Kun Shu-bi-dua kan måle en hunds temperatur på dens snude!

Kæledyrs-ejere er ofte i tvivl om, hvad de selv kan gøre for at hjælpe deres dyr, når dyrene er syge eller er kommet til skade. Hvornår er det, man skal kontakte dyrlægen og, hvornår er det forsvarligt at se tiden an eller forsøge at behandle hjemme først?

Noget jeg oplever i klinikken er, at folk ikke ved, at de fleste selv kan tage temperatur på deres kæledyr. Det foregår akkurat som på mennesker med et digitalt termometer der føres op i endetarmen, og holdes der til temperaturen ikke længere stiger eller til termometeret giver signal til, at det er færdig med at måle (typisk 1 min.). For de fleste vil det være nødvendigt, at være 2 personer om at måle temperaturen på dyret. Den ene holder hovedet og den anden fører termometeret ind. 
Nogle mennesker bryder sig simpelthen ikke om at gøre sådan noget selv, og samtidig er der nogle dyr som kræver professionel håndtering for at det kan lade sig gøre. I sådanne tilfælde må temperaturmålingen nødvendigvis foregå på dyrehospitalet. 
En gammel misforståelse er, at man kan mærke, om hunden har feber ved at føle på dens snude. Hundesnudens temperatur og fugtighed afhænger mest af omgivelsernes temperatur og luftfugtighed og siger intet om, hvordan hunden har det.  Desværre, frem med termometeret og lidt vaseline!!
Termometeret man bruger er den helt samme type som man bruger til mennesker. Det er dog en god idé, at have et termometer, som man bruger særskilt til kæledyrene. Det kan købes i de fleste dagligvarebutikker samt på apoteket eller hos dyrlægen (under 100 kroner). 
Hunde og kattes temperatur er normalt mellem 38,4-38,6 grader C. Hvis temperaturen er over 39 grader, så har dyret feber og dyrlæge bør kontaktes. Det kan være en stor hjælp for os dyrlæger, at man selv har taget temperaturen på dyret hjemmefra, idet mange dyr får temperaturstigning af stress og ophidselse. Det at komme til dyrehospitalet kan, for nogle dyr, være nok til at temperaturen stiger en smule og derved skabe tvivl om der er tale om feber eller blot almindelig ophidselse over at skulle til dyrlæge.

Især hvis man er helt nybagt kæledyrs-ejer, kan man meget let blive i tvivl om de symptomer man oplever hos den lille hvalp eller killing. 

En typisk lidelse hos den lille killing eller hvalp er diarré og opkast på grund af foderskift, eller fordi det unge uerfarne dyr finder på at spise uhensigtsmæssige ting. De unge dyr har generelt en lidt sart mave- tarmkanal, der fungere bedst med helt ensartet fodring. Altså ikke for mange godbidder og pas på, hvad der ligger frit fremme inde og ude. 

Hvis hvalpen/ killingen er normal aktiv og gerne vil spise og drikke, så er det fuldt forsvarligt at forsøge at behandle let diarré og opkast hjemme. Generelt gives diætkost, enten som specialfoder købt hos dyrlægen eller hjemmelavet skånekost. Skånekosten kan fint bestå af havregrød, eller kogte ris, lidt kogt kylling eller mager fisk. Foderet gives i mange små hyppige måltider. Ligeledes gives der væske i små hyppige portioner. En god idé er det, i tilfælde af diarré, at give lidt sukkerholdig sodavand (7 Up eller Cola), men også i mange små portioner. Det er også en god idé, at give sunde mælkesyrebakterier i pasta-form, der købes på apoteket eller hos dyrlægen (f.eks. Zoolac). Alternativt kan man give A38, Cultura eller anden surmælksprodukt. 
Som regel løser problemet sig i løbet af 2-3 dage. Hvis tilstanden derimod forværres og dyret bliver alment påvirket, så kontaktes dyrlægen. 
Dyrlægen vil starte behandling med væske samt antibiotikum og medicin mod opkast.

