Næsemider hos hund

Til dyrlægerne på Aalborg Dyrehospital


Jeg har en golden retriever på 3 år. Den er velfungerende og eneste problem er lidt nysen engang imellem. Det har stået på den seneste uges tid. Da han ikke ellers er påvirket og spiser og drikker normalt, har jeg, indtil videre, valgt at se tiden lidt an. I går havde han imidlertid et kraftigt nyseanfald og nu er jeg blevet lidt bekymret. Jeg har talt med min nabo, der med det samme sagde at han troede det var næsemider. Jeg har haft hund i næsten 20 år og jeg har aldrig hørt om næsemider før. 
Jeg håber I kan fortælle mig lidt om dem. 
Skal jeg være nervøs?


Med venlig hilsen

J. N.



Tak for din mail. Jeg kan godt forstå, at du ikke før har hørt om næsemider hos hund, for næsemiden er nemlig sjælden i Danmark.

 

Næsemiden

Næsemidens latinske navn er Pneumonyssus caninum (nogle gange giver søgninger på de latinske navne flere og bedre resultater end danske navne).


Levested og smitte
Næsemiden er en parasit, der lever i svælg samt næse- og bihulerne hos hunde og ræve. Den voksne mide er 1-1,5 mm lang, hvid af farve og kan således ses med det blotte øje. Hunde og ræve smittes ved direkte kontakt. Næsemiden er udbredt verden over, men, som nævnt, sjælden herhjemme i Danmark. I Sverige, derimod, er næsemiden meget udbredt, man menes således at op til hver 5. hund er inficeret. 
De fleste tilfælde i Danmark er fundet på Sjælland, men der er også rapporteret tilfælde på Fyn og i Jylland.


Symptomer
Symptomerne er ofte milde og nogle hunde har sågar ingen symptomer overhovedet. Når hunden har symptomer, er det oftest i form af næseflåd og rødme af slimhinden i næsehulen. Nogle hunde reagerer kraftigere, f.eks. med nysen, rysten på hovedet og enkelte gange bruger hunden sin pote til at klø sig på snuden. Tilfælde af næseblod er set. I Sverige har man oplevet at nogle jagthunde har mistet lugtesansen.

Hundens næsemide smitter ikke til mennesker.


Diagnose
Diagnosen stilles ved påvisning af miden. Dette gøres kan ved en kikkertundersøgelse af næsehulen og kræver at hunden er fuldt bedøvet. Efter kikkertundersøgelsen er foretaget, bliver næsehulen typisk skyllet og det opsamlede materiale undersøges for mider. Det er set, at miderne ligefrem går ud af den bedøvede hunds næsebor.


Behandling
Det er heldigvis relativ let at behandle hunde for næsemider. Typisk behandles hunden over flere omgange og det er vigtigt alle husstandens hunde behandles.


Jeg håber at ovenstående har gjort dig klogere på hundens næsemide. Hvis din hund stadig har symptomer, vil jeg anbefale dig at kontakte din dyrlæge og få den undersøgt. Chancen for at det er næsemider er lille, men den er.

Med venlig hilsen og god bedring

Dyrlæge Michael A. Butler
Aalborg Dyrehospital.