Koprofagi - æder egen lort

Til Dyrebrevkassen. Tak for gode artikler i Nordjyske. Kan I forklare, hvorfor der er nogle hunde, som æder andre hundes ”lort” og hvordan man forhindrer det? Jeg har en foxterrier på to år, som kan finde på at spise hundelort, hvilket jeg finder meget ulækkert og jeg bliver så vred på den. Har haft hunde tidligere, men har aldrig oplevet det før. På forhånd tak. Med venlig hilsen Hundeven.

Kære hundeven.

Du er ikke alene om, at have dette ulækre problem med din hund. Man regner med at 10 % af alle hunde æder afføring i en eller anden grad. 
Der har været forsket en del i koprofagi, som er det medicinske navn for trangen til at æde afføring. Udgangspunktet er, at det er en naturlig tendens, der ses hos den diegivende tævehund, som holder ”reden” ren ved, at spise hvalpenes afføring. Dette er hensigtsmæssigt, idet hun beskytter dem mod sygdomme, ved at holde en vis hygiejnisk standard omkring de unge hvalpe. Desuden forhindrer hun den lugtudvikling, fra reden, der ellers kunne tiltrække fjender. 
Hvalpene har desuden, som de fleste andre pattedyrs unger, en oral fase, hvor de undersøger omgivelserne ved at smage på alt, hvad de støder på herunder egen eller søskendes afføring.

Hunde er, i princippet,  altædende og er derfor fra naturens hånd, helt ukritiske overfor, hvad de spiser. De vil simpelthen spise det de nu kan få fat på, når sulten driver dem. De tiltrækkes generelt af stærke dufte og tager gerne duftene med sig ved at rulle sig i afføring, kadavere og lignende. I hundeflokken er der desuden en tendens til, at de underlegne individer vil spise de stærke individers afføring for at demonstrere underkastelse.

Det er ikke beskrevet, at koprofagi er skadeligt for hundene selv, men det er vist, at hunde der æder katte-afføring er medvirkende årsag til at sprede forskellige parasitter og mikroorganismer, der kan forårsage sygdom hos mennesker. 
Modsat er der forskning, der viser, at børn der lever uhygiejnisk og med daglig kontakt til dyre-afføring tilsyneladende udvikler et sundere immunforsvar. De har ikke den samme forekomst af astma og allergi som de børn der lever unaturligt hygiejnisk. Hvem ved, om det samme gør sig gældende hos hundehvalpene, altså, at det er gavnligt for dem at smage på afføring!?

Hunde som vi holder som kæledyr, har de samme instinkter som deres forfædre i naturen. Hvalpen vil helt naturligt smage på sine søskendes afføring måske forstærket af at have set tæven gøre rent. Koprofagi aftager med alderen og er, hos de fleste, ophørt ved et-års-alderen. Når det hos din hund er fortsat til, at den nu er to år, så begynder det at være et problem, som man bør forsøge at tage sig af. Der er nogle hunde, der har en arvelig tendens til at udvikle koprofagi. Du han jo spørge opdrætter, om de har set noget lignende tidligere. I øvrigt syntes jeg, at du skal have udelukket nogle rent fysiske tilstande, der kan resultere i koprofagi. Du skriver ikke noget om din hunds helbredsmæssige tilstand i øvrigt. Jeg går ud fra, at den i øvrigt trives og ikke har nogle tegn på sygdom. Det din dyrlæge bør gøre er bl.a. at udelukke sygdomme i tarm og bugspytkirtel. Dette gøres ved at undersøge blod- og afføringsprøver. Desuden skal I søge at optimere hundens fodring. 
Hos den, i øvrigt, raske hund kan koprofagi skyldes, at hunden fornemmer, at den mangler noget. Et foderskift kan derfor være løsningen. På Aalborg Dyrehospital er det vores veterinærsygeplejersker der har den største ekspertise i at rådgive om fodring. Nogle hunde har brug for et mere fiberholdigt foder, andre afhjælpes ved at skifte til et foder med særligt højt indhold af protein. Selvom man vælger et hundefoder af god kvalitet, kan den enkelte hund have særlige behov for næringsstoffer. 

Før i tiden forsøgte man at behandle koprofagi ved at tilsætte ekstra salt til hundens foder. Dette hjalp i nogle tilfælde. Der er undersøgelser, der viser, at glutamat også kaldet ”det tredje krydderi” (MSG) tilsat foderet kan hjælpe.  Glutamat er en kunstig smagsforstærker, der har været undersøgt for evt. skadelige virkninger, uden at det har kunnet dokumenteres, at der er nogen helbredsmæssig risiko ved at tilsætte det til fødevarer.

Der er ingen tvivl om, at koprofagi for mange hunde bunder i nogle adfærdsmæssige mekanismer. De hunde, der fortsætter med at æde andre hundes afføring som voksne betragtes som langsomt udviklede eller permanent umodne. De er stadig ”i deres følelsers vold” og har ikke lært, at det er uhensigtsmæssigt, når man i øvrigt har velsmagende alternativer (ordentligt foder). Nogle hunde gør det for at påkalde sig ejers opmærksomhed, og den får de godt nok i form af frustration, råben og skrigen, løben efter eller hvad vi mennesker ellers kan finde på. 

Du skriver, at din hund er en foxterrier på 2 år, og det er jo en dejlig aktiv hund, der oprindeligt er skabt til jagt. Jeg ved jo ikke, hvordan jeres liv er indrettet i forhold til hunden, men nogle hunde, der har koprofagi afhjælpes ved, at ejer yder en ekstra indsats for, i en periode, at forhindre, at hunden kommer i kontakt med andre hundes afføring og samtidig stimulerer hunden med træning og ekstra motion. Det vil sige, at hvis hunden er vant til at løbe frit omkring, så skal den nu udelukkende luftes i snor, så du kan kontrollere, hvad den har mulighed for at tage i munden. Hvis den skal have lov at gå i haven alene, så skal haven renses dagligt for al afføring. Din hund skal helst ikke se, at du farer rundt og samler klatter op, det vil han bare søge at efterabe og eventuelt konkurrere med dig om.

Koprofagi er for nogle hunde et udtryk for kedsomhed og manglende stimulering. Din hund er sikkert ganske intelligent og har brug for udfordringer. Du skriver ikke, om du går til agility, lydighedstræning eller lignende med din hund. 
Hvis du ikke er i gang, så vil jeg anbefale dig at starte.  Til hundetræning vil du lære, hvordan du kan stimulere din hund, så den retter fokus på dig og ikke på de ildelugtende klatter den finder rundt omkring.
Al træning foregår med masser af ros og godbidder når hunden gør, som vi ønsker. Modsat skal den ikke have reaktion, når den gør noget uhensigtsmæssigt  og helst ignoreres.

I svære tilfælde kan man forsøge at behandle koprofagi med nervemedicin (antidepressive), men heldigvis er langt de fleste hunde mulige at håndtere som ovenfor beskrevet.

Håber at dette kan hjælpe jer videre. 
Med venlig hilsen 
Mette Rønn-Landbo