Verdens hunde og katte

At være en ”heldig hund”.

Rigtigt koldt og blæsende er det i dag og dejligt at være inden døre. Jeg er sikker på, at mine 2 små hunde, Oskar og Jackson, er af samme mening. De har nemlig ligget lunt og godt hele formiddagen. Klods op af hinanden i deres kurv. Jackson er mors hund og meget opmærksom på, hvad jeg laver. Et lille blik i retning af ham, så logrer han og rejser sig dovent. Strækker sig og kommer med en tilfreds lyd nede fra maven. Træder på Oscar, som knurrer irriteret.
Sådan er deres liv. Lunt og trygt. Mad hver dag. Varme. Dejlige gåture og masser af kys og kærlighed fra hele familien. Om natten kan de endda nogle gange få en lille plads i knæhaserne under dynen.
 

Så heldige er ikke alle hunde og katte i verden. Mange tusinde hunde og katte i verden lever en kummerlig tilværelse med sult, sygdomme og elendighed. Trist er det. Mere trist er det, at denne elendighed ofte afspejler den elendighed, der er blandt menneskene, der lever sammen med disse dyr.
 

Min familie og jeg har været så privilegeret at kunne rejse rundt i verden og opleve, hvordan mennesker lever i andre lande. I den forbindelse har jeg ikke kunnet undgå at se, hvordan hunde og katte bliver holdt og behandlet rundt omkring. Det er svært for mig at holde op med at være dyrlæge selv, når jeg er på ferie. Så blandt alle vores feriefotos, sniger der sig mange billeder ind af diverse hunde, katte og andre dyr.
 

Hvordan vores dyr bliver behandlet er udpræget kulturelt bestemt, men absolut også betinget af vi menneskers økonomiske formåen. I Tibet er der for eksempel mange gadehunde, som kæmper for livet. Ikke fordi, der ikke er vilje til at hjælpe dem, men fordi indbyggerne generelt ikke har råd til det. Hvor andre religioner ser dyrene som menneskenes underlegne, da ser man i den buddhistiske tro, at dyrene er menneskene ligeværdige. Derfor vil udmagrede gadehunde i Nepal ikke blive aflivet. Det er ligefrem forbudt, hvilket resulterer i, at disse hunde kan have et lidelsesfuldt liv. 
 

Lige hjemkommet fra Thailand, hvor buddhismen er fremherskende, slår det mig endnu engang, hvordan både hjemløse hunde og katte går rundt, fuldt accepteret. Ingen forsøger at kyse dem væk og de fleste ser beskidte, men velnærede ud. Selv på alterpladsen med de mange Buddha figurer er det okay, at katten sidder og soignerer sig. Modsætning til dette har jeg set i Grækenland, hvor vilde katte bliver sparket efter og jaget væk.

Rejser man i Indien, bliver man forundret over den enormt store forskel mellem rig og fattig. Udsultede hjemløse gadehunde løber rundt og forsøger at finde lidt mad og læ. Kører man 500 m. ned af vejen, så ligger der pludselig en meget fin veterinær klinik, hvor indere af heldigere kaste kan få deres kæledyr behandlet efter alle kunstens regler.
 

Den absolutte modpol oplevede jeg i sommer, hvor jeg befandt mig i New York. Midt på Fifth. Avenue blandt meget flotte designbutikker lå den fornemste dyreklinik, hvor jeg er sikker på, at hundene kunne få behandlinger, som man ikke engang kan tilbyde mennesker i Nepal. Små fine helt hvide og velplejede hunde blev kørt rundt i mors bagagevogn. Nok med intensionen, at det midt i myldretiden og heftig trafik, var det sikreste.

Et øjeblik kan man føle, at det er helt forkert. Jeg tænker i hvert fald ofte på det uretfærdige i, at nogle hunde og katte i verden har det bedre en nogle børn i Brasiliens gader. Men er det da forkert, at vi i den rige del af verden passer sådan på vores dyr? Skal vi have dårlig samvittighed over at bruge mange tusinde kroner på at behandle vores kæledyr for diverse lidelser?

I løbet af min efteruddannelse som certificeret veterinær onkolog, da har jeg overvejet dette mange gange. Jeg har i USA set ejere ofre rigtig mange penge på strålebehandling af deres hunde eller katte. Aldrig har jeg følt, at netop dette dyr ikke skulle havde den optimale behandling under de økonomiske rammer, som kæledyrets familie kunne give. Jeg har altid haft et stort ønske om at kunne behandle syge dyr med så stor viden og med så optimalt et udstyr som muligt.

Dette i erkendelse af, at ude i verden er der mennesker, der bogstaveligt talt lever ”et hundeliv”. Dette også i erkendelse af, at verden ikke er sort og hvid. At vi mere heldige mennesker ikke fravælger den røde bøf. Ikke vælger billigere tøj for i stedet at sende pengene til mennesker og dyr i nød.

Så derfor har jeg stadig god samvittighed, når jeg rejser til USA for at dygtiggøre mig i at behandle hunde og katte med kræft. Om ikke så mange år vil vi også i Danmark kunne tilbyde avancerede kræftbehandlinger. I dag kan vi allerede kemobehandle. Indenfor de næste år står der nok en strålekanon på Det veterinære universitet (KU-LIFE) i København. For få år siden var det uhørt at MR/CT scanne dyr. I dag kan de fleste danskere indenfor få timers kørsel få deres dyr CT scannet. 

Dyre undersøgelser og dyre behandlinger, som jeg i min dagligdag på Aalborg Dyrehospital ser vores kunder være mere og mere interesseret i.

Det synes jeg er OK. 

Jeg glæder mig dog også over, at de ”uheldige hunde” ikke bliver helt glemt. Mange mennesker i Danmark hjælper. En lille donation måske til forskellige dyreværnsforeninger. En frivillig hånd evt. til at dele tæpper ud til vores hjemløse og deres hunde i Danmark, som i disse dage fryser ekstra meget og vælger at sove på gaden, fordi herbergerne ikke kan huse hundene. 
Jeg er stolt over, hvor villige mange mennesker faktisk er, når dyr skal hjælpes.

En gruppe dyrlæger og veterinærsygeplejersker, ledet af dyrlæge Mogens Hansen (www.dsos.dk)  bruger næsten hvert år uger af deres ferie og penge på at rejse til fattige lande, hvor de arbejder gratis med at behandle gadehunde og sterilisere og kastrere disse hunde. Det gør de under meget besværlige forhold. De har været i Nepal i samarbejde med Dalai Lama. Sidste år gjaldt det gadehunde i Indien. Prisværdigt arbejde.

Alle vi andre må så hjælpe i det små, så godt vi nu formår.

Vi er nødt til at acceptere, at vi ikke kan hjælpe alle dyr, men at hjælpe bare et af gangen – det er også OK.

Dyrlæge
Berit Aakjær Sørensen