Parringstidspunkt

Når det lykkes, at 2 bliver til flere

Med foråret og sommer følger ofte, at flere hunhunde går i løbetid med flere parringer til følge.

Nogle få uønskede. De fleste dog helt planlagte. Der ligger tit penge, rejser og forhåbninger bag en sådan planlagt parring. Det er sikkert grunden til, at flere og flere avlere ønsker det optimale parringstidspunkt fastsat. Ligesom man selvfølgelig har et ønske om, at få gode og livskraftige hvalpe.

Fastsættelse af parringsidspunkt

At få fastlagt det optimale tidspunkt for parring betyder, at man ved hjælp af veterinærfaglige redskaber forsøger at finde det tidspunkt i hundens cyklus, hvor hunden har størst chance for at blive drægtig. En parring lige på dette tidspunkt giver den bedste mulighed for, at befrugtning lykkes og således også det største kuld hvalpe.

Der findes flere forskellige metoder til at estimere dette tidspunkt. Ingen af disse metoder er i sig selv 100% sikre, men jo flere enslydende testresultater des større sikkerhed.

Hundens brunstcyklus inddeles i 4 faser

1. Proøstrus som er perioden lige før og i starten af den synlige løbetid (7-10 dage)

2. Østrus, som er løbetidsperioden og det tidspunkt, hvor hunhunden bliver parringsvillig og får ægløsning (7-10 dage)

3. Diøstrus, som er perioden efter østrus (2 mdr.)
4. Anøstrus, som er ”hvileperioden” inden næste cyklus (4-5 mdr.)  

Ser man over et stort antal hunde, vil den gennemsnitlige hunhund få ægløsning på ca. dag 10-11 efter start af løbetid. Der er dog meget individuel variation i ægløsningstidspunktet.

Fertilitetsperioden, hvor det typisk er bedst at lade hunhunden parre er 2-3 dage efter ægløsning. Så vores mål er at finde frem til lige netop dette ægløsningstidspunkt. Dette kan findes vha. af en kombination af forskellige test, som alle har rod i de hormonelle forandringer, vi kan se fysisk og ved blodundersøgelse.

På Aalborg Dyrehospital benytter vi os af følgende metoder til at fastsætte ægløsningstidspunktet

1. Blødning. Vi starter oftest ca. 6-8 dage efter blødningsstart med at undersøge tæven
2. Blodprøve. Vi udtager en blodprøve, hvor vi måler hormonet Progesteron, som ligger lavt i anøstrus, stiger gennem proøstrus, er høj ved ægløsning og topper i fertilitetsperioden
3. Vaginoskopi. En undersøgelse, hvor vi kikker på skedens slimhinde. Denne ændre sig gennem hundens brunstcyklus og får et helt specielt udseende i ægløsnings- og fertilitetsperioden
4. Skedeskrab. En undersøgelse, hvor man med en vatpind tager en lille prøve fra skedens slimhinde. Dette er uden det store ubehag for hunden. I mikroskop ser vi på slimhindens celler. Disse ændrer sig også gennem cyklus og giver hos et hint om, hvornår hunden er i brunst.

Da Progesteronbestemmelse ikke er fuldstændig sikker mht. ægløsning vil vaginoskopi og skedeskrab underbygge progesterontesten, så sikkerheden øges.

Proceduren vil således være, at vi starter på dag 6-8 i løbetiden med progesteronmålingerne. Mængden af kønshormonet progesteron bestemmer, om vi sender hunhunden afsted til parring eller ejer skal komme igen på et af dyrlægen fastsat tidspunkt til ny blodprøve og test. På et tidspunkt topper progesteronmængden i blodet og vi kan sige ”nu!”

 

Når det ikke lykkes at tæven bliver drægtig.

Trods det optimale parringstidspunkt sker det nogen gange, at der alligevel ikke kommer hvalpe ud af parringen. Det er oftest meget frustrerende for avler. Specielt, hvis det er sket flere gange. I så fald bør både tæven og hanhunden undersøges med henblik på om, der ligger bagvedliggende årsager til den manglende drægtighed.

For hunhundens vedkommende er den hyppigste årsag forkert parringstidspunkt. Ellers kan kønshormonelle forstyrrelser, infektioner i fødselsvej (for eksempel Herpesvirus), og forstyrrelse i andre hormonsystemer være synderen (for eksempel i skjoldbruskkirtel eller binyrer). Ligeledes kan medfødte misdannelser i æggestokke, livmoder og skede være årsagen.

For hanhundens vedkommende kan manglende succes ved parring skyldes dårlig sædkvalitet, hormonelle forstyrrelser, infektioner i kønsorganerne inklusiv prostata, medfødte misdannelse ved penis og svulster i testiklerne. I nogle tilfælde kan hanhunden have ondt i ryg og hofter, hvilket kan forhindrer ham i normal parring af hunhunden.

Nogle vil mene, at alt dette bliver lige lovligt teknisk og dyrt i dyrlægeregninger. Heldigvis er det da også sådan, at de fleste han- og hunhunde finder ud af det helt af sig selv. Så det at få hvalpe behøver ikke at være en videnskab. I de tilfælde, hvor det ikke går helt af sig selv, kan dyrlægen dog i mange tilfælde hjælpe. Desuden kan det økonomisk vise sig at være billigere at få estimeret det bedste parringstidspunkt ved hjælp af før beskrevne test hos dyrlægen i forhold til forgæves rejser til den anden ende af landet, missede ægløsninger og små hvalpekuld.

Og hvad er det egentligt det handler om?

Det er jo disse fantastisk bedårende små hvalpe, som kan smelte ethvert hjerte og som senere i livet giver hundrede af timers glæde i familien.

Jeg glæder mig til alle disse små dejligheder, der her i forår og sommer kommer til os på Aalborg Dyrehospital til deres første sundhedstjek og basisvaccinationer.

 

Dyrlæge Cert Onko

Berit Aakjær Sørensen

Aalborg Dyrehospital