Skal min kat passes i ferien?

Vi har 2 katte som vi meget nødigt rejser fra, men nu er det sådan at vi er blevet inviteret en uge til Kreta med familien. Vi har sagt ja tak, men er på nippet til at aflyse fordi vi ikke ved hvad vi skal gøre ved vores 2 dejlige katte, Mini og Bølle.

Vi har overvejet at  få vores venner til at komme og se til dem 1 eller 2 gange om dagen, eller se om vi kan booke plads i en pension. Hvad synes I vil være det bedste for Mini og Bølle?

MB
 
Svar:

Hej MB. 
Jeg synes bestemt ikke I skal sige aflyse ferien med familien.  Mini og Bølle kan sagtens få en god ferie også.
Det er forskelligt hvad katteejere har det godt og trygt med, når de skal overlade deres kæreste kat/katte i andres varetægt. Hvilken løsning som er bedst for jeres katte, afhænger  meget af hvordan kattene er af sind og hvordan de trives med hinanden. Det spiller også en rolle om de er vant til at kunne komme ud i lukket have,  gå helt frit, eller om de er indekatte.
Hvis det er lidt nervøse katte som kun er vant til at være inde, vil jeg anbefale at I får gode venner til at se til dem mindst 2 x om dagen. Tømme bakker, fylde op med mad og vand og sidde lidt hos dem. De skal ikke prøve på at få dem frem og stresse dem, men bare sidde og se lidt tv, og tjekke at alt er ok. 
Lad gerne radioen være tændt når de er alene, så der ikke er helt stille i boligen. 

Pension:
Hvis det ikke er muligt med vennerne, så kan en god pension også være en mulighed. Hvis de er lidt nervøse vil der måske gå nogle dage inden de tør op, og de vil måske ikke spise så meget. Derfor er det vigtigt at det er en pension som er klar over disse ting, og kan give lidt ekstra omsorg og opmærksomhed. Snak godt med ejeren af pensionen og aftal hvad der skal gøres hvis de bliver syge, ikke vil spise eller andet. Så kan I måske aftale en nødplan med vennerne.
Jeg vil for det meste anbefale at katte bliver passet i hjemmet, da de fleste har det bedst i vante omgivelser.  Men hvis det er et par nysgerrige og kontaktsøgende katte I har, så ville jeg måske være tilbøjelig til at vælge en pension hurtigere end jeg ellers ville, hvis det er et par nervøse katte I har. Der findes pensioner som har mulighed for at 2 katte kan gå sammen, og nogle har også mulighed for at komme lidt ud i en lille voliere i forbindelse med deres bur. Det er en god idé hvis det er udekatte, men hvis de kun er vant til at være inde, er der ingen grund til at de får smag for udelivet. 
Hvis de er rigtig gode venner, kan de fint gå sammen i buret, men hvis der nogle gange er  lidt uoverensstemmelser mellem dem, kan det være en god idé at placere dem i hvert sit bur. Man skal tænke på at et pensionsophold kan være en stressende oplevelse for en kat, og derfor kan 2 katte som normalt trives fint sammen hjemme, måske blive lidt uvenner i fremmede omgivelser og på mindre plads
.Nogle pensioner bruger at  lukke de pensionerende katte sammen. Det er umiddelbart ikke noget jeg anbefaler, da det kan gå galt og være en meget stressende oplevelse for den enkelte kat. Katte synes sjældent det er sjovt at omgås fremmede katte.   

Hvis man har en enekat som ikke er vant til andre katte, vil det slet ikke være en god idé at sætte den sammen med andre fremmede katte, fordi den for det første ikke er vant til det sociale kattesprog, og måske vil komme op at slås, eller hvis den faktisk synes det var sjovt at omgås og lege med de andre, så vil det være synd når den kommer  tilbage som alene kat i boligen. 
Endelig er der også en smitterisiko, hvis man lader dem gå sammen. 

Selvom  alle pensioner kræver at katten er vaccineret, kan der være en risiko for at ens kat kan blive smittet med virus eller andet. Det kan ske når der er mange katte sammen og deres immunforsvar måske ikke er helt på toppen, fx på grund af stress. Ligeledes er der ingen vacciner som dækker 100%.

Ejere til katte som har mulighed for at gå ud og ind som de vil, er tit meget i tvivl om hvad de skal gøre hvis de bliver passet i hjemmet. Der er min klare holdning at man lukker for lemmen og lader dem være inde i den periode ejerne er væk. Vi har oplevet kattepassere som er rigtigt kede af det, og føler sig skyldige, fordi den kat de passede er blevet væk eller endnu værre fundet trafikdræbt.
Og tænk hvordan resten af ens ferie vil være, hvis man blev ringet op omkring dette. Derfor er mit råd at lade den være inde. Det at man er væk og ”fremmede” kommer og passer ens kat, er en helt anderledes situation for katten, og de plejer at affinde sig med at ting i dagligdagen er ændret. Den vil være alene i mange timer hver dag, og vil højst sandsynligt bare sove, fordi der intet aktivt sker i hjemmet. 

Så overvej hvad I synes passer bedst til Mini og Bølle. Hvis I vælger pension, så tag hen og se forholdene først, så I ved hvad I sender jeres katte ud i. Der er både gode og mindre gode kattepensioner rundt omkring. Hvis man finder en god en som ens kat bliver fortrolig med, kan det være en rigtig god oplevelse for kat og ejer. De gode pensioner bliver hurtigt booket, så I skal nok skynde jer at finde ud af hvilken løsning I tror er bedst for Mini og Bølle, så I kan nyde Kreta med familien.  

Vi på Aalborg Dyrehospitaler henviser gerne til et par super gode steder.  

Elaine Derry
Veterinærsygeplejerske