Kennelhoste (CIRDK)
Kennelhoste er en infektion i de øvre luftveje.
Efterår og vinter er igen i år sæson for hunde, der hoster. I langt de fleste tilfælde er årsagen kennelhoste. Ringer en bekymret hundeejer til os på Aalborg Dyrehospital, da vil vi nogle gange kunne hjælpe med rådgivning i telefonen. Andre gange anbefaler vi at se hunden for at udelukke mere farlige årsager til hoste. Ved ankomst til dyrehospitalet beder vi om, at hunden bliver i bilen eller udenfor, indtil vi er klar til at tage imod i konsultationen. Dette fordi kennelhoste er yderst smitsomt for de andre hunde, som sidder i venteværelset
Kennelhoste er ikke en farlig sygdom. Den giver en infektion i øvre luftveje, som resulterer i en tør irriteret hoste stammende fra luftrøret. En irriterende sygdom, som vedvarer i ca. 3 uger, hvorefter den går over at sig selv. Kun i meget få tilfælde støder der lungebetændelse til. Den er dog meget smitsom og smitter gennem luften.
Har man således sin hund i pension, går til hundetræning eller udstillinger – eller lufter man hunden steder med mange hunde, da kan det være en fordel at vaccinere sin hund mod kennelhoste.
Årsagen til kennelhoste
Kennelhoste er en populær betegnelse, som egentlig bare beskriver, at sygdommen er smitsom og udbredt, hvor der er mange hunde samlet på et sted. En mere korrekt benævnelse er dog infektiøs tracheobronchitis, hvilket fortæller, at symptomerne især stammer fra luftrøret (trachea) og bronchierne i lungerne.
Eller det var det i hvert fald indtil for nyligt. I dag foretrækkes det internationalt at bruge betegnelsen CIRDC (Canine infectious respiratory disease complex). Dette fordi, det tydeliggør involvering af infektion med flere forskellige vira og bakterier og at følsomheden for sygdommen desuden afhænger hundens immunitet og miljømæssige faktorer
Vi ved, at CIRDC skyldes en virus, som giver skade på slimhinden i de øvre luftveje. Dette øger modtageligheden for efterfølgende infektion med bakterier som Mycoplasma og Bordetella bronchiseptica. Virus kan være mange forskellige. Ikke kun Parainfluenza. Også virus som f.eks herpesvirus og hundens coronavirus kan være årsag. Tilstødende bakterieinfektion bidrager til forværring af symptomerne.
Det, at infektionen i øvre luftveje, kan skyldes mange årsager (er multifaktoriel) gør, at sygdommen kan bryde igennem hos selv hunde, der er vaccineret optimalt.
Symptomer på CIRDC hos hunde
Typisk beretter hundeejer om en hyppig tør rungende hoste. Hosten kan være så voldsom, at den afsluttet af opkastrefleks. Dette medfører, at hundens ejer kan ringe og være bekymret over, om hunden har fået noget galt i halsen. Hosten kan være ledsaget af lidt nedtrykthed og mindre
appetit. Indimellem også lidt vandigt flåd fra øjne og næse. Meget ofte er hosten dog det eneste symptom og hundens almenbefindende i øvrigt god.
Alle hunde kan rammes af sygdommen, men helt unge hunde og dem, der i forvejen har luftvejssygdomme, er mere modtagelige. Ligeledes er de hunde, som af andre årsager har dårligt immunforsvar, i øget risiko for et mere alvorligt forløb og kan i sjældne tilfælde udvikle lungebetændelse. Her vil almenbefindende være tydeligt dårligt med feber, nedtrykthed og vejrtrækningsbesvær
Behandling og forebyggelse af CIRDC
Vaccination kan således ikke helt udelukke CIRDC, men vaccinerede individer vil oftest have et meget mildere forløb
Behandlingen vil være støttende i form af understøttelse af væskebalancen, foderindtag, og hostestilledne midler. Antibiotika er typisk ikke nødvendigt, da det primært er en virussygdom. Men ved mistanke til mere kompliceret – eller langvarigt forløb, da kan antibiotika anvendes
Så længe hosten er til stede, bør hunden isoleres fra andre hunde.
Bakterierne, der oftest er en del af sygdommen, kan i øvrigt smitte mennesker, som har nedsat immunforsvar. Det er f.eks mennesker, der har luftvejssygdomme, er i kemobehandling eller behandles med immundæmpende medicin.
Vaccination mod CIRDC
I min verden vil jeg meget hellere forebygge end behandle. Det gælder også CIRDC.
Derfor anbefaler vi på Aalborg Dyrehospital at vaccinere. Især de hunde som ofte er i kontakt med andre hunde. Vaccination er et krav for at kunne deltage i hundetræning i klubberne og hvis hunden skal passes i pension.
Vi anbefaler at vaccinere med en kombi-vaccine, der giver immunitet rettet mod både relevante virus og Bordetella bakterien. Vi anvender for det meste en vaccine, der dryppes ind i et næsebor. Det gør ikke ondt, men nogle hunde finder ubehag ved kortvarigt at blive fastholdt ved næsen. Nogle ejere til jagthunde beretter om nedsat lugtesans et stykke tid efter vaccination.
Næsevaccinen er levende svækket vaccine. Derfor er der en potentiel risiko hos de føromtalte mennesker med svækket immunforsvar. Hvis vi er oplyst om dette, da anbefaler vi ikke at bruge næsevaccinen.
Derfor hilste vi det velkommen, da der for nyligt i Danmark blev frigivet en vaccination mod både relevante virus og bakterier, og som kan gives som injektion. Responsen på denne vaccine er dog lidt mindre end den, der skal gives i næsebor. Og er desuden lidt dyrere. Det er dog et godt alternativ til de hunde, som føler ubehag ved behandling i næsebor. Og også til de hunde, der bruges til jagt eller andet arbejde, hvor en fintunet lugtesans er at ønske.
Nu er det juleaften lige om lidt og så vil vi jo alle gerne kunne dufte anden i ovnen
God og forhåbentlig sygdomsfri jul til alle jer
fra alle os på Aalborg Dyrehospital
Med venlig hilsen
Berit Aakjær Sørensen
Dyrlæge CertOnc