Hjælp - min kat snorker!

Til dyrlægerne på Aalborg Dyrehospital

 
Jeg skriver til brevkassen fordi jeg har et problem med min kat. Min kat er en kastreret hankat på ca. 1,5 år og han er en glad og frisk udekat, der har mod på livet. Problemet er, at han over de seneste måneder er begyndt at snorke. I starten var det kun når han sov, men nu er det faktisk også når han er vågen og hans mijaven har ændret karakter. Han har også haft nogle underlige nys. 
Jeg har været ved dyrlægen, der gav mig nogle antibiotikatabletter, men de har slet ikke hjulpet. Dyrlægen siger, at det kan være en virus og at det er derfor antibiotikaen ikke hjælper og at vi skal se tiden an. 
Jeg er dog bekymret da Pelle, som nævnt, nu også snorker når han er vågen. 
Har I nogen idé om hvad der kan drille min Pelle?
Med venlig hilsen
J.I.
Kære J.I.
Tak for din mail. Din dyrlæge kan have ret i at en virus infektion i de øvre luftveje ikke vil respondere på en behandling på antibiotika. Jeg tror dog ikke at Pelles problem er en infektion – jeg tror at Pelle har en polyp, der driller ham.
 
Næsesvælg polypper

En polyp er en godartet svulst, der vokser ud fra en slimhinde.  Hos nogle katte – typisk unge -  katte ser man, at der vokser en polyp ud fra slimhinden i det rør, der forbinder det indre øre med svælget.  Polypper navngives efter hvor de sidder – og disse polypper hos katten kaldes derfor nasopharyngeale (næsesvælg) polypper. Polyppen vokser stille og roligt i størrelse og kommer således til at fylde mere i røret – dels mod mellemøret og dels mod svælget. Katten viser symptomer alt efter hvilke strukturer polyppen trykker på.
Hvis polyppen vokser ind i mellemøret kan man se symptomer som:
  • Øreirritation eller øreinfektion
  • Skæv hovedholdning.
  • Nervepåvirkning medførende ansigtslammelse og ændring pupilstørrelse samt fremfald af blinkhinden. 
 
Vokser polyppen derimod ind i næse-svælg regionen kan symptomerne være:
  • Snorken
  • Nysen og evt. flåd fra næsen
  • Besvær med at synke.
  • Ændring af stemmen
 
Diagnosen mistænkes ved præsentation af en ung kat med ovenstående symptomer og bekræftes ved påvisning af polyppen. Dette kræver en bedøvelse af katten. Nogle gange kan man se polyppen bagerst i svælget bag den bløde gane, andre gange kan den ses ved undersøgelse af øregangen. I nogle tilfælde skal der tages røntgenbilleder af den knogle, som mellemøret ligger i. Når polyppen er fundet skal den fjernes. Hvis den kan nåes fra øregangen eller svælget, sker fjernelse ved at trække polyppen ud med en tang. Sidder polyppen derimod gemt dyb i knoglen, hvor mellemøret ligger, skal den opereres ud. Kattene klarer sig typisk godt efter fjernelse af polyppen.
Jeg synes du skal kontakte din dyrlæge igen og bede ham bedøve Pelle og undersøge ham nærmere – måske finder han en nasopharyngeal polyp. Det kan også være andre årsager til Pelles problemer, fx et fremmedlegeme. Under alle omstændigheder synes jeg du skal tale med din dyrlæge når nu Pelles symptomer er blevet mere udtalte.
God bedring med ham.
 
Med venlig hilsen 
Michael A. Butler, 
Dyrlæge Aalborg Dyrehospital.