Farvel kære Oskar

Et svært men kærligt farvel til Oskar – vores lille Cairn Terrier

”Mor, når Oskar skal væk, så vil jeg gerne hjem et par dage inden, så jeg kan sige farvel”

Disse ord kom fra min ældste datter for et år siden. Oskar, vores gamle Cairn Terrier var blevet gammel. Ikke at det er nogen sygdom i sig selv, men Oskar døjede med gigt i hofter og lænd og han havde nedsat hjertefunktion. Begge dele fik han medicin for og det gjorde, at han på sine gamle dage havde en god livskvalitet. Allerede dengang var vi begyndt at forberede os rent mentalt på, at Oskar på et tidspunkt skulle herfra. Vi snakkede tit om det og bestyrkede hinanden i, at det var vigtigt, at Oskar havde et godt hundeliv. Vores tidligere Carin Terrier, Tessie, nåede næsten 17 år før, vi måtte aflive hende. Efterfølgende var vi klar over, at vi nok havde ventet lidt for længe, da det var så svært at sige farvel. Tessie havde det alt for skidt til sidst. Så vi havde lovet hinanden, at næste gang ville vi tage beslutningen om aflivning før.

Det var et nemt løfte givet for 15 år siden, mens vi kikkede på vores lille nye hvalp Oskar. Nu hvor vi for 2 uger siden kikkede på 15 ½ år gamle Oskar, så var det lige pludselig ikke så let.

Gennem det sidste år var vores dejlige lille frække hund blevet tiltagende dårligt seende og han kunne ikke høre så meget mere. Det var egentligt også OK, da Oskar fungerede fint herhjemme og på hans vante gåtursruter. Han brugte sin lugtesans meget og det var tydeligt, hvordan vores anden hund Jackson hjalp ham i dagligdagen næsten som en slags førerhund. Når det var mørkt om aftenen og hundene blev lukket ud i vores have, så fulgte Oskar efter Jackson, som holdt øje med den gamle og ventede på ham.

Men vi vidste jo, at dagen ville komme. Den ubærlige dag, hvor vi måtte erkende, at Oskar ville have det bedre et andet sted.

At sidde her nu og skrive dette efter Oskar er død, giver en stor knude i min mave og jeg kan mærke, at tårerne trænger sig på. Men det er vigtigt at give sig selv lov til at føle sorgen. At i tankerne stadig at kunne lugte hans dejlige ører og poter og føle hans bløde pels mellem fingrene. At huske lyden af de små glade trippende poter og det sjove i, at han altid elskede at få gnedet sin snude og sit stride skæg. At han var den stærke og var den, der passede på den altid lidt nervøse Jackson. At føle savnet!

Det er vigtigt for mig som dyrlæge at vide, hvor svært det er at tage beslutningen om aflivning af et kært familiedyr. For hver uge må jeg hjælpe mennesker igennem den proces. Jeg ved lige nøjagtigt, hvor ondt det gør. Hvor utroligt svært det er at vide, hvornår det er nu. Følelsen af det underlige i at have magt over liv og død og være den, der skal bestemme. Det er også derfor, at vi dyrlæger og veterinærsygeplejersker på Aalborg Dyrehospital meget tit får tårer i øjnene, når vi sammen med dyreejerne giver dyrene den sidste sprøjte.

Den sidste måned gik det hurtigt ned af bakken for Oskar. Hans nyretal steg meget. Han sov meget af tiden og viste tydelige tegn på ikke at have det godt. Hans blodtryk steg. Intet af det, jeg gjorde medicinsk for ham, hjalp rigtigt. Oskars eneste glæde i dagligdagen var hans mad, som han vanen tro, spiste med stor lyst.

Tanken om at give ham fred kom nærmere og nærmere. I starten blev vi kede af det på vores egne vegne, men som dagene gik, fik vi mere og mere ondt af Oskar. Stadiet ”skal- skal ikke” er virkelig svær. Det letteste er at lukke øjnene og overbevise sig om, at måske ”går det lidt bedre i morgen?”  

I vores familie var vi ikke alle lige langt i erkendelsesprocessen. Og i den situation var jeg ikke dyrlægen med overblikket mere, men bare en meget ked-ad-det-hundeejer. Heldigvis havde min yngste datter det. Hun var ligeså ked af det, men også meget realistisk. Hun syntes det var synd for Oskar. Så min ældste datter blev, som jeg havde lovet, kaldt hjem. Hun havde et helt specielt forhold til Oskar. Og netop på grund af dette, var det udslagsgivende, at hun var helt enig. Det var mest fair overfor Oskar, at han fik en værdig afslutning på et godt langt liv. Et liv, hvor han havde givet os så meget sjov og glæde. Vi besluttede, at næste dag ville vi være hjemme alle 4 og nyde dagen sammen og at vi ville sige farvel til vores elskede lille hund om aftenen.

Dagen efter var god for os. Vi fik alle i løbet af dagen lige så stille sagt farvel til Oskar. Han fik så mange kæl, knus og kram. Vi fik snakket om alle de sjove- og trælse ting, han havde lavet og jeg tror, at vi sammen fik forløst sorgen og ubehaget ved at tage hans liv.

Så da jeg gav ham en stærkt beroligende indsprøjtning og derefter en overdosis af bedøvelsesmedicin, da føltes det så rigtig og fint. Han sov lige så roligt ind med hans yndlingsmennesker rundt om ham. Da det var overstået, fik hans bedste hundeven, Jackson, lov at snuse til ham.  Herefter puttede vi Oskar i hans tæppe og natten igennem lå han en sidste nat i vores hus.

Dagen efter kørte min mand og jeg op til Kæledyrskrematoriet i Hjørring. Her blev vi modtaget med stor venlighed. Vi fik roen til alene at sige et sidste farvel og røre ved hans fine små ører endnu en gang. De ører, som vi har nusset tusinde vis af gange gennem hans 15 ½ år.

Vi valgte en urne, som skal begraves samme sted som Tessie. Vi fik krematoriet til at tage lidt aske fra, som vi skal bruge til at få lavet 3 Oskar Mindeperler. En til min mand og jeg og en til hver af pigerne. Et specielt minde til ære for vores evigt højt elskede Oskar.

God december måned til alle jer, der gennem dette år har læst vores indlæg fra Aalborg Dyrehospital. En særlig julehilsen til alle jer, som ligesom mig, også savner en speciel 4-benet ven.

Dyrlæge CertOnc

Berit Aakjær Sørensen