning af græsfortovet
  • At gangstien liggende op af huset får tilnavnet ”lorterenden”

Allerbedst er det dog, at vi vil undgå sure naboer, som pga. ovenstående virkelig er træt af alle disse uansvarlige hundeejere, som hver dag handler asocialt og ikke kun overtræder lovgivningen, men også al almindelig pli` som hundeejer.

Og ja- der er faktisk en lovgivning der, når den overtrædes, kan medføre straf i form af bøde. Det er Vejlovens §70 og Privatvejslovens § 98.

Så hermed en lille opsang fra dyrlægen, som selv har 2 hunde og som selv kan blive fristet til en enkelt gang at ”lade lorten gå videre til en anden”.  Lad os alle tage os sammen og holde vores omgivelser indbydende og smittefri. Og det inkluderer selvfølgelig, at når hundelorten er opsamlet i pose, da skal den hele vejen til en skraldespand. Fyldte poser liggende i naturen udgør nemlig en helt anden miljømæssig problematik.

 

Dyrlæge Cert Onc

Berit Aakjær Sørensen

Aalborg Dyrehospital