Svust i hjernen hos hund

Hanibal - en hund med en sjælden diagnose

Ind af døren kommer Hanibal, en fræk lille West Highland White Terrier. Han løber lige hen mod mig og kikker insisterende op på mig. Han ved nemlig godt, at oppe på mit bord findes en skål med hundegodbidder. Jeg kunne få den tanke, at han virkelig godt kan lide mig, men jeg tror nu mest det er skålen. Det er ikke til at se på ham, at han er alvorlig syg. Det kan jeg så derimod se, når jeg møder Hanibals ejers blik, som trods smilet viser den tydelige sorg. Lige præcis en af de stunder, hvor jeg ville ønske, jeg kunne trylle.

En måned tidligere ringede Hanibals ejer til mig på Aalborg Dyrehospital. Hun var bekymret for sin lille 10 årige Westie, da hun pludseligt havde mærket, at Hanibals kæbemuskulatur næsten var væk i venstre side af hovedet. Hanibal havde det egentligt godt. Humøret var fint og han spiste fint. Set i bagspejlet syntes ejer måske, at indtagelsen af foderet de sidste måneder var foregået mere langsomt end vanligt.

Vi aftalte, at Hanibal skulle komme til en indledende undersøgelse, så jeg kunne vurdere hans tilstand og lægge en plan for en mulig videre undersøgelse. Således så jeg Hanibal et par dage efter. Han kom glad ind til mig i konsultationen. Logrende og normalt interesseret i sine omgivelser. Ved min undersøgelse kunne jeg sagtens mærke, at tyggemuskulaturen i venstre siden af Hanibal hoved næsten var væk. Jeg hæftede mig ved, at der ikke var tegn på smerter. Ej heller havde han besvær med at åbne munden. Jeg syntes, at hans venstre øje lå en anelse dybere i øjenhulen sammenlignet med højre øje. Jeg kunne ikke finde andet unormalt ved Hanibal. Alligevel var jeg bekymret for ham, idet hans forsvindende tyggemuskulatur kunne skyldes en alvorlig sygdom. 
 

Jeg tænkte straks på specielt to mulige diagnoser. 
Den ene diagnose atrofisk myositis er en almindeligt forekommende betændelsestilstand i tyggemusklerne hos hunde. Den ses specielt hos store hunderacer, men ses også indimellem hos Cavalier King Charles Spaniels. Denne sygdom skyldes tilstedeværelsen af 2M muskelfibre, som kun ses i tyggemuskulaturen. Disse fibre ligner proteiner, som findes på overfladen af bakterier. Hundens immunsystem mistolker således disse fibre som fremmede proteiner og angriber dem, hvilket resulterer i en immunbetinget betændelsestilstand. I den akutte fase giver det stærkt hævede muskler og smerter. Hunden savler og kan ”tabe” underkæben. Efter nogen tid forsvinder muskelfylden. Oftest ses dette angribende begge sider af hundens hoved.
Det er beskrevet at flåtbårne infektioner, som f.eks. Borrelia kan give samme symptomer.

Den anden mulige diagnose, jeg tænkte på, var et tryk på den nerve, som sender nerveimpulser til tyggemusklerne. Oftest vil det være en svulst, men kan også være andet, f.eks. en byld. Denne nerve hedder Nervus Trigeminus og sender signal til musklernes motoriske funktion. Den modtager også signal, hvis huden berøres. Til sidst har den en gren som sender signal til tårekirtlen. Hvis trigeminus nerven ikke fungerer, da sendes intet signal til tyggemusklen og denne vil langsomt svinde i størrelse, som det jo ses ved alle muskler, der ikke bruges. Hvis nerven ikke modtager følesignaler, da vil hunden få nedsat hudfølsomhed i nervens område og man kan desuden se en nedsat tåreproduktion.

Set i lyset af Hanibals symptomer var der størst sandsynlighed for, at hans problem skyldtes en læsion på trigeminus nerven. Denne mistanke blev bestyrket, da ejer ringede efter et par dage og sagde, at Hanibals venstre øje nu så mat ud. En efterfølgende undersøgelse viste, at der slet ingen tåreproduktion var i venstre øje mod en normal produktion i højre øje.
 

