Når det er mest kærligt at sige farvel

Vi mennesker fortjener ikke hunde. Det skrev min niece til mig en dag, hvor vi som hundeejere var enige om, at hunde var en gave til os mennesker. At vi måske ikke altid levede op til at være det samme for dem. At de var små engle med 4 poter

 

Jeg kan se, at rigtig mange af de mennesker, der kommer på Aalborg Dyrehospital med andre dyrearter, har samme følelser.

Men i dag skriver jeg som hundemenneske. Og jeg skriver med et hjerte, som er under heling i savnet af vores lille hund Jackson, som vi for en måned siden, efter næsten 16 år, var nødt til slippe og sende hjem til alle de andre hundeengle.

Jackson var vores Happyfeet.

Altid dansende glad på sine små poter. Specielt ivrigt når en fyldt madskål nærmede sig. En lille dansk/svensk gårdhund blanding, som kom til os fra Dansk Dyreværn. I løbet af de mange år fik specielt min yngste datter og Jackson et helt specielt forhold. Det forhold fortsatte, da hun flyttede hjemmefra. Når hun kom hjem, var Jackson den første, hun hilste på. Specielt de sidste år af hans liv, hvor vi tiltagende var opmærksom på, hvordan hans livskvalitet var. Svære samtaler måtte tages om, hvornår det var tid at sige farvel.

Vi har før i vores lille familien måtte sige farvel til en elsket hund. En lille Cairn Terrier, Oskar, som blev næsten 17 år. Da var det vores ældste datter, som havde det værst. Det er så ubeskriveligt svært at komme frem til beslutningen om aflivning. Savnet bagefter så smertefuldt. Jeg har her i Nordjyske tidligere beskrevet dette farvel. Hvordan Oskars sidste dag blev smuk i vores hjem. Googler I ” et svært men kærligt farvel til Oskar”, da finder I denne artikel, som blev skrevet med tårer i mine øjne.

Jeg har elsket alle mine hunde, men Jackson var noget helt specielt for mig. Hvis man kan tale om sjælevenner blandt hunde, så var han min. Så allerede for 2 år siden begyndte jeg at få en slags sorg før sorgen. En ventesorg. Jeg kunne se Jackson blive gammel. Få mere og mere gigt. Blive svagtseende og til sidst næsten døv. Gigtsmerterne kunne jeg styre ved at behandle ham med de medicinske muligheder, vi som dyrlæger har til rådighed. Som 11 år blev han opereret af min kollega på Aalborg Dyrehospital for et sprunget korsbånd. Også dengang var vi i familien i tvivl om, det var rimeligt overfor Jackson. Trods han høje alder gik det dog rigtig fint i mange år.

Det sidste halve år af Jacksons liv gik det ned ad bakken. At indse dette. At se virkeligheden i øjnene er dog ikke lettere, fordi jeg er dyrlæge. Vores ældste datter skubbede på. Hun syntes Jacksons livskvalitet var kraftigt nedadgående. Måske var det lettere for hende at se end for min mand og jeg, der var sammen med vores lille hund hver dag. Jackson var jo stadig glad.

Stadig glad for at gå små ture. Stadig ivrigt spisende. ”Hvis vi bare lige kunne få julen med” sagde vi. Men det blev ikke lettere efter jul.

For hvordan ved vi, hvornår det ikke er fair for vores dyr mere? Hvornår er euthanasi, at aflive, vores dyr det mest kærlige at gøre for dem? Euthanasi er græsk og betyder ”den gode død”. Der, hvor dyret forlader os med værdighed og uden lidelse. Der, hvor vi som mennesker kan følge dem hele vejen og på en rolig måde være der under aflivningen. Der hvor vi bagefter kan føle, at det var rigtigt og hvor vi kan tage hul på sorgen ved at miste en rigtig god ven.

