Fedtlever hos kat
Fedtlever er en tilstand, hvor der ophobes for meget fedt i levercellerne.
Til dyrlægerne på Aalborg Dyrehospital,
Jeg skriver til Jer fordi jeg har en 9-årig kastreret hankat, Joe, som jeg er lidt bekymret for. Joe har ikke helt været sig selv siden han fik et par nye legekammerater, to killinger, for 4 uger siden. Jeg fik dem, fordi jeg mente at Joe trængte til lidt selvskab.
Jeg har så vidt muligt forsøgt at introducere dem langsomt for hinanden, men ligegyldigt hvad jeg gør, så synes Joe ikke om killingerne. Joe trækker sig mere og mere og virker deprimeret. Han er en stor dreng og har altid sat stor pris på at spise, men nu spiser han mindre og mindre og man kan se at han har tabt sig. En af mine venner siger, at jeg skal passe på Joe ikke får fedt i leveren, når han ikke spiser, men jeg kan ikke forstå hvorfor han skulle få fedt i leveren over et par nye killinger i huset. Håber I kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen
Else P.
Kære Else,
Mange tak for dit brev, der ikke er det eneste vi har fået vedrørende sygdommen fedtlever hos kat. Jeg vil derfor i det nedenstående fortælle lidt generelt om fedtlever og så til sidst vende tilbage til din problemstilling med Joe.
Hvad er fedtlever?
Helt overordnet er fedtlever, eller hepatisk lipidosis, som tilstanden også kaldes, en tilstand, hvor der er ophobet for meget fedt i levercellerne. Den overdrevne fedtophobning medfører at levercellerne ikke længere kan fungere normalt og hermed nedsættes leverens funktion.
Hvilke funktioner har leveren?
Leveren er kroppens største indre organ og ligger i kroppen godt beskyttet under de nederste ribben.
Leveren har mange vigtige funktioner:
- den spiller en vigtig rolle i fordøjelsen af foder.
- den fungerer som en vigtig regulator af sukkerstofskiftet, idet den lagrer og frigiver kulhydrater.
- den danner proteiner og vigtige faktorer for at blod kan størkne.
- den lagrer vitaminer.
- den producerer galde (nødvendig for optagelsen af fedt).
- den afgifter kemiske forbindelser – herunder lægemidler.
- den er med i reguleringen af immunsystemet og regulering af kroppens kolesterol.
- den medvirker i dannelse af hormoner.
- Den har en vigtig rolle i metabolismen af fedt – idet den kan viderefordele fedt, der er optaget fra tarmen eller kommer fra nedbrydning af fedtlagre i kroppen eller den kan omdanne leverfedt til energi, der kan eksporteres til andre steder i kroppen.
Leveren påvirker også andre organer og således vil en kraftigt nedsat leverfunktion kunne påvirke hjerne, nyrer, hjertet samt iltning af blodet i lungerne for bare at nævne nogle
Hvorfor opstår fedtlever?
Hos en normalt velfungerende kat, vil indtaget fedt fra foderet blive nedbrudt i leveren og enten lagret (i små mængder) eller behandlet og sendt videre til brug andre steder i kroppen.
Fedtlever udvikles når en kat, af en eller anden årsag, ikke spiser tilstrækkeligt. Dette medfører først at leverens normale fedtlager tømmes og bruges som energi andre steder i kroppen, men da der ikke kommer mere fedt fra indtag af foder, vil kroppen begyndte at nedbryde kropsfedt og sende dette til leveren. Problemet er bare at kattens lever ikke kan håndtere den store mængde fedt den modtager – den kan simpelthen ikke nå at bearbejde fedtet og sende den videre som energi til kroppen. Hvis denne tilstande varer for længe, vil fedtet ophobes i levercellerne og ”fedtlever” vil udvikles.
Det skal her understreges at katte dårligt tåler faste – allerede efter 3-4 dage uden foder vil der ske en påvirkning af leveren.
