Hvorfor bliver vores kæledyr syge?

I mit arbejde som dyrlæge på Aalborg Dyrehospital håndterer jeg selvsagt mange syge dyr. Nogle kan vi diagnosticere helt eksakt, andre vælger vi i samråd med ejer at aflive uden nødvendigvis at søge en eksakt diagnose. Dette enten fordi ejer ikke har ønske om en diagnose eller fordi det ikke ville være etisk forsvarligt, fordi udsigten til en rimelig behandling og livskvalitet ikke er realistisk.

 

Med de muligheder vi har for behandling er det heldigvis ofte rimeligt at søge en eksakt diagnose og helst så tidligt som muligt, så behandlingen kan iværksættes, inden der opstår ubehagelige symptomer. Dette gælder de fleste kræftsygdomme, hjerte- og nyrelidelser, ligesom mange sygdomme i bevægeapparatet kan behandles, så dyret kan få en god livskvalitet uden smerte og ubehag.

 

Når vi opdager sygdomme og stiller diagnoser mødes vi forståeligt nok af kæledyrsejeres underen og frustration. De vil typisk gerne forstå, hvorfor lige netop deres dyr er ramt af sygdom. Alle kæledyrsejere gør deres bedste for at bevare kæledyret så længe som muligt og i så god stand som muligt og bliver derfor ulykkelige, når der alligevel sker det de har frygtet.

 

Mange sygdomme kender vi slet ikke årsagen til og kan derfor ikke sige andet, end at det er ukendte mekanismer i kroppen, som afgør, om det enkelte dyr bliver ramt af sygdom. Hos os mennesker er der jo heller ikke viden om alle sygdommes mekanismer selvom der forskes intenst for at afklare dette.

 

Nogle sygdomme er arvelige og arvegangen er mere eller mindre kendt gennem forskningsarbejde. Dette gælder f. Eks. Visse hjertesygdomme, led lidelser, nyresygdomme, øjensygdomme osv. Osv. Der pågår derfor et stort avlsarbejde, hvor både hunde og katte af bestemte racer undersøges før avlsgodkendelse. Herved har man i Danmark f. Eks. haft succes med at nedbringe risiko for Hjertelidelse hos Cavalier King Charles Spaniel med 70 %, hvis man køber hvalp efter stambogsførte og hjerteskannede forældre. Mange perserkatte blev for år tilbage taget ud af avlen på grund af cyster i nyrerne, en sygdom, der nu er ganske sjælden at se i klinikken.

 

Nogle sygdomme ved vi er såkaldte ”livsstilssygdomme” ligesom vi ser det hos os mennesker. Vi ved i dag, at der er direkte sammenhæng imellem overvægt og diabets hos hund og kat. Mange led sygdomme udløses eller forværres af overvægt, ligesom sygdomme i luftvejene forværres ved overvægt. I forhold til luftvejene spiller også miljøet en stor rolle. Dyr, der udsættes for passiv rygning har øget risiko for kronisk lungelidelse (KOL-lignende sygdomme) og kræft.

 

Nogle sygdomme lader til at være forårsaget af dyrets eget immunforsvar. Dette gælder betændelsestilstande i nyrer, led og hjernehinder. Disse tilstande kan være udløst af en reaktion på forskellige mikroorganismer eller parasitter. Man kan sige, at dyrets immunforsvar overreagerer på infektioner og fejlagtigt angriber kroppens egne, sunde celler. Denne reaktion kan ofte bremses medicinsk, hvis diagnosen stilles tidligt.

Andre gange stilles diagnosen først længe efter, at den oprindelige infektion har været aktiv og da er der ofte sket uoprettelig skade på kroppens væv.

 

Man bliver, hvad man spiser siger vi, når det gælder os mennesker. Dermed sagt, at vi ved, at der er en vis sammenhæng imellem sundhed og kost, men vi kender ikke de enkelte mekanismer og ved derfor ikke eksakt, hvilke stoffer i kæledyrets foder, der forårsager sygdom eller hvilke, der holder sygdom fra døren. Den forsker, der en dag klarlægger dette bliver en rig mand/ kvinde.!

 

Generelt er vore kæledyr blevet meget ældre, end de var for 20 år siden. Dette måske på grund af bedre fodring, mere årvågenhed fra ejer og bedre behandlingsmuligheder hos os dyrlæger.  Vi ser derfor mange flere aldersrelaterede sygdomme i dag en tidligere. Alle organer bliver slidte med tiden, så det er ikke mærkeligt, at der sker et vist henfald af væv med tiden. Man må meget gerne blive gammel og måske lidt langsommere, men skal bare ikke have ondt eller andet ubehag. Dette bør udredes og behandles om muligt.

 

Lige meget, hvor kloge vi bliver og lige meget, hvor gode behandlingsmuligheder vi får adgang til, så vil der altid være sygdomme, der rammer i flæng og som vi ikke kan kurere.

 

Det kan være voldsomt frustrerende både for ejer og dyrlæge, når vi må give slip på et elsket kæledyr uden helt at kunne forklare, hvad det eksakt er dyret fejler. Da kan det være en god idé at fortage en reel obduktion efter aflivningen. Herved kan diagnosen stilles enten umiddelbart eller der kan udtages væv til videre diagnosticering på laboratorium. Herved får ejer ofte ro i sjælen, idet man når til erkendelsen af, at der ikke var nogen rimelig behandlingsmulighed. Samtidig får vi dyrlæger mulighed for at blive klogere, akkurat som menneskelægerne, der også søger facit på sygdommenes barske mysterier på samme måde.

 

Al obduktion sker udelukkende efter ejers samtykke. Også denne del af det diagnostiske arbejde er dækket af de fleste sygeforsikringer.

 

Efter obduktion er der selvfølgelig de samme muligheder for begravelse hjemme eller kremering på kæledyrskrematorium som efter almindelig aflivning.

 

Mette Rønn-Landbo

(dyrlæge).