Min hund stinker fra munden
Til Dyrebrevkassen. Jeg har en gammel gravhund på 10 år (Basse), som har nogle frygtelig dårlige tænder. Det er ikke fordi, han har ondt i tænderne, for han spiser godt nok, men han stinker. Jeg kan ikke komme til at se ham i munden, så bliver han vred, men min dyrlæge siger, at han har dårlige tænder og burde have en tandrensning og måske have fjernet nogle af tænderne. Dyrlægen vil bare ikke bedøve ham, for han har dårligt hjerte. Han er frisk til at løbe omkring, men dyrlægen kan høre at hjertet suser. Hvad kan jeg gøre? Mine børn syntes han lugter forfærdeligt, og de synes jeg skulle overveje at få ham aflivet, men jeg er alene og har kun ham. Jeg er 81 år og kan nok ikke nå at have flere hunde. Jeg har altid haft hund, så det kan blive svært at undvære ham. Tror I han har fået sine dårlige tænder, fordi jeg giver ham for mange godbidder? Med venlig hilsen B.J.

Det er et meget udbredt problem du har med din hund.
Mange hunde (og mennesker) har tendens til at danne tandstensbelægninger. Det er ikke noget man kan gøre for, og det er stort set uafhængigt af foderet. Tandstenene er ikke et problem for hunden i sig selv, men ovenover tandstenene samler der sig en mængde bakterier og dermed betændelse. Denne betændelse breder sig ind under randen af tandkødet. Dette er starten på paradentose, en sygdom, der kan føre til, at tænderne løsnes og falder ud. Før dette sker, vil der udvikle sig ildelugtende betændelse i dybe lommer langs tænderne.
Ud over konsekvenserne af sygdommen i munden på hunden kan paradentosen have indvirkning på resten af kroppen, idet bakterierne, der forårsager paradentosen kan spredes via blodbanen til hundens organer. Især har disse bakterier en tendens til at sætte sig i nyrer og på hjerteklapper.
Det er ikke sikkert, at det er derfor din hund har ”susen” på sit hjerte, idet gravhunde har en tendens til at få utætte hjerteklapper og derved udvikle en susende mislyd på hjertet.
Man ved fra mennesker med utætte hjerteklapper, at de er særligt udsatte for at få bakterieinfektioner på hjerteklapperne, der netop stammer fra mundhulen. Man regner derfor med, at der også er en sammenhæng hos hundene.
Det er tydeligvis en uholdbar situation for dig og Basse. Du skriver, at han stadig er frisk, og 10 år er ikke nødvendigvis en gammel gravhund. Mange gravhunde bliver 14-15 år og endda ældre end det. Jeg syntes, du skal få undersøgt, om mislyden på hans hjerte overhovedet betyder noget for ham. Enten kan din egen dyrlæge undersøge ham ved at tage røntgenbilleder og eventuelt et EKG og en blodprøve, eller Basse kan henvises til undersøgelse, herunder hjerteskanning (ekkokardiografi), på et dyrehospital, hvor man har specialviden og udstyr til at undersøge sådanne patienter. Derefter vil Basse blive sat i behandling med hjertemedicin, hvis det er nødvendigt, og din egen dyrlæge vil få vished for, om der er øget risiko ved at bedøve og behandle Basses tænder.
Hvis han kan bedøves og behandles uden væsentlig forøget risiko, vil jeg tilråde, at han bliver behandlet med antibiotikum i ugen op til tandbehandlingen, og at han får taget en blodprøve inden narkosen for at sikre sig, at hans organer er velfungerende og kan klare narkosen. Især er det vigtigt, at nyrer og lever fungerer, idet det er disse organer, der skal nedbryde og udskille narkosen fra kroppen.
Hvis din hund har løse tænder eller tænder med store betændte lommedannelser omkring, så er han bedst tjent med at få dem fjernet. Efterfølgende ville det være optimalt om du kunne børste hans tænder dagligt, men det lyder næsten som en umulig opgave, hvis han slet ikke vil lade dig kigge i hans mund. Alternativ skal du nok forberede dig på, at han skal have kontrolleret og evt. renset sine tænder igen om ½-1 år, men så bliver det forhåbentlig ikke så stor en omgang som denne første.
På Aalborg Dyrehospital behandler vi hver dag patienter med dårlige tænder, men en stor del af disse tandsygdomme kan forebygges. Vi underviser derfor alle hvalpe- og killingeejere i at være opmærksomme på tandlidelser, ligesom vi forsøger at få, især hvalpeejere i gang med at børste tænder dagligt på deres hvalp, idet det er væsentligt lettere, at lære en ung hund at acceptere en tandbørstning, end en voksen hund. Ved det årlige sundhedseftersyn undersøger vi blandt andet tændernes tilstand og rådgiver gerne omkring tandplejer.
Du skriver, at du ikke fornemmer, at Basse har ondt i munden fordi han stadig spiser. Det kan godt være, at du har ret, men det er meget sjældent, at hunde viser symptomer på smerter i munden. Selv med frygtelige processer i munden, som vi mennesker ved er smertevoldende, spiser de stadig deres foder.
Jeg tror, at du vil opdage, at Basse bliver mindre sensibel for berøring af munden efter en tandbehandling. Og glæd dig til at den væmmelige lugt forsvinder.
Jeg håber, at du og Basse har flere gode år at se frem til sammen.
Vi ved godt, at den dag kommer, hvor vi må tage afsked med vores kæledyr og det er forfærdeligt at forholde sig til. Omvendt syntes jeg ikke, at du skal pensionere dig selv som hundeejer for tidligt. Selvom man ikke løber helt så stærkt længere, så kan man sagtens give en hund et godt liv. Det vigtigste for hunde er, at man er sammen med dem, og du har jo nok mere tid til din hund, end vores fortravlede generation.
Mette Rønn-Landbo (dyrlæge).