Øremider hos kat

Til dyrlægerne på Aalborg Dyrehospital Jeg er den glade ejer af en huskat på 4 år. Ringo, som han hedder, er for det meste indenfor, men går også ud af vores kattelem og nyder den naturen. Nu har ”den fri natur” imidlertid også besluttet sig for at komme indenfor til os, forstået på den måde, at en killing er flyttet ind hos os. Det var en forhutlet lille ven, og vi besluttede os for at hjælpe den, indtil vi kunne finde dens ejere. Det har vi dog ikke kunnet og nu har vi to katte, der heldigvis er glade for hinanden. Den lille forhutlede killing, har taget på i vægt og blevet fin at se på, men dens ører er stadig beskidte til trods for, at vi har renset dem flere gange. Nu er Ringos ører også blevet beskidte, hvilket de aldrig har været før og hvorimod Bette ikke synes at være generet i sine ører, så kradser Ringo sig meget og ryster på hovedet. Min nabo siger, at det er mider, der er problemet, og at man i gamle dage behandlede med digoxinolie, men at det ikke kan fås mere. Hvad tror I det er? Og hvad skal jeg gøre for at hjælpe mine katte. Med venlig hilsen Erna D.

Kære Erna

Tak for dit brev. Jeg tror, som din nabo, at der er tale om øremider. Med hensyn til behandlingen er det rigtigt, at man før i tiden behandlede med dixanthogen olie (ikke digoxinolie – digoxin er et lægemiddel, der bruges til behandling af hjerteproblemer hos mennesker og dyr, men det har ingen effekt på øremider).'

Lidt om øremiden
Øremiden, Otodectes cynotis, er en lille sfærisk parasit, der lever i øregangen hos bl.a. hunde, katter og fritter. Alle øremidens stadier, dvs. æg, larver, nymfer og voksne lever i øregangen og lever dels af ørevoks dels det betændelsessekret, som de selv udløser hos deres vært. Hele øremidens udvikling fra æg til larve tager ca. 2-3 uger. Øremider kan vandre fra det ene øre til det andet, men kan ikke overleve i længere end 4-6 dage udenfor øregangen. Smitte sker ved direkte kontakt eller ved at dyr deler kurv, tæppe eller lign. 

De typiske symptomer hos dyr med øremider er en øget produktion af ørevoks – typisk mørkebrun – kaffegrumslignende. Der ses varierende grader af kløe – typisk mere intens hos katte sammenlignet med hunde og fritter. Enkelte dyr med øremider udviser ingen eller kun meget få symptomer. I enkelte tilfælde migrerer øremiderne ud af øret og kan da være årsag til hudirritation f.eks. omkring øjnene. Øremider forekommer hyppigst hos ungdyr, men kan ses hos dyr i alle aldre. 

Diagnosen stilles ved de typiske symptomer samt påvisning af miden ved otoskopi eller ved mikroskopi at et øresvab. Øremider kan behandles på flere forskellige måder, f.eks. med øredråber, spot-on behandling i nakken og injektion. Heldigvis er øremider oftest lette at behandle, men det er vigtigt at alle katte, hunde og evt. fritter i husstanden behandles.

Jeg synes du skal tage den nye kat til dyrlægen og få den undersøgt – det kan jo være, at øremider ikke er det eneste den har bragt med ind. 


Med venlig hilsen

Dyrlæge, Michael A. Butler
Aalborg Dyrehospital