I mit arbejde som dyrlæge certificeret i kræftdiagnostisk og behandling står jeg tit overfor spørgsmålet: hvornår er det tid til farvel? Hvordan kan vi se, om vores dyr har en værdig livskvalitet? Det spørgsmål kan jeg kun svare på i samtalen med dyreejerne. For først er vi nødt til at tale om, hvad ejerne synes, der skal til for, at dyret har god livskvalitet. Det er forskelligt, hvad mennesker svarer, men igen går:

 

- Dyret skal kunne rejse sig og selv kunne gå ud for at tisse

- Skal drikke og spise normalt

- Kunne bevæge sig rundt uden de store smerter

- Være interesseret i at indgå i aktiviteter sammen med ejer

 

Når vi har defineret ejers tanker om livskvalitet, da foreslår jeg ofte, at ejer skal lave en liste på 3-5 ting, de ved, eksempelvis hunden rigtig godt kan lide. Det kan f.eks. være:

 

- At gå tur

- Tage imod ejer ved døren

- Lege med en speciel bold

- Være opsøgende for at blive kælet for

- Løbe langs hækken og gø ad naboen

 

Når hunden holder op med disse ting, skal det være en advarsel om dalende livskvalitet. Sammen med dyrlægen kan debatteres, hvor mange af disse ting, der skal forsvinde, før det er tid til det svære farvel.

Man kan også lave sig en kalender over gode og dårlige dage for dyret. I slutningen af hver dag kan markeres, hvordan dagen har været. På forhånd kan i familien debatteres, hvor mange dårlige dage i træk, der må være, før dyret ikke mere har et værdigt liv. Sådan en kalender vil være med til at give et overblik og forhindre os i at fortrænge virkeligheden.

I denne overvejelsesproces er det deslige vigtigt, at vi kikker på vores egen livskvalitet. Ventesorg er psykisk hårdt. Nogle gange krydres den af dårlig samvittighed overfor dyret og ked-ad-hed over omverdens manglende forståelse. Familien skal også komme igennem dyrets sidste tid på en værdig måde.

Vi skal huske på, at dyret ingen bevidsthed har om sin død og tidspunktet herfor. Det er i hvert fald det, jeg formoder. Smerten ved at sige farvel bliver ikke mindre af, at vi venter med beslutningen. Måske endda tværtimod.

At tage et kontrolleret valg giver i mine øjne ”den gode død” for dyret. Den hvor familien kan være til stede. Den kendte dyrlæge udfører gerningen stille roligt under hensyn til både dyr og dets mennesker. Hvor børn evt. kan være med. Dette i modsætningen, hvor aflivning pludselig skal udføres i panik en nat hos en ukendt vagtdyrlæge. Disse situationer har jeg selv i mit job oplevet alt for tit.

Kunne jeg have spurgt Jackson, så ville han som vores allerbedste ven kun gøre det så godt for os, han var så knyttet. Tillægger jeg ham menneskelige egenskaber, så viste han måske, at vi havde så svært ved at tage beslutningen om hans euthanasi. For han tog beslutningen for os!

En dag for en måned siden sent aften hoppede han et trin ned fra vores køkken ud i haven. Her sprang han sit andet korsbånd og kunne slet ikke rejse sig. Som næsten 16 år synes vi ikke, han skulle igennem mere. Han havde givet os alt det, han kunne i sit liv. Han fortjente et værdigt farvel efter et langt og godt liv.

Så jeg smertedækkede ham. Vores døtre kom dagen efter. Vi havde en hel dag, hvor vi kælede for ham. Fik grædt ned i hans bløde pels. Hver især fik vi mulighed for at sige farvel. Fik talt om alle de gode stunder, vi have haft med ham. Om aftenen med min hjælp sov Mr. Jackson stille og roligt ind på sit yndlingssted med os alle fire omkring sig.

Vi vil aldrig glemme denne elskelige lille hund. Jeg hører stadig hans logrende hale bankende på underlaget. Hører stadig hans strippende Happyfeet. Jeg sørger stadig. Og det er OK. Det er naturligt…

 

Dyrlæge Berit Aakjær Sørensen

Aalborg Dyrehospital