Ledmus i skulderen
Min mand og jeg havde egentlig besluttet, at vi ikke skulle have hund mere, da vores kære gravhund Lady gik bort i starten af året. Vi har haft hunde i mere end 40 år, og ville nu nyde den frihed det giver, ikke at være bundet af at have en hund. MEN efter et par måneder med frihed nåede vi til den erkendelse, at vi ikke kan undvære at have en fir-benet ven i vores tilværelse.
Efter lidt research valgte vi en labrador af den gammeldags slags, og vi var så heldige, at finde en hanhund på 5 mdr., der allerede var renlig og desuden vant til børn, hvilket er helt perfekt, da vi tit har besøg af vores børnebørn. Indtil videre er alt også gået godt, vi har fået verdens dejligste hund og har stor glæde af ham i hverdagen.
De seneste par uger synes vi dog, at han er begyndt af halte lidt på det ene forben. I starten var det kun en gang imellem, faktisk var vi slet ikke sikre på, at der var noget galt, da der kunne gå dage imellem vi mente han haltede. Nu er vi dog helt sikre på, at der er noget galt. Vi er i kontakt med ejerne til de andre hvalpe fra kuldet og i går meddelte én af de andre, at de havde haft samme problem, altså halten på et forben. De havde konsulteret deres dyrlæge, som undersøgte hunden og fandt en ledmus i skulderen på den. De har fået at vide, at de skal give deres hund smertestillende og se tiden an.
Nu er vi selvfølgelig bekymrede over om vores King kan have samme problem. Vi håber I kan fortælle os lidt om ledmus i skulderen hos hund samt hvad vi kan forvente os, hvis King er så uheldig at have en sådan.
Med venlig hilsen
Aase Hansen
Hej Aase,
Tak for din mail – og jo, jeg vil gerne fortælle om ledmus i skulderen hos hund.
Hvad er en ledmus?
En ledmus er et stykke væv – typisk ledbrusk, der kan fungere som et mekanisk fremmedlegeme og forårsage smerte samt eventuelt fastlåsningen af leddet. Ledmus udvikles i hundens første leveår og er et resultat af en fejl i den normale dannelse af ledbrusk. Denne fejlslagne bruskudvikling medfører, at der dannes en flap af ledbrusk, som kan rive sig løs og bevæge sig ud i leddet – en ledmus er dannet. Nogle gange forkalker ledmusen og bliver derved større. I enkelte tilfælde reabsorberes ledmusen.
Hvilke hunderacer får ledmus og hvilke led rammes?
Det er hos de mellemstore hunderacer og gigant racer at ledmus ses, altså typisk hunde, der udvokset vejer 20 kg eller mere. Derimod ses ledmus meget sjældent hos de små hunderacer og hos katte.
På forbenet ses ledmus typisk i skulder- og albueled, mens hase- og knæled oftest afficeres på bagbenet. Hanhunde får hyppigere ledmus end tævehunde og det er ikke ualmindeligt, at der findes en ledmus i samme led på modstående ben.
Som nævnt ovenfor udvikles ledmus i hundens første leveår og det er da også hos de unge hunde – fire til otte måneders hvalpe, at vi finder langt de fleste ledmus.
Hvad er symptomerne på ledmus?
Uanset hvilke led, der rammes af ledmus, er symptomet halthed. Hvis ledmusen sidder i skulderen, vil hunden halte på forbenet. Hvis det er tale om en ledmus højre skulderled, vil man se hunden tage mest vægt på det venstre forben – man siger, at hunden nikker på det raske ben.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved at der tages et røntgenbillede af hundens skulderled. Typisk skal hunden beroliges til dette, da det er vigtigt, at den ligger helt stille, når røntgenbilledet tages. Der tages billeder af begge ben, da lidelsen ofte er dobbeltsidig.
Hvordan behandles ledmus?
Man kan behandle ledmus enten medicinsk eller kirurgisk. Ved medicinsk behandling vil man give smertestillende lægemidler og håbe at ledmusen reabsorberes eller sætter sig fast et sted i leddet, hvor den ikke generer. Ved kirurgisk behandling vil man gå ind og fjerne ledmusen - enten ved åben kirurgi eller ved en kikkertoperation. I langt de fleste tilfælde ender man med at fjerne ledmusen.
Hvordan klarer hundene sig efter en operation?
Prognosen efter en operation for en ledmus i skulderen er god. Langt de fleste hunde, mere end 75%, vil fungere uden mén.
Jeg håber, at ovenstående har givet Jer bedre forståelse af ledmus hos hund. Jeg vil anbefale, at I kontakter Jeres dyrlæge, så King kan blive undersøgt. Skulle King have en ledmus i skulderen, bør I orientere Jeres opdrætter, da der arvelige aspekter i lidelsen.
God bedring med King
Med venlig hilsen
Dyrlæge Michael A. Butler
Aalborg Dyrehospital