I tilfælde af sår og småskrammer kan det også være svært at vurdere, om det er noget kæledyrsejeren selv kan behandle hjemme, eller om der er behov for dyrlægehjælp. Hvis der er tale om store åbne eller blødende sår, så skal der selvsagt dyrlægebehandling til. Mange mindre sår og skrammer kan imidlertid behandles på samme måde som vi menneskers skrammer kan behandles. Det vil sige med vask i mild sæbeopløsning eller klorhexidin for at såret kan hele uden betændelse. 

For katte gælder der det specielle, at de ofte er udsatte for at blive bidt af andre katte.  Såret efter et kattebid er ofte meget lille, men pr. definition inficeret med temmelig væmmelige bakterier.  Dette bevirker, at der ofte udvikler sig en byld under huden. I de dage, hvor bylden udvikler sig er katten gerne trist og meget øm og vil typisk have feber. Hvis naturen går sin gang sprænger bylden til sidst og tømmer sig for rigeligt betændelse (pus). Når bylden først har åbnet sig har katten mindre ondt og feberen falder. Derefter gælder det om at holde såret, hvor bylden har åbnet sig rent og åbent i mindst 1 uge til. Dette gøres med hyppig vask med mildt sæbevand eller klorhexidin.
Hvis man opdager, at katten er blevet bidt, så hold såret rent og åbent med klorhexidin og kontakt dyrlægen, hvis der danner sig en byld. 
Hos dyrlægen vil katten få antibiotikum og medicin mod smerte og feber. Af og til er vi nødt til at operere, for at få bylden til at hele. Generelt gælder, at hvis dyret bliver alment påvirket (stopper med at spise, drikke eller får feber), så skal dyrlæge kontaktes.

Her i sommerhalvåret er der mange hunde, der får sår i trædepuderne, som er den hårde hud under tæerne. Nogle af sårene er så store, at de kræver dyrlægebehandling i form af operation, hvor dyrlægen vil sy eller lime huden sammen. Det specielle ved huden på trædepuderne er imidlertid, at den ikke heler et sår fra siderne som almindelig hud. Derimod skal trædepuden hele fra bunden. Det vil sige, at det tager 3-4 uger, før et sår er helet op. I den tid har hunden ret ondt i poten og vil halte, især ved gang på ujævnet underlag. Det gælder derfor om, at holde såret rent (sæbevand eller klorhexidin) og beskyttet mod underlaget med en bandage eller sok. 
Hos dyrlægen kan man købe en neopren-støvle, som kan holde til vejr og vind og som giver god beskyttelse og er let af få til at sidde fast på poten. 

Når vi er ved hundepoter, så er skadede kløer en historie for sig. Selvom det lyder meget uskyldigt at hunden har flækket en klo, så kan det sagtens være meget smertevoldende og generende for hunden gennem længere tid. Især skal man være opmærksom på, om kloen er flækket helt op til klovolden (svarende til vores neglerod). Hvis det er tilfældet, så er der påkrævet at komme til dyrlægen og evt. få trukket kloen af. Dette indgreb foregår selvfølgelig i fuld narkose. Efterfølgende vil dyrlægen behandle hunden med bandage, antibiotikum og smertestillende medicin. Hvis kloen ikke bliver fjernet er der stor risiko for, at der går betændelse i klovolden og kloen bliver misdannet.

En anden form for ”førstehjælp” er kogsalt, der kan anvendes som brækmiddel til hund, der har spist gift. Dette gøres dog først efter, at man har talt med en dyrlæge, idet nogle kemikalier og genstande ikke bør forsøges kastet op.

Husk at man kan tegne sygeforsikring til sit kæledyr. Selvom vi alle håber på aldrig at få brug for vores forsikringer, så er de pokkers rare at have, hvis uheldet er ude. Det er rart at have et forsikringsselskab at sende dyrlæge-regningen videre til! 

Mette Rønn-Landbo