Persisterende ductus arteriosus - medfødt hjertelidelse
Mille fik opereret sit hjerte i København.
Dette er en lille fortælling fra klinikken.
Mille er en lille pomeranian hvalp, der blev henvist til Aalborg Dyrehospital fra Hjørring Dyrehospital til nærmere undersøgelse for hjertefejl. Henvisende dyrlæge havde ved første sundhedseftersyn i forbindelse med vaccination hørt en tydelig mislyd ved Milles hjerte. For at stille en eksakt diagnose er det vigtigt at man foretager en ultralydsundersøgelse af hjertet (Ekkokardiografi). En sådan ultralydsskanner har vi på Aalborg Dyrehospital, hvor jeg, gennem flere år, har interesseret mig netop for hjertediagnostik.
Da Mille kom til Aalborg Dyrehospital var hun kun 6 måneder gammel og havde allerede lette symptomer på dårligt hjerte i form af nedsat kondition og hoste i forbindelse med leg og ophidselse. Hun var generelt en stille hund. Da jeg lyttede til hendes hjerte hørtes en meget voldsom mislyd. Vi inddeler mislyde i 6 grader, hvor grad 1 er lige akkurat hørbar og grad 6 næsten kan høres på afstand af hunden. Milles mislyd var en grad 5 mislyd. Der var tydelig "summende" turbulens i hjertet, hvilket kunne føles ved at lægge en hånd på hendes bryst. Mille pustede lidt mere end normalt.
Ved ultralydsundersøgelsen var det tydeligt, at Milles venstre hjertehalvdel var meget forstørret og, at der var et unormalt flow i hendes pulsåre, der fører blod fra højre hjertekammer ud i lungen. Denne pulsåre fik nemlig tilført blod direkte fra venstre hjertekammers pulsåre, på latin kaldet aorta. Denne forbindelse (ductus arteriosus) mellem højre og venstre hjertekammers pulsårer er en forbindelse, der i fostertilstanden, har til formål, at føre blod direkte fra højre til venstre hjertekammer uden at skulle igennem lungerne, som jo ikke er aktive i fostertilstanden. Ved fødslen lukkes denne forbindelse og blodet ledes fra højre hjertekammer ind igennem lungen for at blive tilført ilt der, før det løber ned i venstre hjertehalvdel for derefter at blive pumpet ud i kroppen.
Hos Mille var denne lukning af forbindelsen ikke sket og en del blod løb derfor fra hovedpulsåren i venstre side tilbage i hovedpulsåren fra højre hjertehalvdel. På det sted, hvor de to strømme mødes, udvikles der voldsom turbulens og det er det der forårsager mislyden. Ifølge mine målinger var forbindelsen ca. 4 mm. Hjertets dimensioner var tydeligvis unormale. Milles venstre hjertekammer var mere end dobbelt så stort som det skulle være og forkammeret i venstre side var ligeledes voldsomt forstørret. Dette sidste sammen med det forøgede tryk i lungekredsløbet kan være forklaringen på, hvorfor Mille var begyndt at hoste.
Selve hjertemusklen var heldigvis stadig sund med en god pumpefunktion. Selvom det var et voldsom belastet hjerte, så var Milles hjerte endnu ikke i kritisk svigt.
Diagnosen var klar, Mille havde persisterende ductus arteriosus (PDA). Det er en lidelse man bør operere, ellers vil hvalpen udvikle hjertesvigt og dø af det inden den bliver 1 år. Der er imidlertid en vis risiko for, at hunden kan forbløde under operationen og dø på operationsbordet.
I første omgang fik Mille blodtrykssænkende medicin og væskedrivende tabletter for at forhindre væskeophobning i lungerne. Dette hjalp hende i løbet af få dage til at blive en lidt mere livlig hvalp og hosten forsvandt.
Milles ejere var selvsagt meget kede af situationen. Efter at have haft Mille i 3 måneder kunne det ikke komme på tale, at levere hende tilbage til opdrætter. Jeg fortalte ejer om muligheden for operation og lovede at kontakte kirurg Thomas Eriksen på KU-LIFE (den tidligere Landbohøjskole) i København, som er det sted i landet, hvor de har den største ekspertise i disse operationer.
Jeg sendte derefter en CD til en af mine kollegaer i Ekkogruppen (8 dyrlæger, der ligesom jeg skanner hjerter hos kæledyr) som arbejder på KU-LIFE . Han gennemså min undersøgelse og bekræftede mig i, at Milles hjerte fortjente at blive opereret. Der blev booket en tid til operation d. 6/5 2010. Milles ejer tog til KU-LIFE dagen før, hvor Mille blev gjort klar til operation.
Under operationen placeredes to tråde omkring ductus (forbindelsen, der ikke var lukket efter fødsel), og denne vil efter et stykke tid være permanent lukket. Operationen gik planmæssigt uden komplikationer. Mille fik lagt et dræn (plastikslange) ind igennem brystvæggen for at modvirke evt. væskeansamling efter operationen. Dette dræn blev fjernet dagen efter operationen.
Efter operationen blev Milles hjerte igen skannet og allerede da var venstre hjertekammer blevet væsentligt mindre end inden operationen.
Mille og hendes ejere vendte hjem til Nordjylland allerede 7/5.
Ugen efter kunne jeg kontrolskanne Milles hjerte og det var knapt til at kende igen. Størrelsen var indenfor normalområdet og den medfødte ductus var ikke længere synlig.
Mille er nu en helt normal lille aktiv pomeranian hvalp, der tilsyneladende kommer til at leve et langt og dejligt liv med helt normal hjertefunktion.
Milles ejere kan ånde lettede op og nyde deres lille hvalp.
Mille var desværre ikke sygeforsikret, da diagnosen blev stille, så ejer har selv måttet betale undersøgelsen og behandlingen af Mille. Jeg har dog indtryk af, at de ikke har fortrudt at bruge de penge på deres dejlige lille hund.
PDA er ikke erkendt som arvelig lidelse hos pomeranian, men man bør selvsagt ikke avle på dyr, der har sådanne lidelser, for man ved det ikke. PDA er arveligt hos f. eks. Schfæferhunde.
Dejligt forløb også for mig som dyrlæge.
Mette Rønn-Landbo