Årsager til fedtlever?
Fedtlever hos kat er, som nævnt ovenfor, næsten altid forudgået af en periode med nedsat eller ophørt appetit. Med andre ord så kan en hvilken som helst årsag, der får en kat til at holde op med at spise, være årsag til udviklingen af fedtlever.
De hyppigste årsager er:
- overvægt
- sukkersyge
- kræft
- forøget stofskifte
- betændelse i bugspytskirtlen
- nyresygdom
- stress – f.eks. skift af foder, ændringer i omgivelser, flytning, introduktion af nye kæledyr eller familiemedlemmer.
- en anden leversygdom
- andre kattesygdomme, fx Katte-leukæmi (FeLV) eller Smitsom bughindebetændelse (FIP)
Man siger at den ”typiske kat” med fedtlever er en overvægtig midaldrende kat, der har tabt sig og har nedsat appetit, men det skal nævnes at sygdommen er set hos katte i alle aldre.
Hvad er symptomerne på fedtlever?
Symptomerne på fedtlever viser sig som symptomer på leversvigt og kan inddeles i tidlige og sene symptomer
Tidlige symptomer:
- nedsat eller helt ophørt appetit resulterende i vægttab
- kvalme, opkast og diarré
- dehydrering
- nedstemthed og feber
Senere symptomer
- persistens og eventuelt videreudvikling af tidlige symptomer
- gulfarvning af hud og slimhinder – gulsot
- kramper
- koma – og eventuel død
Hvordan stilles diagnosen fedtlever hos kat?
Mistanken om at en kat lider af en leversygdom bekræftes ved en optagelse af en sygehistorie og en grundig klinisk undersøgelse. Dette følges op med undersøgelse af blod og urin. Bekræftelse af diagnosen stilles ved påvisning af fedtholdige leverceller i en vævsprøve, som typisk udtages med en tynd nål i forbindelse med ultralydsskanning af leveren.
Hvordan behandles fedtlever og hvad er prognosen?
Uanset årsagen til fedtlever er basisbehandlingen altid den samme – nemlig at rehydrere katten og få den til at spise.
Rehydrering foregår ved, at der bliver lagt et venekateter, som man kan give væske og medicin igennem. Dernæst er det vigtigt at få tilført katten næring. Dette er ofte en betydelig udfordring, da katte med fedtlever har udviklet en udtalt foderværgning. Dyrlægen står derfor tilbage med to muligheder – enten skal katten tvangsfodres eller så lægges der en slange ned i spiserør/mavesæk og fodres gennem denne. Heldigvis kan mange tilfælde klares med tvangsfodring/assisteret fodring.
Samtidig er det vigtig, at påvise den underliggende årsag til at katten udviklede fedtlever og få denne årsag behandlet.
Katte med udtalte tilfælde af fedtlever kan være indlagt i en god uges tid. Når katten vurderes stabil hjemsendes den til ejer, der fortsætter fodring enten assisteret eller via den ilagte sonde. Når katten har spist selv i 14 dage uden vægttab fjernes en eventuelt ilagt sonde.
Prognosen for katte med fedtlever er god, hvis man opdager lidelsen tidligt i forløbet og behandling iværksættes med det samme og at en eventuel underlæggende lidelse kan identificeres og behandles.
Jeg håber at ovenstående gav en bedre forståelse for Fedtlever hos kat.
Og, Else, som lovet vil jeg nu vende tilbage til dit problem med Joe. Jeg vil anbefale at du med det samme tager kontakt til din dyrlæge, så han kan undersøge Joe og iværksætte en passende behandling. Jeg vil anbefale dig, at fortælle om det tidsmæssige sammenfald med introduktionen af de to killlinger og udviklingen af Joe´s symptomer. Måske skal du forbedrede dig på, at Joe måske fungerer bedst som enekat.
God bedring med Joe.
Med venlig hilsen
Dyrlæge Michael A. Butler
Aalborg Dyrehospital