Flere køber kæledyr under Corona-pandemien.
Men er familien egentlig helt klar til at få et kæledyr, og hvilket dyr skal man vælge? Priserne på kæledyr stiger i takt med efterspørgslen og kommende kæledyrsejere skal tage sig i agt for svindlere på markedet.

Vi har for tiden hyppigt besøg af nye hundehvalpe, som ejere har anskaffet sig i anledning af Corona-pandemien. De nye hvalpe-ejere fortæller ofte om, hvor længe de har måtte vente på at få det lille nye familiemedlem. Mange har stået på lange ventelister i ½ år og har betalt rigtig mange penge for hvalpen.
Heldigvis er de fleste hvalpe sunde og raske med papirerne i orden, men vi ser desværre også en tendens til, at hvalpene desværre slet ikke er ok. Der er kyniske sælgere derude, der udnytter, at køberne er i deres følelsers vold, når familien har besluttet sig for at købe hundehvalp eller killing.
Som dyrlæge anbefaler vi, at man køber stambogsførte kæledyr fra registrerede og seriøse opdrættere, der sælger sunde, socialiserede dyr, der skal være id-mærkede (mikro-chip eller øretatovering for killingerne) og gerne være vaccinerede i forbindelse med et sundhedseftersyn hos en dyrlæge.
Der avles imidlertid ikke hvalpe og killinger nok pt. og især nu under Corona-pandemien med øget efterspørgsel dukker der hvalpe og killinger op på diverse platforme som Facebook, Den blå Avis, Gul og gratis osv. som ikke lever op til disse anbefalinger.
Nogle hundehandlere importerer på ulovlig vis hvalpe fra opdrættere i Østeuropa. Der er de opdrættet under kummerlige forhold uden socialisering og bliver typisk taget fra tæven alt for tidligt. De ankommer derfor til Danmark i dårlig stand og er ofte behæftet med sygdom og arvelige skavanker. Nogle af disse hvalpe er bestemt for det svenske illegale marked og søges transporteret videre til Sverige, hvor der også er købere til dem.
Hvalpekøbere bliver ofte forblændet og snydt af sælgere i den digitale korrespondance inden overtagelsen af hvalpen. Sælger fremstår som empatisk og meget grundig i udvælgelsen af den ”rette familie”, som allernådigst må have lov til at købe hvalpen. Der medfølger ofte forfalskede dokumenter, ligesom der mangler den lovkrævede rabies-vaccination og kæledyrspas. De værste tilfælde jeg selv har oplevet er, når køber har mødt sælger på en rasteplads, hvor de har overtaget hvalpen, betalt og først da sælger er over alle bjerge erkender, at hvalpen er syg. Derefter er sælger som sunket i jorden og den nye ejer står tilbage med et stort problem.
Generelt anbefaler vi dyrlæger, at man får lejlighed til at besøge sin kommende hvalp i det hjem, eller på den kennel, hvor den er vokset op. Dette er selvfølgelig besværliggjort under Corona. Man skal som et minimum have lov at hilse på tæven, idet hendes psyke har størst betydning for, hvordan hvalpen kommer til at udvikle sig psykosocialt.
Derfor skal man heller ikke lade hvalpen bringe til sit hjem, da man så ikke får chance for at få indtryk af hvalpens baggrund. Der er fra udlandet også eksempler på, at sælger i korrespondancen får franarret en potentiel køber oplysninger om adresse, boligens indhold og sælgers økonomiske formåen uden, at der findes en hvalp eller killing til salg. Købere, der ønsker sig en lille hvalp eller killing er sårbar i den situation og regner med, at sælger vil dem det bedste.
Samtidig med at udbuddet af hvalpe er så begrænset er der også gået mode-trend i bestemte hunderacer. Her tænker jeg især på de såkaldte designerhunde, der er planlagte blandinger af to racer. De er markedsført med løfte om at være mere sunde og indeholde det bedste fra de to racer, som de indeholder. Vi dyrlæger oplever af og til vellykkede eksemplarer, men hyppigst det modsatte. Oftest lader det til, at de genetiske skavanker, som de to racer har, alle er at finde hos afkommet. Ofte er designerhundene blandinger af pudel og markedsføres derefter som allergi-venlige, hvilket man ikke bør tage for gode varer, da det er meget individuelt, hvilke allergi-patienter, der reagerer allergisk på hvilke hunde. Det groteske er, at disse blandinger i kraft af den høje efterspørgsel nu er dyrere i anskaffelse end de racerene hunde, der er resultat af årtiers seriøse avlsarbejde, hvor man bl.a. har søgt at fremavle sunde hunde.
I forhold til handel med kattekillinger er der lignende problematikker. Hvis man skal købe killing skal man huske, at det i Danmark ikke er lovligt at sælge killinger under 12 uger, da de ikke er klar til at komme fra mor før da. Man kan med fordel kontakte Dyrenes Beskyttelse eller Kattens Værn for evt. at købe en killing fra dem. Disse killinger er neutraliserede, vaccinerede og øretatoverede inden salg.
Man kan i øvrigt søge viden om køb af hvalp/ killing på Fødevarestyrelsens hjemmeside, hvor man også kan ”teste”, om men egentlig er klar til at få kæledyr i huset.
https://www.foedevarestyrelsen.dk/kampagner/Klartilhund/Sider/default.aspx
https://www.foedevarestyrelsen.dk/kampagner/klar_til_kaeledyr/Sider/default.aspx
På Aalborg Dyrehospital giver vi gerne rådgivning inden køb af hvalp eller killing, ligesom vi anbefaler et sundhedseftersyn straks efter modtagelse. Dette for at opdage eventuelle fejl ved kæledyret så hurtigt som muligt.
Mette Rønn-Landbo, dyrlæge.
(DVM,GPCert(FelP))