Overvægtig hund der puster og er træt

Spørgsmål fra A.K. Jeg har en gammel labrador på 11 år, der er begyndt at puste meget. Han er måske lidt for tyk, men det har han nu altid været. Han puster især, når han skal gå tur. Før i tiden var han meget glad for at gå langt, men nu går han helst kun 1-2 km. Han sætter sig derefter ned og nægter at gå længere. Han har tilsyneladende ikke ondt, han piber ikke, og halter ikke. Jeg er bange for om han har fået dårligt hjerte. Kan det være hjerte-lungeorm, eller er han bare blevet gammel?

Svar til A.K.

Det at en ældre hund begynder at puste, når den motioneres kan skyldes flere ting. Jeg kan godt forstå, at du tænker på, om det kan være et hjerteproblem. Hunde med alvorlige hjertesygdomme puster ofte meget både, når de bliver motioneret og når de er i hvile. Ofte er problemerne værst om natten, hvor hunden er urolig og har svært ved at sove igennem, men vækker ejeren. Om din hund har en hjertesygdom kan undersøges af din dyrlæge. Dyrlægen vil lytte til hjerte og lunger. Ofte er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af hundens bryst, lave EKG eller scanne hjertet for at være helt sikker på, om hunden har en hjertesygdom, som den skal behandles for.

Du spørger, om det kan være hjerte-lungeorm, der gør, at din hund puster. Hunde der er inficeret med hjerte-lungeorm hoster eller "rømmer" sig meget, især ved anstrengelse og især om aftenen. Igen kan dette undersøges hos din dyrlæge. Dette gøres bl.a. ved at undersøge afføringsprøver. Hunde har risiko for at blive smittet med hjerte-lungeorm, når de spiser snegle, og dem er der jo masser af for tiden.

Det at din hund puster meget i forbindelse med motion, får mig til at tænke på, om din hund har ondt. En hund udviser sjældent tydelige tegn på smerter, som vi mennesker ville gøre det. Det er sjældent, at hunde går rundt og klager sig og slet ikke en "glad" race som Labrador Retrieveren. Jeg tænker på, om din hund kan have gigt i et eller flere led og at det gør ondt på ham, når han skal bevæge sig. Vi oplever tit, at ældre hunde går "stille" med deres smerter. Jeg syntes, at du skal lade din dyrlæge undersøge din hund for gigt. Dette kan gøres dels ved en almindelig undersøgelse i konsultationen dels ved røntgenundersøgelse. De typiske led med gigt er for en ældre labrador albue- og hofte-led. Når diagnosen er stillet vil din hund kunne få smertestillende behandling enten i form af gigt- medicin eller lokal guldbehandling, evt. i kombination med kost-tilskud (Glucosamin).

Du nævner selv, at din hund er lidt overvægtig, så en slankekur vil også være til gavn for ham. Tal med dyrlægen eller veterinærsygeplejerskerne på klinikken om dette.

Mette Rønn-Landbo (dyrlæge).