Livmoderbetændelse

Lige nu modtager vi på Aalborg dyrehospital, en del tævehunde med underlivsbetændelse. Det er en sygdom vi møder hos hundene året rundt, men der er en vis sæsonvariation, hvilket hænger sammen med, at der er flest tæver i løbetid i forår og sommer.

Tævehundens underliv adskiller sig fra kvinders ved, at livmoderen er delt i to rørformede ”horn”, hvor hvalpene ligger i 2 rækker under drægtigheden. Æggestokkene er placeret lige bag nyrerne, og løsner mange æg i hver cyklus. Dette opleves af ejeren som løbetid, hvor tævehunden bløder i varierende grad i 1-2 uger efterfulgt af brunstperiode, hvor hun vil være villig til parring og søge og tiltrække hanhunde. Løbetid forekommer, for de fleste tæver, 2 gange om året.

Hvad er underlivsbetændelse?

Underlivsbetændelse ses især hos modne tævehunde (6-8 år), men kan forekomme hos de unge også. Det lader til, at de tæver, der har været drægtige ikke har så stor risiko for at udvikle sygdommen. Vi ved, at tæver, der har fået hormonbehandling (P-sprøjter) har større risiko for at blive syge, ligesom der er nogle racer, der har større risiko end andre.

Underlivsbetændelsen er en infektion med bakterier, der normalt findes i den sunde tæves skede. Grunden til, at livmoderen udvikler betændelse med disse bakterier er, at livmoderens naturlige forsvar påvirkes af hormonerne i blodet efter en løbetid. Livmoderens slimhinde forandres for hver løbetid tæven gennemgår, således, at slimhinden bliver mere slimproducerende og ofte udvikler cyster under overfladen.

Efter løbetiden er tæven i en periode påvirket af et hormon, der naturligt udskilles fra æggestokkene. Dette hormon gør livmoderen mere modtagelig for betændelse, idet det hæmmer livmoderens immunforsvar og gør, at bakterierne får lettere ved at inficere livmoderens slimhinde. Bakterierne trænger ind i livmoderen fra skeden via livmodermunden, der står åben under løbetiden.

Underlivsbetændelsen kan enten være med åben livmoderhals, hvor tæven flyder fra skedeåbningen, eller  med lukket livmoderhals, hvor betændelsen bare hober sig op  i livmoderen, der derved kan blive kæmpestor og udspilet. Hos en rask Golden Retriever er den raske livmoder ca. 1,5 cm. I diameter, men helt op til 8 cm. I diameter, hvis den er udspilet af pus. Det er selvsagt den lukkede underlivsbetændelse, der er den mest alvorlige.

Symptomer
Symptomerne på livmoderbetændelse er meget forskellige og kan være svære at få øje på for tævens ejer. 
Ofte drikker tæven mere vand end ellers, der kan ses unormalt flåd (pus) fra skedeåbningen, hanhundene er måske interesseret i tæven, selvom hun er udenfor løbetiden.  Hun kan have nedsat appetit og hun er måske ikke så aktiv som ellers. Da livmoderen fylder unormalt i bughulen er mange tævehunde med underlivsbetændelse kede af at springe op. Nogle tæver vil pludselig slet ikke gå og det er derfor ikke ualmindeligt, at ejer ringer til dyrlægen og tror, at deres tæve er lammet. Desuden kan intervallet mellem løbetiderne være anderledes end ellers. Ofte tror ejer, at hunden er ved at komme i overgangsalderen, men det findes slet ikke hos hunde, de bliver ved med at komme i løbetid hele livet.

Undesøgelser for at stille diagnosen 

Når tæven ankommer til dyrehospitalet optages først en anamnese (ejers fortælling), der ofte leder til mistanken om underlivsbetændelse. Derefter foretages en generel fysisk undersøgelse, hvor vi vurderer, hvilken tilstand tæven er i. Dette kan variere fra næsten upåvirket til livstruende shock.

