Anæmi - blodmangel hos katten Musse
Musses mangel på røde blodlegemer

Musse er en fantastisk kælen og ualmindelig kær kat på ca. 4 år, som har valgt at bo i den anden ende af landet hos en god veninde af mig. Egentligt var det ikke meningen, at der skulle være kat på min venindes matrikel, idet der allerede boede 2 små pudler. Det budskab var dog ikke nået ud til Musse, som over nogle uger rumsterede rundt udenfor huset og så noget forhutlet ud. Hun fik langsomt charmeret husets beboere – både hunde og mennesker og flyttede selvsikkert ind i deres rækkehus.
Hele familien elsker denne lille kat og derfor er det en katastrofe, at Musse nu er blevet syg og indlagt på et dyrehospital. Min veninde ringede fordi, hun gerne ville have mit råd og gerne ville køre Musse op til os på Aalborg Dyrehospital. Det er dejligt, at være omgivet af mennesker, som har så stor tillid til en, at de vil overlade deres kæreste eje i min varetægt.
Jeg kunne dog høre, at Musse var i gode og dygtige dyrlægehænder, der hvor hun befandt sig og var i gang med at blive undersøgt på optimal vis.
Det hele startede for ca. en uge siden, hvor Musses familie syntes, at hun var blevet så stille og lå og sov det meste af dagen. Dette var ualmindeligt for Musse, idet hun altid er på farten. Enten i leg med hundene i huset eller ude i den nærliggende skov for at fange mus og andet vildt.
Derfor opsøgte de deres lokale dyrlæge, som hurtigt kunne konstatere, at Musse var helt bleg i sine øjenslimhinder. En blodprøve viste, at Musse led af mangel på røde blodlegemer. Hendes blodprocent var helt nede på 15 %, hvor den normalt skal ligge på ca. 35-45%.
Dette er meget alvorligt og kan blive livstruende for Musse, hvis den fortsat falder. I øjeblikket er Musses dyrlæger i gang med at finde ud af, hvorfor hun lider af anæmi (blodmangel).
Katte er meget velkomne på Aalborg Dyrehospital, hvor flere af personalet er katte-entusiaster. Næsten hver dag har vi dejlige katte indlagt. Anæmiske katte ser vi ganske tit. Der kan være mange årsager til tilstanden. Derfor er det vigtigt, at vi går systematisk frem, når vi skal finde årsagen og stille den præcise diagnose. Nogle gange kan det være et detektivarbejde. Ofte er mange forskellige undersøgelser nødvendige for at nå en korrekt diagnose.
Overordnet kan der være 3 årsager til anæmi. Patienten kan lide af blodmangel som følge af blodtab, nedsat produktion af de røde blodlegemer eller ødelæggelse af de røde blodlegemer. Tilstanden kan opstå akut, men kan også være kronisk og snigende, hvilket gør, at dyret tilvænner sig den lave blodprocent og derfor først bliver opdaget sent i forløbet.
Blodtabet ser vi ved f.eks. påkørsler, hvor dyret har store vævslæsioner. Det kan dog også være mere skjult i form af blødning i de indre organer. Blandt andet kan det ses, hvis dyret har indtaget rottegift, hvilket bevirker, at blodet ikke kan størkne. Stærkt nedsat nyre- og leverfunktion kan give blødning til tarmen. Dette opdager ejeren ikke til den kat, der besørger ude. En blødende svulst i blæren kan også være en årsag.
Nedsat produktion af de røde blodlegemer vil give et snigende forløb. Vores blodlegemer bliver primært dannet i knoglemarven. Et rødt blodlegeme lever ca. 120 dag, hvorefter det dør af alderdom. Hvis knoglemarven ikke producerer nye friske blodlegemer, da vil blodprocenten langsomt falde. Mange sygdomme kan hæmme knoglemarven. Deriblandt kroniske infektioner og kræft. Visse former for medicin kan ligeledes have en hæmmende effekt på knoglemarven.
En hyppig årsag til anæmi hos vore hunde og katte er en øget nedbrydning af de røde blodlegemer. Det sker, mens blodlegemerne befinder sig i blodbanen, hvor immunsystemet af en eller anden årsag erkender disse røde blodlegemer som fremmede og derfor destruerer dem. Dette kan være en snigende proces, men kan også ske uhyre hurtigt med en massiv ødelæggelse af dyrets røde blodlegemer. Igen her kan der være mange årsager. Kræft og forskellige infektioner kan igen være årsagen. Katte har særlige infektioner, som vi er specielt opmærksomme på. Det kan være virussygdommene FIP (smitsom bughindebetændelse), FIV (katte AIDS) og FELV (smitsom leukæmi). Også infektion med Mycoplasma hæmofelis ( før kaldet hæmobartonella felis) er en almindelig udløsende årsag.
I meget sjældne tilfælde kan en vaccination være den udløsende årsag. Mange gange finder vi trods grundig undersøgelser ikke årsagen og må derfor behandle dyret på mistanke med immunhæmmende medicin og støttende terapi, så som blodtransfusion, antibiotika mv.
Lige i disse timer, er Musse i gang med at få foretaget forskellige undersøgelser, så den rette diagnose kan stille og hun dermed kan modtage den optimale behandling. Jeg tænker meget på Musse og hendes familie, for jeg ved, at Musses sygdom kan være meget farlig. Jeg har dog også et stort håb, da vi ofte på Aalborg Dyrehospital redder disse katte.
Dyrlæge
Berit Aakjær Sørensen