Mine efterfølgende undersøgelse gik nu på at udelukke en eventuel infektion og undersøge om Hanibal kunne lide af andre organsygdomme også. Således sendte jeg Hanibals blod både til et laboratorium i Københavns Universitets veterinærafdeling samt til et tysk laboratorium som kunne undersøge Hanibals blod for flåtbårne infektioner. Svaret kom tilbage, at der ikke var tegn på en infektion. Der var heller ingen øgning i muskelenzymerne (som kan ses ved nedbrydning af muskelfibrene). I øvrigt syntes Hanibals indre organer at fungere normalt.
Min mistanke til en svulst liggende tæt op af trigeminus nervens udspring i hjernestammen eller på nervens vej til tyggemuskulaturen lå nu tæt for. I samråd med ejer henviste jeg Hanibal til CT scanning på Århus Dyrehospital, som vi har et fint samarbejde med. 
 

I sidste uge fik vi svaret på denne CT scanning. Desværre var min formodning rigtig. På scanningsbilledet kunne tydelig ses en knude på ca. 1 cm i diameter liggende i hjernestammen. Udseende og den måde Hanibals hjernesvulst optog kontrast på gav mistanke til en type svulst, som hedder meningiom. Dette er som oftest en godartet svulst, der stammer fra hjernehinden. Godartede svulster i hjernen udøver deres farlighed ved deres vækst og hermed tryk på de nærliggende hjernecentre. Da hjernen er omkranset af kraniet, er der ingen mulighed for udvidelse, hvilket kan betyde et øget tryk inden i hjernen. Patientens symptomer afhænger af hvilke hjernecentre, der bliver påvirket.

Hjernesvulster kan ses hos hunde og katte i enhver alder, men ses hyppigst hos ældre hunde. De er ofte meget langsomt voksende med mindre det drejer sig om metastaser fra kræft andre steder i kroppen. Derfor vil symptomerne lang hen af vejen være meget svage og overses ofte af ejer. Efterhånden som svulsten vokser, kommer der symptomer. Hovedpine er det mest almindelige symptom hos mennesker. Dette er svært at erkende hos dyr. Oftest er det første symptom hos dyr en ændret adfærd. Hunden gemmer sig og har måske ikke den samme personlighed som tidligere. Der kan ses kramper, ændret gang, slingerhed, skæv hovedholdning, rastløshed og gåen i cirkler. I nogle tilfælde ses urininkontinens og besværet vejrtrækning.
 

I Hanibals tilfælde sidder knuden tæt på hjernestammen, hvorfra de nerver, der går til hovedet, udspringer. Derfor ses hans symptomer herfra. Diagnosen stilles ved CT eller MRI scanning. Præcis diagnose kan kun stilles ved en biopsi af knuden, hvilket er svært at opnå, når svulsten befinder sig inde i hjernen.

Desværre har vi ikke så mange behandlingsmuligheder. Fjernelse af hjernesvulster, mener jeg kun i Danmark, kan foregå på Københavns Universitet, hvor dyrlæger bliver uddannet. Det samme gælder stråleterapi, hvilket er ret effektiv mod hjernesvulster. Det ønsker Hanibals ejer ikke. Kemoterapi har sjældent god effekt. Så I Hanibals tilfælde får han lov at leve så længe, han har det godt. Vi kan hen af vejen give støttende og lindrende medicinsk behandling, som giver ham en god livskvalitet. Den dag Hanibal ikke har et godt hundeliv mere, så får han lov at få fred.
 

Hvor lang tid Hanibal har tilbage kan vi ikke spå om, så Hanibals ejer glæder sig over hver dag, Hanibal stadig står glad, logrende og vil lege og lifligt spiser sin mad. Jeg selv håber at Hanibal en rum tid endnu vil være med til at tømme skålen med godbidder her på Aalborg Dyrehospital.

Dyrlæge, certificeret onkolog
Berit Aakjær Sørensen