Knæskade

Et sprunget korsbånd viser sig som ofte ved en pludselig opståen halten.

Du er ude og lege med menneskets bedste ven i skoven, på marken, stranden eller ude i haven. Pludselig sker der noget, der får hunden til halte rigtig meget på det ene bagben.
Den hyppigste årsag, til pludselig halthed på bagbenet, er sygdomme i knæet som korsbånds- eller meniskskader.

Der er to korsbånd i et knæ, hvor det ene har et fremadgående forløb og det andet går bagud. De krydser hinanden og deraf kommer navnet ”korsbånd”. Korsbåndene i knæet sørger for at lårbensknoglen og underbenet ikke flytter sig frem og tilbage i forhold til hinanden hjælper med rotationstabilitet. Da hunde normalt står med let bøjede knæ i forhold til os mennesker, er det i langt størstedelen af tilfældene det forreste korsbånd der bliver skadet.

Nogle racer rammes hårdere end andre. Det er særligt store hunde som labrador, rottweiler, golden retriever og mindre racer som cairn terrier, dog kan alle rammes af skaden. Korsbåndsskader på mennesker er næsten altid på grund af et vrid eller anden type af stræk i benet. Det kan være på skituren eller et spil håndbold. Hos hunde er det en anden mekanisme. Her er det langt de færreste der sprænger grundet traume. Hundenes korsbånd degenererer, altså de svækkes og man ved desværre ikke hvorfor. Ofte kan man se en mild halthed på bagbenet eller begge. Dette kan skyldes en ”partiel ruptur” betydende et delvist overrevet korsbånd. Det kan være svært for dyrlægen at diagnostisere denne lidelse, da knæet typisk stadig er stabilt. Her kan man ved hjælp af arthroskopi, som er en kikkertundersøgelse af knæet, finde ud af om dette er situationen.

Behandlingen for både fuldt sprunget og delvist overrevet korsbånd vil typisk være den samme. Desværre sker det ofte, at den inderste menisk tager skade når korsbåndet springer.

Knæet undersøges ofte ved hjælp af en bedøvelse af hunden, hvor der kan mærkes løshed i knæet og ved hjælp af røntgen. I tvivlsspørgsmål kan man lave en kikkertundersøgelse af hundens knæ. Her kan man undersøge både korsbåndet og menisken.

Hvad så hvis ikke man gør noget ved det?
Der vil komme kraftig slidgigt og der vil helt sikkert være smerter. Det kan udvikle sig hurtigt og vil ikke kunne tilbagedannes selv hvis man opererer senere.

På Aalborg Dyrehospital opererer vi det ødelagte korsbånd og menisk på flere forskellige måder. Operationsteknikken afgøres af hvor stor hunden er, hvor stejlt den står på benet og vægten af hunden. De mest anerkendte teknikker er, hvor man ændrer geometrien i knæet, så det forreste korsbånd er overflødigt. Man undersøger og behandler altid menisken, når man laver den korrigerende operation.

Prognosen er generelt god og man ser typisk at hunden er haltfri efter 6-8 uger med langsom genoptræning.

Komplikationer er typisk få hvis hunden ellers kan holde tungen fra såret og holde sig i ro. Dog ser man i 7% af tilfældene, at hundene kan få en meniskskade som en komplikation, hvis ikke denne var skadet inden. Hvis dette er tilfældet vil det kræve en mindre operation for at afhjælpe problemet.

Da det, som tidligere nævnt, er en degenerativ lidelse ser man typisk, inden for 8-12 måneder, at korsbåndet på modsatte ben desværre også springer. Det er smadder ærgerligt, men det gode er, at hunden typisk har genvundet fuld funktion af det tidligere opererede knæ og derfor kan bruge det normalt.

I sjældne tilfælde kan hunden være så uheldig at korsbåndene begge springer samtidig. Her vil man typisk operere det ene ben først og så det andet nogle måneder senere.

Kan man så gøre noget for at undgå at det sker? Man kan ikke gøre noget ved degenerationen, men man kan sørge for at hunden er i god kondition og ikke mindst holder sig slank. Overvægtige hunde har større tendens til at korsbåndene springer, af den simple årsag at der er for meget vægt på benene. Overvægtige hunde har derudover også sværere ved at komme sig over operationen.

Korsbåndsskader er typisk forbundet med en større udgift. Det er derfor en rigtig god idé, at have sin hund sygeforsikret, da der skal laves undersøgelse, tages røntgenbilleder, bedøves og opereres.

Med venlig hilsen
Johannes Fogh
Dyrlæge