Medicinsk neutralisation af kæledyr

Vidste du, at du kan neutralisere dit kæledyr uden en kirurgisk operation?

Neutralisation, herunder kastration og sterilisation, vil for de fleste være forbundet med en operation i fuld narkose og uden mulighed for at fortryde. Det er dog ikke den fulde sandhed, da der også er mulighed for at gøre det medicinsk.

Det kan gøres ganske simpelt med et lille medicinsk implantat på størrelse med en microchip, der kan indgives uden behov for bedøvelse. 

Det er registreret til hanhunde og ildere, men off-label er der også anvendelsesmuligheder for han- og hunkatte samt tæver.

Hvornår, hvorfor og hvordan foregår det?
På hanhunde kan man give det fra ca. 7 måneders alderen. Grunden til at man ikke kan give det før, er fordi testiklerne ved behandlingen vil skrumpe og som unghund har man en bred lyskekanal, hvilket tilsammen kan resultere i at testiklerne kan trække sig op i bughulen.

Når man indgiver implantatet vil der gå 4-6 uger før han vil være infertil og herefter yderlige 4 uger før man kan se en eventuel adfærdsmæssig ændring. Det samme gør sig gældende for en kirurgisk kastration. Der findes to størrelser af implantater, der holder henholdsvis 6 og 12 måneder.

Ophør af implantatets effekt vil føre til fuld fertilitet igen og samme testosteronniveau som tidligere.

Det bør ikke anvendes til aggressive hunde eller hunde der er kryptorchide (manglende nedstigning af testes).

Bivirkninger er få, men hyppigste kan være pelsforandringer.

 

På ilder vil implantatet virke markant længere, hos nogen op til 16 måneder - nogle oplever også at de virker længere. Her vil effekten indtræde ligesom ved hanhundene. Desuden vil den medicinske kastration nedsætte lugtgenerne mere end hvis man gør det kirurgisk.


Katte og tævehunde kan også neutriliseres medicinsk:
Der er alternative muligheder for brug af implantatet, men disse er off-label, hvilket vil sige, at produktet ikke er godkendt til dette brug, hvorfor producenten fraskriver sig ansvaret hvis det anvendes til andet. Der er lavet en masse forskning på brugen af implantatet og det anvendes alligevel hyppigt til tæver og katte med rigtig god effekt.

Til hunkatte kan det give infertilitet i op til 18 måneder afhængigt af størrelsen af implantatet. De kan stadig have en enkelt løbetid, lige efter det er indgivet, men herefter vil de gå ud af løbetid. Typisk vil man give det lige efter en løbetid. Hvis man implanterer i nærheden af navleområdet kan implantatet fjernes kirurgisk og hun genvinder fertilitet kort tid efter.

Til hankattene kan det med fordel anvendes til avlshanner, hvor man ønsker at genvinde avlsfunktion, men det kan være svært at sige hvor hurtigt han genvinder fertiliteten. Studier viser at der går fra 6-18 måneder, hvilket er et enormt stort interval og kan vanskeliggøre en planlagt parring.

 

Hos tæver er der flere anvendelsesmuligheder. Det er muligt at udsætte pubertet, hvis man indgiver det tidligt. Man kender dog ikke effekten på efterfølgende fertilitet, hvorfor det ikke anbefales til tæver man ønsker at inddrage i avlen. Implanteres de inden 4. levemåned kan man udsætte puberteten fra den normale på 8-16 måneder helt op til 18-31 måneder.

Udsættelse af løbetid hos voksne tæver kan ske efter en løbetid og kan virke op til 5-6 måneder. Dog er det vigtigt at dyrlægen får undersøgt hunden grundigt inden, så man ikke behandler dem i løbetiden. Som ved hunkatten kan man sætte implantatet, så det er muligt at fjerne igen og herefter vil løbetiderne komme kort efter.

 

Ved kirurgiske sterilisationer kan man i nogle tilfælde få en tæve der er inkontinent, men her har 50% gavn af et implantat der kan stoppe inkontinensen, men virkningen er gennemsnitligt 247 dage.

 

Induktion af løbetid kan være ønskværdigt, når man vil have planlagt avl. Her kan man implantere i anøstrus (uden for løbetid).  Dette skal følges grundigt af dyrlægen, da man vil lave målinger af et bestemt kønshormon, for at vide hvornår man skal fjerne implantatet igen. Hvis dette følges og man ser de rigtige hormonstigninger vil løbetid ses inden for 4-8 dage.

 

På kaniner ser man at det kun virker på nogle individer, men ikke andre. For marsvin anbefaler man kirurgisk sterilisation frem for medicinsk.

 

På Aalborg Dyrehospital har vi mange ejere, der vælger at prøve en medicinsk kastration, for at se om det har en ønskelig effekt på hunden. Hvis hunden reagerer ønskværdigt på det kan vi gå videre til kirurgisk kastration. Hvis ikke vil hunden genvinde den fulde funktion af testiklerne.

Overvejer man andre anvendelsesmuligheder end de godkendte til hanhunde og ildere, skal man kontakte dyrlægen og få en snak om mulighederne.   

 

Johannes Fogh
Dyrlæge