Knude under øjet

Min hunds bule under øjet – Hvad er det dog?

Spørgsmål
Jeg skriver angående vores gule han labrador blanding (3/4 labrador og 1/4 gl. dansk hønsehund), som bliver 11 år i feb. 2016.

I foråret 2015 fik han en hævelse under øjet, som vores lokale dyrlæge i første omgang troede skyldtes en tandbyld. Røntgenbilledet viste dog ikke tegn på dette. Så valgte dyrlægen med et snit, at åbne hævelsen for, at se om det var “noget” derinde,
Det var der heller ikke. Hunden fik antibiotika og efter 11 dage blev klemmerne fjernet. Da var der stadig en lille hævelse.
Efter 2-3 uger var hævelsen igen det samme. Denne gang tømte dyrlægen hævelsen med en kanyle og der blev sprøjtet binyrebarkhormon og antibiotika direkte ind i hævelsen. Hævelsen forsvandt efter nogle dage, men kom igen efter nogle uger.
I sommer til den årlige vaccination talte vi igen om hævelsen, men dyrlægen syntes ikke, vi skulle plage vores gamle hund mere.
Så nu har vi en hund, der stadig har en hævelse under øjet, uden vi kender årsagen og det er jeg kun delvis afklaret med, da der må være en årsag.

Måske I har et bud på hvad dette er?

Mvh L .B



Hej L. B
Det var dog et lidt træls forløb. I har allerede brugt en del penge og jeres hund har stadig sit problem. Jeg kan til fulde forstå din lille frustration. Og - ja jeg har et bud på, hvad det evt. kan være. 

Overordnet er det nærmest umuligt for mig sådan at stille en diagnose på afstand. Mit svar skal ses i lyset af dette, og vil således være generelt og teoretisk. Vi dyrlæger har ikke altid den samme tilgang til, hvordan vi kommer frem til en diagnose - nok afhængig af, hvilke specialer vi har. 

Din hunds problem er en hævelse under øjet. Personligt har jeg det bedst med at forsøge finde den præcise diagnose, før jeg indleder en behandling. Jeg starter altid med at lave en liste over mulige årsager. Herefter går jeg systematisk frem med mine undersøgelser for at be- eller afkræfte de mulige årsager. Min liste vil være udformet så jeg starter med det mest sandsynlige først.

Den mest almindelige årsag til en hævelse under øjet vil være en tandbyld, hvilket din egen dyrlæge også har tænkt. Der er dog andre årsager til en sådan hævelse. 

Min liste over muligheder på en gammel hund er:

• Tandbyld
• Anden infektion inklusiv lokal hudbetændelse
• Hævet lymfeknude 
• Cystedannelse
• En knude. Herunder både god- og ondartede

Jeg ville starte med at lave en celleprøve fra hævelsen. Den kan nemlig laves uden bedøvelse og uden særlig ubehag for hunden. Her tages prøven via en tynd kanyle. Allerede her vil jeg med stor sandsynlighed kunne adskille en infektion fra en svulst eller hævet lymfeknude.

Hvis mistanken herefter er en infektion, da ville mit næste skridt være at undersøge tænderne i bedøvelse og taget et tandrøntgenbillede. Tandbylder vil i de fleste tilfælde kunne ses på et røntgenfoto. Jeg synes ikke det er korrekt at give antibiotika uden ”bevis” for, at der er en bakterieinfektion. Specielt ikke i disse tider, hvor der kommer flere og flere multiresistente bakterier, og hvor ansvarsfuld og gennemtænkt brug af antibiotika er en nødvendighed.

I tilfældet, at celleprøven tyder på en knude, da ville jeg afhængig af hvilken knude, der er tale om evt. udtaget en egentlig vævsprøve fra knuden og sende den til laboratorium. I de fleste tilfælde kan jeg dog differentiere de forskellige typer af knuder alene på celleprøven. Resultatet af denne celle/vævsprøve giver mig mulighed for at kunne planlægge den optimale operation eller anden behandling.

Måske har din egen dyrlæge faktisk udtaget en biopsi, da han skar hævelsen op? Her var nemlig en oplagt mulighed for at gøre det.

Så i din hunds tilfælde, hvor din dyrlæge ved tandundersøgelsen har udelukket en tandbyld, er jeg bange for, at der er tale om en knude. Da disse kan være ondartede, synes jeg, du hurtigst muligt skal opsøge dyrlæge for at få lavet en celleprøve. Ved ondartede knuder er tid en faktor. Jo hurtigere behandling indledes, des større chance er der for helbredelse.

Der er selvfølgelig også den mulighed at lade knuden være. Din hund er en gammel hund, og så længe den ikke er generet af knuden og har et godt hundeliv, da kan det forsvares. Jeg tænker dog, at du jo har brugt mange penge på undersøgelse og behandling - sikkert fordi du gerne vil have en diagnose. Hvis du ”opgiver” nu, er dine penge i min optik en smule spildt?

Jeg håber, at du finder en god løsning for dig og din hund.

Venlig hilsen
Dyrlæge, Certificeret onkolog
Berit Aakjær Sørensen
Aalborg Dyrehospital