Nytårsfortsæt
Nytårsforsæt til gavn for både mennesker og dyr.
Nytårsforsæt til gavn for både mennesker og dyr.
Så skriver vi pludselig 2013, og mange er sprunget ind i det nye år med nytårsforsæt og løfter til sig selv, om at gøre ting anderledes og bedre i 2013. For rigtig mange handler det om deres egen sundhed - og hatten af for det. Det at bryde en vane er noget af det sværeste og kræver overskud og motivation. Her kan vores kæledyr komme ind i billedet.
Vi på Aalborg Dyrehospital oplever ofte, at vores anbefalinger for dyrene kan være en motiverende faktor til også at hjælpe dyreejere til at komme af med dårlige vaner. Når jeg fortæller en ejer, at hunden eller katten er i gang med at udvikle en lungelidelse, formodentlig på grund af ejers passive rygning, så er det noget, der tages meget alvorligt. De skadelige stoffer fra tobakken er tunge partikler, der derfor daler mod gulvet, hvor kæledyrene befinder sig mest. Jeg anbefaler derfor at flytte al rygning udendørs og at rygeren bliver derude i 10 minutter efter, at cigaretten er slukket. Dette fordi rygeren udånder røgpartikler et stykke tid efter, at rygningen er afsluttet. Det nytter ikke noget at ryge under emhætten i et bestemt ”rygerum” eller ved et åbent vindue.
Det er heldigvis ikke alle kæledyr, der udvikler reel sygdom relateret til passiv rygning, men de bærer tydelige præg af tobaksrøgen. Ud over lugten, der hænger i pelsen, er farven på kæledyrets tænder en tydelig indikator for hvor meget, der ryges i hjemmet. Tænderne kan være helt mørkebrune (tandsten og tandkødsbetændelse er en helt anden snak). Da dyrene hverken drikker rødvin eller kaffe, så er røgen det mest oplagte gæt på en årsag. Belægningerne kan heldigvis renses af ved en tandrensning, men vi dyrlæger kan ikke lade være med at bekymre os om de luftveje, der ikke er umiddelbart synlige. Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at hyppigheden af kræft hos kæledyr er væsentlig højere hos dyr i ryger-hjem end hos dyr i ikke-ryger-hjem. Jeg blander mig aldrig i kæledyrsejeres livsstil, men glæder mig selvfølgelig over, når folk fortæller, at de også selv har fået glæde af den friskere luft i hjemmet.
Noget lignende oplever vi, når vi ordinerer mere motion til vores små patienter. Hvis en hund er truet af overvægt er vores anbefalede slankekur gerne kombineret med længere gåture. Hunde-ejere er generelt imponerende aktive folk. Det gælder både dem, der bor i hus og lejlighed. Mange har netop anskaffet sig hunden for at kunne motionere sammen med den. Det er hunden, der driver folk ud i alt slags vejr for at gå tur i den friske luft. For mange har den travle hverdag med børn og job bare bevirket, at tiden til hundens motion er blevet knap. Skønt er det, når både hund og ejer nyder godt af, at luftesnoren bliver fundet frem igen.
Jeg er desværre ikke selv hunde-ejer, men en af mine nytårsforsæt er netop at komme mere ud i luften. Jeg er selv meget aktiv i motionscenteret, men det at komme ud og få lys, frisk luft og se langt - det gør noget andet ved krop og sjæl.
Kattene, der er blevet overvægtige, kan ligeledes motioneres enten ude eller inde. Vi på Aalborg Dyrehospital anbefaler altid, at man har mindst to katte sammen, idet alene-katten med stor sandsynlighed bliver en passiv kat. Men selv alene-katten kan motioneres enten udendørs (hvis den ikke er vant til at færdes ude, så i snor eller voliere) eller med forskelligt motiverende legetøj inden døre.
Et rigtig godt nytårsforsæt kunne være, at få tegnet en sygeforsikring til sit kæledyr. Mange kæledyrsejere ved godt, at det er en god idé, men har bare ikke fået det gjort af den ene eller anden grund. Det er fuldt forståeligt, da vi nok alle har den meget udbredte ”to-do”-bunke på skrivebordet, men det er så trist, at økonomien skal være det afgørende, når man skal vælge behandling til sit kæledyr.
Der er i dag mulighed for at forsikre selv gamle dyr. Vi dyrlæger og veterinærsygeplejersker står altid til rådighed med råd og vejledning om dette.
Der er ingen tvivl om, at et kæledyr i huset virker generelt forbedrende på livskvaliteten, idet dyrene vækker følelser i os, som er helt unikke. Alle kæledyr kræver imidlertid en eller anden form for arbejdsindsats. Derfor er valget af kæledyr vigtigt for, om det bliver en ”win-win-situation”. Der sidder mange herreløse hunde og katte rundt omkring på de danske internater og venter på den helt rigtige ejer, ligesom forårets komme byder på mange dejlige killinger og hundehvalpe hos landets opdrættere. De fleste større dyrehospitaler tilbyder desuden deltagelse i killinge- og hvalpeaftener, hvor man kan få et godt indblik i, hvad det vil sige at anskaffe sig et kæledyr i familien, så man kan tage det helt rigtige valg.
2013 bliver et godt år i selskab med dejlige to- og firbenede sjæle.
Mette Rønn-Landbo