Nytårsfortsæt
Kæledyrsejernes nytårsforsæt.
Så blev det pludselig 2020 og mange mennesker føler, at nu kan vi starte på en frisk.
Det nye år skal helst blive ligeså godt som det gamle og måske er der noget, der skal gøres endnu bedre. Vi mennesker har, langt hen ad vejen selv ansvar for vores valg i livet, men det har de kæledyr vi har ansvaret for jo ikke.
Alle kæledyrsejere vil det allerbedste for deres kæledyr, men har måske ikke kunnet overkomme at gøre alt helt optimalt af forskellige grunde. Nytåret giver mange inspiration til, at ”nu skal det være”.
Nogle har måske en indkaldelse til sundhedseftersyn hos dyrlægen liggende i mailboxen, som de bare ikke lige har fået svaret på. Dette selvom de godt ved, at et årligt eftersyn er vigtigt for at bevare kæledyret sundt. Der kan være mange gode grunde til, at man ikke får bestilt tid. For mange er det noget, der sker, når man får barn eller der sker andre store ting i éns liv. Det er helt forståeligt, at kæledyret, for en tid, ikke er højeste prioritet.
Nogle har måske udskudt en påtrængt tandbehandling af kæledyret og ved godt, at jo længere man venter, jo værre kan evt. tandsygdomme have udviklet sig. Et nytårsforsæt kunne være, at nu skal der bestilles tid og måske i kombination med, at man efter tandrensningen vil gå i gang med at tandbørste dagligt, som dyrlægen har anbefalet.
På Aalborg Dyrehospital er 80 % af alle hunde og 15 % af alle kattene sygeforsikrede. Det er noget vi spørger ind til ved de første besøg. De fleste kan sagtens se fordelene ved det, men ikke alle for det lige gjort, men måske kan det være et godt Nytårsforsæt at få det gjort. Vi udleverer eller tilsender gerne informationer om mulighederne. Alle dyr kan i princippet forsikres, men det er bedst og billigst at forsikre det unge dyr. Det er en stor lettelse for alle, at vide, at det ikke skal være økonomien, der afgør, om vi har mulighed for at hjælpe dyrene til et bedre og længere liv.
Et andet Nytårsforsæt kan være, at kæledyret ska tabe overflødig vægt. De fleste kæledyrsejere ved godt, hvilket foder, der er det mest optimale foder til deres dyr, men kommer til at fodre med ”hjertet i stedet for hjernen”. Det kan gå ud over mange funktioner, når dyrene skal slæbe rundt på ekstra vægt og der findes hjælp at hente. Det er vigtigt, at søge råd og vejledning hos sin dyrlæge eller veterinærsygeplejerske om den bedste slankekur. Det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til det enkelte dyr og dettes særlige behov og eventuelle skavanker.
Slankekuren kombineres gerne med øget motionsmængde evt. i kombination med smertestillende medicin, hvis der f.eks. er tale om gigt eller andet, der hæmmer bevægelse.
En af de helt essentielle faktorer i kæledyrenes liv er, at ejer er til stede og opmærksom. Et godt nytårsforsæt kunne være, at bruge mere tid sammen med sit kæledyr. Ofte til glæde for både dyr og ejer.
Jeg er sikker på, at det bliver et rigtig godt år for alle to- og firebenede.
Mette Rønn-Landbo
Dyrlæge