For at bekræfte diagnosen ultralydsskannes livmoderen. Det er en meget præcis og hurtig undersøgelse, som sjældent er ubehagelig for tæven. Ejer er næsten altid selv med til skanningen, og tæven skal ikke bedøves, men kan ofte skannes stående på undersøgelsesbordet.
 

Behandling af underlivsbetændelse

Når diagnosen er stillet, er der to muligheder for behandling. Enten en kirurgisk, hvor man ved en operation fjerner den store betændte livmoder og begge æggestokke. Eller medicinsk behandling, hvor man kombinerer antibiotikum med et eller flere præparater, der ophæver den hormonelle påvirkning fra tævens æggestokke. Hvor den kirurgiske behandling fjerner hele det syge organ vil den medicinske behandling efterlade tæven med en risiko for tilbagefald. Den medicinske behandling vælges især til tæver, der skal indgå i avl eller som ikke skønnes at kunne overleve en operation.  Den medicinske behandling virker bedst på de tilfælde, hvor livmoderhalsen er åben, så betændelsen kan flyde ud.

Medicinsk behandling:
Den medicinske behandling  foretages med injektioner med medicin på dyrehospitalet og kræver flere kontrol-skanninger. Nogle af de præparater, der behandles med kan have bivirkninger i form af kvalme og mavesmerter. Den medicinske behandling er umiddelbart lidt billigere end operationen, men væsentligt dyrere, hvis et tilbagefald alligevel fører til operation.

Operativ behandling: 

Hvis en operation vælges, vil det ofte være bedst for tæven at blive stabiliseret med væske og antibiotikum inden operationen. På Aalborg Dyrehospital vil vi desuden altid anbefale en blodprøve før operationen. Dette er for at optimere sikkerheden omkring narkosen.

En del tævehunde vil have en forbigående tendens til sukkersyge i forbindelse med sygdommen. Også dette er væsentligt at erkende inden operationen.

De fleste tævehunde er forholdsvis friske efter operationen og mange ejere oplever, at tæven er ”friskere end nogensinde” efter nogle dage. Dette skyldes, at sygdommen har udviklet sig over lang tid, så syptomer som træthed og manglende appetit og lyst til leg måske er blevet tolket som begyndende aldring eller sløvhed i den varme sommer.

Uanset hvilken behandling, der vælges, er det en dyr omgang for de fleste familier og jævnligt oplever vi på Aalborg Dyrehospital, at folk simpelthen må lade deres tævehund aflive i stedet for. Det er helt reelt men frustrerende, når vi nu ved, at det ikke havde været noget problem, hvis bare ejer havde tegnet en god sygeforsikring i tide.

Forebyggelse er mulig
Man kan i øvrigt forebygge imod denne kedelige sygdom enten ved at lade sin tævehund sterilisere på et tidligt tidspunkt. Dette anbefaler vi på Aalborg dyrehospital til de fleste tæver, der ikke skal indgå i avlen. Ved sterilisationen nedbringer man desuden risikoen for at tæven udvikler kræft i mælkekirtlerne, ligesom tendensen til sukkersyge mindskes.

Der er dog også ulemper ved at sterilisere tævehundene. En lille del af de steriliserede tæver udvikler inkontinens, der imidlertid let kan behandles medicinsk. Nogle pelsrige racer får væsentlige pelsforandringer, pelsen bliver ”fluffy” og besværlig at frisere.

Efter sterilisationen vil stofskiftet forandres og tæven vil få tendens til overvægt, hvilket forebygges med kostændring til mindre energirigt foder (eller ekstra motion).

Desuden vil vi på Aalborg Dyrehospital fraråde at sterilisere en meget usikker tæve, idet man ved sterilisationen tager en smule status og dermed selvtillid fra tæven.

Hvis man er i tvivl, om man skal lade sin tæve sterilisere, er vi altid klar med rådgivning.

Mette Rønn-Landbo 
Dyrlæge