Kærlighed ved første blik

Viggo, en Goldendoodle på 6 mdr. skulle have et nyt hjem, da han ikke længere kunne være hos sin tidligere familie. Jeg var så heldig, at jeg i samarbejde med Dansk Dyreværn Aalborg fandt frem til, at Viggo var det helt rigtige match for mig.

Med sommerfugle i maven og et bankende hjerte stod jeg en lørdag eftermiddag klar hos Dansk Dyreværn Aalborg. Jeg skulle hente min nye hund, og jeg kunne næsten ikke være i mig selv af bare spænding.

Det hele begyndte få dage forinden, da Viggo sammen med en anden hund var til sundhedstjek på Aalborg Dyrehospital. Her blev han tjekket godt igennem, og fik opdateret sine vacciner og blev godkendt til videreformidling.

Pludselig stod han der på gangen og kiggede mig i øjnene. Han var lidt utryg, da der var mange nye indtryk og mennesker, der gerne ville hilse på ham. Men med lidt tålmodighed, kærlige klap og godbidder endte han hurtigt i mine arme og faldt til ro. Med ét var jeg forelsket og håbede, at vi kunne blive et godt match. For selvom han stjal mit hjerte, var det ikke sikkert, at han passede ind i min hverdag.

At overtage et nyt kæledyr er nemlig ikke noget, man bare gør. Der er mange overvejelser, man skal gøre sig. Først og fremmest er det vigtigt, at man i familien forventningsafstemmer ift., hvad man ønsker af sit kommende kæledyr.

Skal det være en hund, kat, kanin, marsvin eller et hamster?

Skal det være en lille eller stor størrelse, og hvad vil man gerne kunne med det?

Skal der meget eller lidt motion og mental stimulering til?

Skal man bruge meget eller lidt tid på pelspleje, eller vil man betale en hundefrisør for det?

Skal man kunne bruge hunden til jagt, lydighed eller agility, eller ønsker man sig en kat, man kan ligge og putte med på sofaen?

Dernæst skal man huske at alle kæledyr, der skal have et nyt hjem kommer med en historie. En historie som har gjort, at de skulle have et nyt hjem, og som kan skabe udfordringer for de nye ejere, hvis de ikke takles til dyret bedste. Her er dialogen med organisationen, der videreformidler kæledyret vigtig. Løber man ind i spørgsmål, der kræver en faglig vurdering, står de fleste dyrlæger klar med en hjælpende hånd.

Her er Viggo et godt eksempel. Da han var lidt nervøs, talte vi lidt frem og tilbage om, hvordan vi bedst hjalp ham med hans nye tilværelse. På Aalborg Dyrehospital har man rigtig gode erfaringer med at hjælpe hunde i Viggos situation. Her blev en kombination af flere produkter valgt, da de sammen hjælper hunde med deres nervøsitet, angst og utryghed.

Det er ikke alt, der kan klares medicinsk. Det kræver hårdt arbejde og masser af tålmodighed at give et kæledyr et nyt hjem. Der er dage, hvor det går fantastisk, og der er dage, hvor det er to skridt frem og et tilbage. Men trods en tåre eller to opvejes det hele af et par kærlige øjne og en kold snude, der glædeligt nysser en godmorgen og godnat.

Viggo og alle på Aalborg Dyrehospital vil benytte lejligheden til at ønske jer alle et Godt Nytår.

Dyrlæge Pernille Møller, Aalborg Dyrehospital