Krammehormoner hos hunde

En del af mit virke som dyrlæge er til stadighed at følge med i den nyeste forskning, der udføres ude i verden inden for det medicinske område. Ind i mellem falder jeg over sjove og forunderlige videnskabelige studier. Det skete for nyligt, da jeg læste om et studie omhandlende hundens produktion af hormonet oxytocin.

Oxytocin er et hormon som dannes i hjernen. Hormonet findes i størst mængde hos kvinden, hvor det blandt andet fremkalder sammentrækning af livmoderen under fødsel. Desuden er det af stor vigtighed for overlevelsen af det spæde barn, da det er ansvarlig for, at moder lægger mælk ned i mælkegangene og knytter følelsesmæssig bånd til sit barn. Samme hormon giver manden et samhørighedsforhold til sit barn og familie.

Dannelsen i hjernen udløses af kærlige handlinger og alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli. Herefter frigøres det til blodet, hvor det påvirker vores centralnervesystem. Dette medfører afspænding og ro.

 

Hormonet oxytocin er således vores ven, da det for os har følgende virkninger:

·        Mængden af stresshormoner daler og vi bliver mindre angste

·        Blodtrykket falder

·        Vi bliver mere rare, tillidsfulde, empatiske og kærlige

·        Følelsen af tryghed stiger

·        Indlæringsevnen øges

·        Immunforsvaret styrkes

·        Kreativiteten øges

 

Med et højt indhold af oxytocin i blodet bliver vi mere rare og kærlige mennesker at være i nærheden af. Det er det dette fantastiske livsbekræftende hormon kan. Knytte bånd, skabe nærhed og langvarigt følelsesmæssigt samhørighed.

Da vi mennesker er sociale væsner, er det ikke mærkeligt, at hormonet er livsvigtigt for os. Det er supernemt for menneskes hjerne, at udløse oxytocin. Den nemmeste måde er såmænd bare at give et godt bamsekram som holdes over 30 sek. Oxytocin bliver derfor populært kaldt kærligheds- lykke-eller krammehormonet.

Men hvordan er det så med menneskes bedste ven, hunden. Er oxytocin lige så vigtigt for den?

Og her er det, jeg faldt over japanske forskere, der mener, de kan dokumentere, at hunden har udviklet samme evne til at simulere oxytocindannelse i hjernen på baggrund af kærlig kontakt med mennesker.

Det japanske studie viste nemlig, at når hund og menneske, som har et tæt indbyrdes forhold, kikker hinanden i øjnene, så øges produktionen af lykkehormonet hos bege parter og er på den måde med til at styrke det sociale bånd mellem dem.

De japanske forskere fik en urinprøve fra 30 hunde og deres ejere. Herefter lod de dem være alene sammen. De kunne gøre, hvad de havde lyst til, dog måtte de ikke have fysisk kontakt. Forskerne målte, hvor længe hund og ejer havde øjenkontakt. Efterfølgende urinprøve viste, at jo længere tid hund og ejer havde haft øjenkontakt, des større var deres indhold af oxytocin i blodet. Et nyt eksperiment blev lavet, hvor oxytocin blev givet til både hund og ejer via næsespray, inden de blev ladt alene sammen i et rum. Resultatet viste, at hund og ejer brugte endnu mere tid på at se hinanden dybt i øjnene.

Forsøgte man at lave samme undersøgelse på socialiserede ulve og deres dyrepassere, fandt man ingen øget trang til øjenkontakt. Ej heller øget produktion af oxytocin.

Derfor udledes det, at hunden gennem domesticering har udviklet evnen til at knytte bånd til deres ejere og dermed har tilpasset sig et liv sammen med os mennesker. At dette er sket under indflydelse af oxytocin

Måske har hormonet endda betydet en rolle i hundens evolution fra vild ulv til lille nuttet hund. Tanken er, at de hunde, der kunne indgå i en relation med mennesket, blev plejet og beskyttet af vores forfædre. At oxytocin ligefrem kan have været broen mellem de 2 arter.

Spændende synes jeg, at i så mange sammenhænge er vores menneskelige adfærd styret af vores hormoner. Vi tror, at vi vælger med vores fornuft, hvor det i realiteten er hormonerne, der styrer os.

I den sammenhæng synes jeg det er rart, at vi lige netop med hormonet oxytocin selv kan gøre noget for at øge produktionen. Vi kan beslutte os til at starte en selvproduktion af oxytocin i hjernen simpelthen ved at dele nogle gode kram rundt- at gøre nogle gode ting for os selv og mennesker omkring os. Og her er tæt samvær med vores hunde åbenbart også en kickstarter.

Et bud på et godt påske-fortsæt?

Dyrlæge, CertOnc

Berit Aakjær Sørensen

Aalborg Dyrehospital