Hyperthyreoidisme hos kat

Spørgsmål fra Lise Sørensen i Aalborg.

Jeg har en 14 år gammel hunkat, der er begyndt at tabe sig. Hun spiser med god appetit og jeg giver hende det gode foder, som jeg køber hos min dyrlæge, men hun bliver ved at tabe sig. Hun plejer faktisk at være lidt rigelig rund, men nu er hun faktisk meget tynd, så jeg tydeligt kan se hendes knogler på ryggen. Hun drikker også mere vand, end hun gjorde tidligere. Jeg har tænkt på, om det er på grund af hendes tænder, der er lidt brune. Hun fanger dog stadig mus. Jeg har spurgt min dyrlæge, om hun ikke kan få renset sine tænder, men han tør ikke at bedøve hende, fordi hun har en suse-lyd ved hendes hjerte. Han siger, at det nok er ved at være tid til, at jeg skal sige farvel til hende. Jeg ved godt, at 14 år er en høj alder for en kat, men hun virker bare ikke som om, at hun er syg og jeg tror heller ikke, at hun har ondt, selvom hun er blevet lidt pirrelig og hidsig på det sidste. 
Har I et forslag til, hvad jeg kan gøre for, at hun skal tage på igen.
 
Svar:
Det kunne godt lyde som om din kat har et primært problem med sit stofskifte. Det er en lidelse, som vi netop ser hos de gamle katte og hvor det iøjnefaldende symptom netop er vægttab trods god appetit.
Stofskiftet har indflydelse på alle organsystemer i kroppen og styres af skjoldbruskkirtlen der producerer skjoldbruskkirtelhormon (T3 og T4). Skjoldbruskkirtlen sidder på halsen tæt op ad luftrøret og er ofte tydeligt forstørret hos disse patienter. Der er hyppigst tale om en godartet svulst i kirtlen. Det forhøjede indhold af T3/T4 i blodet bevirker en generel forøget forbrænding i hele kroppen. Derved belastes alle organer som f.eks. hjerte, lever, nyrer og katten ”spiser” af sig selv. Det vil sige, at der sker en alt for stor nedbrydning af fedt og muskelvæv. Det kan være derfor, at du ligefrem kan mærke ryghvirvlerne på din kat.

Det, at din dyrlæge har hørt en suse-lyd ved din kats hjerte kan skyldes, at din kat har fået forhøjet blodtryk og derfor udviklet en hjertesygdom, hvor hjertemusklen er blevet fortykket. Din kats hjerte slår sikkert også hurtigere end det plejer. Generelt er hjertet på ”overarbejde”, når stofskiftet er forhøjet. Dette kan ende med såkaldt hjertesvigt eller udvikling af blodpropper.
Det forhøjede blodtryk bevirker samtidig, at nyrerne beskadiges. Det medfører i første omgang forøget tørst og rigelig urinproduktion. Hvis nyrerne beskadiges yderligere vil der ophobes forskellige affaldsstoffer i blodet (bl.a. urinstof) der vil give katten kvalme og dermed spisevægring. 

Jeg vil foreslå, at du beder din dyrlæge udtage en blodprøve til undersøgelse dels for forhøjet stofskifte men også for at undersøge din kat for belastede nyrer og lever. Fint ville det være også at få undersøgt en urinprøve. Desuden er det vigtigt, at undersøge din kats hjerte for at vurdere, om der er behov for hjertemedicin. Det kan være nødvendigt at lave en ultralydsundersøgelse af hjertet (Ekkokardiografi). Hvis resultaterne af disse undersøgelser indikerer, at det er det forhøjede stofskifte, der er din kats primære problem, så kan man med rimelighed starte behandling.

Man behandler med medicin, der hæmmer skjoldbruskkirtlens produktion af T3/T4. Medicinen gives dagligt i form af tabletter. Du skriver i dit brev, at katten er blevet lidt pirrelig. Det kan faktisk skyldes, at stofskiftet er højt. Jeg håber, at det er muligt at give hende tabletter,for ellers er det svært at hjælpe hende.

Der skal tages blodprøve af katten hver 3. uge i starten indtil den rette dosering af medicinen er fundet. Derefter tages blodprøve hver 3. Måned.Man kan vælge at fortsætte medicineringen resten af kattens liv, eller man kan vælge at fjerne en del af skjoldbruskkirtlen efter at T3/T4-niveauet er normaliseret. Dette kræver at nyre- og leverfunktionen er normaliseret samt, at hjertet igen fungerer tilfredsstillende. 

En tredje mulighed er, at din kat henvises til behandling med radioaktivt jod, ligesom også mennesker med denne sygdom behandles. Denne behandling tilbydes på KU-LIFE (Landbohøjskolen) i København.

Som du nok kan læse af dette svar, er der absolut mulighed for at hjælpe din kat, men det kræver en del behandling og undersøgelser, ligesom også det økonomiske aspekt er væsentligt. Bed din dyrlæge om et overslag på, hvad det cirka vil beløbe sig til at undersøge og behandle din kat. Du skriver ikke, om din kat er sygeforsikret. Hvis den er forsikret, så kontakt forsikringsselskabet og spørg dem, hvordan de stiller sig til at dække dine udgifter. Vilkårene hos forsikringsselskaberne kan variere lidt bl.a. i forhold til laboratorieudgifter.  

På Aalborg Dyrehospital har vi god erfaring med både medicinsk og kirurgisk behandling af disse patienter og modtager gerne henvisninger fra kollegaer.
Du og din dyrlæge er også altid velkommen til at kontakte os, hvis I gerne vil have råd og vejledning.
God bedring med din kat. 14 år er ingen alder, hvis bare hun kan få det godt igen.

Mette Rønn-Landbo