Leica i Kemoterapi

Leicas nye år – en gave

Det er tirsdag i den første uge i det nye år, og egentlig er det min fridag. Alligevel er jeg snart på vej ind til mit ugentlige stævnemøde med den sødeste gammel dansk hønsehund, Leica og hendes utrolig venlige ejer. Det er nemlig vigtigt, at Leica får sine behandlinger med præcis en uges mellemrum. Leica, hendes ejer og jeg har nu mødtes på denne måde 7 gange, og hun har nu kun 4 behandlinger tilbage, før vi med håbefuldt og bævrende hjerte må afslutte hendes ugentlige behandlinger.

Leica er sådan en dejlig tæve på 8 år. Hendes ejer er knyttet til hende på en positiv og livsbekræftende måde og Leica har fulgt ham overalt og gennem 2 meget svære og sorgfulde perioder af hans liv.

Desværre er det nu Leica, der har kræft.

I efteråret 2011 blev Leica henvist til mig fra en kollega i byen. Leica havde pludseligt udviklet nogle hævelser under kæben, og hun var blevet træt og nedtrykt. Leicas egen dyrlæge havde mistanke til, at hun led af lymfeknudekræft. Da Leicas far var indstillet på at forsøge en behandling med kemoterapi, opsøgte han mig, da Aalborg Dyrehospital er officielt godkendt til at give den type behandling. 

Under min indledende undersøgelse kunne jeg konstatere, at alle Leicas følbare lymfeknuder var forstørrede. Hunde kan få forstørrede lymfeknuder af andre årsager end kræft, men en af det mest almindelige årsager til generelt forstørrede lymfeknuder er lymfeknudekræft. 
For at sikre mig, at Leicas diagnose var rigtig, udtog vi en blodprøve og lavede en celleprøve fra flere af Leicas lymfeknuder. Resultatet af prøverne bestyrkede mistanken, hvorefter jeg fjernede en hel lymfeknude fra Leicas knæhase. Denne blev sendt til patologisk undersøgelse på et laboratorium i England, for at få en præcis diagnose. Desværre kom svaret tilbage, at Leica led af en type lymfeknudekræft, som kan være svær at behandle.

Det kræver store etiske overvejelser, før man går i gang med at behandle dyr med kemoterapeutika. Personligt er mit krav, at dyret under kemobehandlingen skal have et værdigt liv. I mine øjne betyder det et hundeliv uden smerter og ubehag. Et liv, hvor hunden kan udføre de fleste af de ting, som den kunne, før den blev syg. Ejer skal være helt afklaret med, at behandlingen kræver, at hunden skal komme til kontrol samt behandling hver uge i mange uger afhængig af, hvilken kur hunden får. Dette fordrer, at hunden er samarbejdsvillig og ikke alt for bange for at være i kontakt med dyrlæger. 

Vi har næsten alle oplevet i vores familie eller omgangskreds, hvor svært det kan være at gå igennem en kemobehandling. Der er mange bivirkninger og meget ubehag, som vi på ingen måder vil acceptere, vores dyr skal gennemgå. 
De kemoterapeutika, som vi kan tilbyde vores dyr, er de samme, som bruges til mennesker med kræft. Da vi som sagt kræver, at dyret under kemobehandling skal have et værdigt liv, da er vi nødt til at nedsætte dosis af medicinen. Det betyder, at behandlingen i modsætning til mennesker, kun sjældent er helbredende. Behandlingen forventer vi at være livsforlængende - fuldstændig som, når vi behandler hunde og katte for dårligt hjerte, sukkersyge og så mange andre lidelser. Målet for kemobehandlingen er, at dyret får et længere liv og med en livskvalitet, der er bedre end, hvis vi ikke gav behandlingen.

Leicas far var dog ikke i tvivl. Hvis der fandtes en mulighed for, at hans kære hund kunne få et længere liv uden synlig og mærkbar sygdom, da skulle Leica have denne chance. Også trods risikoen for, at denne ekstra tid ikke blev så lang.

Så i efteråret 2011 begyndte Leica sin kemokur bestående af 11 behandlinger givet en gang ugentligt. Hver uge kommer Leica for at få kontrolleret sit blod. Dette for at sikre os, at hun kan tåle den efterfølgende kemobehandling. Herefter får hun medicinen via drop i en vene i forbenet. Det tager ca. 20 min. Imens sidder hun på et blødt tæppe, hvor hun bliver kælet for og bliver trakteret de lækreste godbidder, vi kan finde på.

Heldigvis har Leica taget rigtigt godt imod behandlingen. Allerede efter første behandling svandt lymfeknuderne helt ind, og Leica blev næsten sig selv. Hun har ikke haft en eneste bivirkning, udover en smule træthed, som både kan være et resultat af behandlingen, men også kan skyldes hendes kræftsygdom. Hver gang er hun glad fulgt med os og siddet ganske roligt under den intravenøse behandling. Efter behandlingen har hun glad og logrende løbet ud til sin far, som har modtaget hende med en rørende glæde. 
Nogle gange har hendes blodværdier ikke været helt i orden, hvorefter vi har måttet springe en uge over, før vi gik i gang med ny behandling.
 

Og sådan er situationen, nu hvor jeg er på vej ind til Aalborg Dyrehospital. Det bliver med noget vemod, når jeg ”slipper Leica og hendes far ud i livet igen”. Mest fordi jeg har nydt deres ugentlige selskab. På forunderlig vis knyttes vi mennesker jo sammen, når følelserne sidder uden på tøjet og angst, sorg, håb og glæde er en del af samtalerne.  
Vi har jo alle prøvet at have disse følelser, hvad enten det nu omhandler et kært dyr eller et elsket menneske. Jeg har som dyrlæge opgivet at kæmpe imod. Jeg kan ikke lade være med at blive berørt af de mennesker, der er i den anden ende af hundesnoren.

Jeg håber så meget, at det varer længe inden Leica kommer igen som min patient efter endt kemokur. Derimod håber jeg at kunne gentage vores nytårsskål i champagne i december 2012, allerhelst med Leica som vidne.

Dyrlæge 
Berit Aakjær Sørensen