Navlebrok
Til Dyrlægerne på Aalborg Dyrehospital,
Vi har fået en sød lille hund i familien. Han er en blanding af en dansk-svensk gårdhund og en Cavalier King Charles Spaniel. Vi fik ham da han var 10 uger gammel og han er med det samme faldet til og kan for det meste enes med vores kat og vores kanin.
Årsagen til vores brev er, at vi allerede et par dage efter vi fik ham opdagede en hævelse ved navlen. Nogle dage var den der ikke og andre dage var den der. Nu er hævelsen der for det meste af tiden når han står op, men når han ligger på ryggen, kan vi trykke hævelsen ind i et lille hul på størrelse med spidsen af min lille finger. Den generer ham overhovedet ikke og vi er nu kommet til den konklusion, at der nok er tale om et brok. Vores spørgsmål lyder i sin enkelthed: hvad skal vi gøre? Skal vi kontakte dyrlæge med henblik på operation? eller skal vi bare se tiden an.
Med venlig hilsen
T.P.
Kære T.P.
Tak for dit brev.
Navlebrok hos hvalpe ses relativt hyppigt og skyldes at navlestedet ikke har lukket sig helt efter fødslen. Der findes derfor en åbning i bugvæggen, kaldet brokporten, hvor igennem der kan passere strukturer fra bughulen. Er brokporten lille, kan der typisk kun ”falde” en lille smule fedt og bughinde ud og kan indholdet masseres tilbage i bughulen igen, kaldes brokket reponibelt. Er brokporten er derimod stor, kan større ting, som fx et stykke tarme eller sågar en blære komme igennem åbningen.
I sjældne tilfælde kan det stykke væv – det være sig fedt, tarm eller blære, som ligger ude i brokket, komme i klemme og få sin blodtilførsel stoppet. Dette er en alvorlig situation, i værste fald livstruende, og kræver at der straks søges dyrlægehjælp.
I langt de fleste tilfælde er navlebrok dog ikke farligt, og mange forsvinder af sig selv, når hvalpen vokser. Nogle gange efterlades en ikke-øm hævelse og dette er da kun af kosmetisk betydning.
Ud fra beskrivelsen i dit brev, tror jeg, at der er tale om et fredeligt navlebrok, og jeg synes i skal tage det roligt, men nævne det over for dyrlægen, når hvalpen skal have sin første hvalpevaccination. I skal dog holde øje med brokket og hvis det bliver varmt eller ømt og hvalpen bliver dårlig, fx får feber eller bliver slap, skal I kontakte dyrlægen med det samme.
God fornøjelse med Jeres nye familiemedlem.
Med venlig hilsen
Dyrlæge Michael A. Butler
Aalborg Dyrehospital