Reverse sneezing - omvendt nysen
Spørgsmål: Jeg er den lykkelige ejer af en Chihuahua hanhund på 3 år. Han har altid været glad og frisk og det er han egentlig stadig, men over de seneste måneder er han begyndt at opføre sig underligt. Han får nogle "anfald", hvor han hiver luft kraftig ind gennem åben mund, så kraftigt at han samtidig suger maven ind. Når han derefter puster luften ud, lyder det nærmest som om han ved at kaste op nogle gange og andre gange som en blanding af snorken og gurklen. Han står med strakt hals mens denne stødvise vejrtrækning foregår og det er tydeligvis ganske ubehageligt for ham. Hele "anfaldet" varer omkring 10-20 sekunder og både før og efter er han helt normal. Første gang jeg så det, blev jeg selvfølgelig meget bange, men inden jeg nåede at ringe til dyrlægen var det hele overstået. Nu er det imidlertid sket flere gange og jeg har observeret, at det ofte sker, hvis vi får gæster og han er "oppe at køre". Har I nogen idé om hvad der er galt? Med venlig hilsen K.P.
Svar:
Kære K.P.
Mange tak for dit spørgsmål. Udfra din detaljerede beskrivelse af "anfaldende" tror jeg at din hund har omvendt nysen (reverse sneezing). Omvendt nysen ses oftest hos små hunderacer og hunde med kort snude, men kan ses hos alle hunderacer.
Man er ikke helt sikker på hvad der udløser "anfaldene", men irritation i næsehule, svælg og bihuler er nævnt, ligesom for lang blød gane, allergi og excitation er beskrevet som udløsende årsager til reverse sneezing. Heldigvis er omvendt nysen ikke farlig og anfaldende er selvbegrænsende.
Nogle hundeejere fortæller, at det afkorter anfaldende at sidde med hunden og stryge den forsigtigt ned langs halsen, andre har god effekt af at forsigtig holde hunden for dens næsebor og dermed tvinge den til at trække luft ind via munden.
Hvis anfaldende tager til, i enten varighed eller intensitet eller hunden bliver træt ved motionering bør dyrlæge kontaktes, da andre lidelser har et vist symptomoverlap med omvendt nysen. Det kan i den forbindelse hjælpe din dyrlæge til at stille en diagnose, hvis du optager et "anfald" samt at fører en "anfaldsdagbog".
Med venlig hilsen
Dyrlæge Michael A. Butler