Kæledyrene puster i varmen

Pas på, at de ikke får hedeslag. Pyh, sikke en fantastisk sommer, vi har i år. Danmark er det bedste sted at opholde sig, når vejret er sådan. Skønt, at kunne nyde godt af vore hjemlige badestrande, nyde solen i ferien og bare lade dagene blive langsomme i godt selskab.

Vores kæledyr har forskellige måder at takle varmen på. Nogle af de allermest pelsrige hunde og katte nyder at ligge frit i den bankende sol og ”koge”. De puster en del men kan tilsyneladende holde varmen på afstand bare ved at holde sig i ro og hyperventilere. Netop det med at puste med åben mund, er en af dyrenes forsvar mod at blive overophedede. Ved at lade luften passerer hurtigt og hyppigt henover mundens og svælgets slimhinde, afgiver dyret en del varme. Denne metode virker dog ikke, hvis luftens temperatur nærmer sig dyrets egen kropstemperatur og er heller ikke tilstrækkelig, hvis dyret samtidig presses til at arbejde/ motionere og derved selv udvikle varme.
For de af vore kæledyr, der er udstyret med et meget kort snudeparti, de såkaldt brachycephale racer (Fransk Bulldog, Engelsk Bulldog, Mops, Perserkatte og blandinger af disse) er svælget imidlertid udviklet på en sådan måde, at luften ikke passerer frit frem og tilbage, når de hyperventilerer. Når disse dyr bliver stressede af f.eks. varme, har deres slimhinder i munden desuden tendens til at hæve op og blokere yderligere for luften. De er derfor meget udsatte for at blive overophedede og udvikle reelt hedeslag.
Den anden måde, hvorpå dyrene kan afvikle varme er ved at svede lidt fra trædepuderne. På resten af kroppen har dyrene ikke svedkirtler, som vi mennesker har.

Tynd eller kort pels - Husk solcreme
Selvom dyrene ikke kan skifte tøj efter temperaturen i miljøet omkring dem, så smider de typisk den varme underuld i foråret.
Mange hundeejere er desuden begyndt at få deres hund klippet helt kort om sommeren. Dette hjælper både mod overophedning, samt letter noget af arbejdet med at holde pelsen fri for alle de frø og plantedele, der ellers vil sætte sig i pelsen og filtre denne.
De kæledyr, der er meget kortpelsede, helt eller delvist skallede bør man søge at beskytte mod solskoldning. Vi ser, på Aalborg Dyrehospital, hvert år, især hvide hunde og katte, blive skoldede på ører, i ansigtet eller på bugen. Selvom det måske lyder fjollet, ja så kan man smøre solcreme på de udsatte steder hvis det ikke er muligt at holde dyrene i skyggen.
Motion i disse varme dage bør foregå tidligt om morgenen eller sent om aftenen og de brachycephale skal ikke motioneres mere, end det der skal til for at få besørget.
 
 
Hedeslag
Hvis ens kæledyr udvikler hedeslag skal man vide, at det er en livstruende tilstand, der kræver hurtig dyrlægehjælp.
Symptomerne på hedeslag er voldsom hyper-ventilation (puster med åben mund), rigelig mængde savl, der bliver mere og mere klistret og sejt, efterhånden som dyret dehydreres (væskemangel). Dehydrering erkendes ved at løfte op i huden over skulderen for at se det lægge sig tilbage på plads som vanligt. Hvis huden har tendens til at blive stående i en fold længere tid end vanligt er dyret dehydreret.  
Slimhinderne i munden vil ændre farve til meget ildrøde eller grålige, hvilket er tegn på begyndende shock.
Et dyr med hedeslag vil evt. udvikle neurologiske symptomer, hvor det virker konfust, usikker på benene og evt. udvikler kramper. Dyret med hedeslag vil ofte kaste op og evt. have blodig diarré.
Hvis man erkender  nogle af disse symptomer hos sit kæledyr bør dyrlægen kontaktes med det samme. Hvis det er muligt bør man, forsøge at køle dyret ned evt. inden transport til klinikken. Dette gøres ved overbrusning med lunkent vand (15-20 grader). Hvis det er muligt, bør man få dyret til at drikke eller evt. spise noget koldt (især ejere af brachycephale racer bør altid have sukkerholdig is i fryseren).
Ved ankomst til klinikken vil dyrlægen søge at køle dyret yderligere samt tilføre væske i drop, idet de fleste dyr med hedeslag er dehydrerede. For at bestemme graden af sygdom udtages blodprøver. Disse vil ofte vise forhøjede lever- og nyreværdier, ligesom der vil være ubalance i sukker- og saltindholdet i blodet. Der kan også være problemer med blodets evne til at størkne. Disse forandringer søges behandlet medicinsk.
 
Hvis der ikke er sket for stor organskade (hjerne, nyre, lever) så er prognosen for disse dyr rimelig god, bare de kommer under intensiv behandling hurtigt. Lige nu oplever vi på Aalborg Dyrehospital, at nogle af de dyr, der bliver bragt ind får det væsentligt bedre bare ved at blive anbragt i et rum med effektiv aircondition.
 
Efterlad ALDRIG dyr i bilen
De værste tilfælde af hedeslag jeg selv har oplevet har været hunde, der har været efterladt i biler. Disse har desværre ikke været til at redde. Den værste havde en kropstemperatur på mere end 46 ved ankomsten til klinikken.
Gudskelov er der nu om dage stor opmærksomhed omkring faren ved at efterlade dyr (eller børn) i biler om sommeren, så det er sjældent det sker nu om dage.

Forebyggelse af hedeslag 
Det man selv kan gøre for at beskytte sine kæledyr mod hedeslag er at sørge for let adgang til rigeligt frisk koldt vand. Hvis man plejer at have en vandskål i huset, så skal men måske have 4 skåle sat frem til dyrene i disse varme dage. Vi kan jo selv mærke, at man bliver sløv i varmen og så er det skønt, hvis der ikke er for langt til vandet. Desuden bør man sørge for at dyrene kan søge køligt klima og skygge. Mange hunde holder af at få en kølig overbrusning med haveslangen midt på dagen. Der findes også flere former for dækkener til hunde som virker kølende.
Selvom det ikke skal blive en vane, så er en iskold sodavandsis fra fryseren også god at køle sig på især, hvis man er hund med kort snude! Den kolde is mindsker hævelsen af slimhinderne i svælget og beskytter den stressede hund mod at få for lavt blodsukker i varmen.

Som nævnt ovenfor, så er det vigtigt at begrænse motionen til de køligste timer.
 
Fortsat god og lun sommer til alle to- og fire-benede.
 
Dyrlæge Mette Rønn-Landbo.