Hvilken katterace skal jeg vælge?

Vi havde en huskat som hed Bølle. Den blev 15 år gammel, og var højtelsket af os alle. Vi er alle meget kede af det, men er samtidig enige om at vi gerne vil have en kat igen. Der er så tomt i huset.

Vi er i tvivl om, vi skal vælge en racekat denne gang, eller få en huskat igen, som gamle Bølle var. Vi har også snakket om måske at vælge 2 killinger denne gang. 

Vi vil gerne vide hvilke racer der evt. kunne passe til vores familie på 2 voksne og 2 børn på 10 og 12 år.  

Svar:

Jeg ved hvor ondt det gør at miste en god gammel ven, så jeg forstår godt at I er meget kede af det. Samtidig forstår jeg også godt, at I har lyst til at få en ny kat. Der må være tomt i huset nu.

Hvis I har lyst til at få en racekat denne gang, vil jeg råde jer til at låne nogen bøger som omhandler forskellige katteracer. Evt. kan I besøge en katteudstilling i nærheden, for at se og røre de forskellige racer, samt snakke med deres opdrættere og ejere. I bør også sætte jer ind i de forskellige racers aktivitetsniveau og pleje. Der findes både korthårede og langhårede racer. De langhårede fælder selvfølgelig lidt mere og kræver lidt mere pelspleje end de korthårede.

Af de racer jeg kender godt, kan jeg indenfor korthårsracerne anbefale burmeseren. Det er en glad, robust lille kat, med et dejligt temperament. Den er aktiv og meget kælen. Den elsker børn og er med i alt hvad der sker. Den kan fint trives som indekat, men egner sig ikke til at være alene, da den er så social. Af de mere pelsede katteracer, kender jeg bedst til den norske skovkat. Det er en aktiv og kærlig kat, som er meget social og let knytter sig til familien. Den trives fint med børn, hunde og andre katte. Hvis man vælger denne race, er det vigtigt at man gør sig klart at den skal friseres med jævne mellemrum. Især i fældeperioder da pelsen ellers let kan filtre. Hvis katten har en god pelskvalitet er det dog meget begrænset hvor lang tid man skal bruge på pelspleje.

Der findes et hav af andre racer, så derfor synes jeg I skulle udvælge nogle racer som I tror passer til jeres familie, og tage ud og besøge nogle opdrættere. Når I besøger de forskellige opdrættere er det vigtigt at I kigger jer godt omkring. Se at de voksne katte trives og at killingerne er opmærksomme og legesyge og ikke virker sky.

Hvis I alligevel ikke vælger en racekat, synes jeg I skal besøge Kattens Værn, for at se hvilke katte de har, og se om der er en eller 2, der passer til jeres familie.'

Med hensyn til spørgsmålet om at I skal vælge 2 killinger denne gang, synes jeg det er en rigtig god idé. 2 killinger har meget fornøjelse af hinanden, og de vil hurtigere falde til i deres nye hjem. De vil få brugt deres naturlige katteadfærd, både jagtmæssigt og socialt. Ligeledes har man ikke så dårlig samvittighed når man lader dem være alene, da de ikke vil kede sig på samme måde som en enlig kat. Nogen mennesker tror at de så har nok i hinanden, og ikke bliver så kælne, men det er ikke sandt. De bliver fuldt ud lige så kælne og sociale. De bliver bare mere harmoniske katte.

Veterinærsygeplejerske
Elaine Derry